Den der venter længe venter på noget godt

Følelsen bankede på døren.

Hvad gør jeg?

Hvordan løser jeg det uforløste?

Hvordan genskaber jeg den glæde til rummet, som jeg altid har haft?

Kirkerummet kan rumme alle livets op- og nedture. For mig har kirkerummet altid været et helt unikt og smukt rum at befinde sig i. Det ikke fordi, at jeg er at finde på kirkebænken hver søndag, men jeg synes kirken har en vigtig samfundsrolle. I min optik formår kirken til stadighed være en del af rigtig mange menneskers traditioner fx dåb, bryllup, julegudstjeneste. Om end brugen af kirkerummet er af mere traditionsmæssig karakter end religiøs, kan kirkerummet noget distinkt.

Allervigtigst for mig står roen, atmosfæren og akustikken.

Efter at have sunget mit livs sværeste, men også vigtigste sang foran min fars kiste, har jeg følt et stort tomrum: et ”kirketomrum”.

En spirende trang som jeg aldrig nogensinde har haft før, sneg sig ind på mig. Jeg var nødt til at fylde det selvsamme kirkerum med musik, glæde, samhørighed, kærlighed og fortællinger.

Jeg besad en enorm trang til at fortælle en ny historie i kirken, end den jeg fortalte sidst.

Hvad gør jeg?

Hvordan løser jeg det uforløste?

Hvordan genskaber jeg den glæde til rummet, som jeg altid har haft?

At fylde kirkerummet med musik, stod klart for mig. Musikken skulle fylde rummet helt ud i alle kroge. For mig er musikken den måde, jeg bedst kan udtrykke mig på, men hvordan skulle jeg gribe det an? Skulle jeg bare tage op i kirken med min guitar og synge for mig selv?

Min far havde altid været en trofast lytter til mine øvestunder såvel de mange koncerter jeg har spillet. Jeg havde altid den målestok, at hvis jeg virkelig synes, at den musik jeg spillede var i orden, så inviterede jeg mine forældre til at komme at lytte. Jeg ville altid gøre dem stolte over det, de havde givet mig. De havde givet mig muligheden for at gå til musik selvom det kostede en masse penge, tid og tålmodighed.

Min far foretrak bands, men her stod jeg og brændende ønskede mig at fylde kirkerummet med musik – bare mig og min guitar. Jeg ville gerne give min far den sidste koncert i det rum, hvor jeg havde min (sidste) afsked med ham.

Jeg gik i tænkeboks i fire måneder, for at finde ud hvad, hvordan jeg kunne løse mit ”kirketomrum”. Pludselig kom idéen. Jeg ville lave en koncert med temaet ”Livet igennem musikken”. Konceptet skulle være, at jeg inviterede mange af de musikere jeg havde spillet med gennem tiden. Musikere som min far elskede at høre, ville jeg gerne invitere til at komme og synge eller spille en sang, som har haft en stor betydning for dem og deres liv. Jeg ville have et fast band, som bakkede solisterne op, hvis det var nødvendigt.

Jeg begyndte at kontakte mange af de mennesker, jeg havde spillet med igennem årene. Fællers for alle tilbagemeldingerne var, at de gerne være med til at bakke mig op i mit store ønske.

Midt i al min eufori over, at omverden ville hjælpe mig med at fylde mit ”kirkeromrum”, gik det op for mig, at jeg havde overset en væsentlig detalje. Jeg var jo nødt til at spørge præsten i Gørding om lån af kirken overhovedet var en mulighed.

Jeg kontaktede præsten og hun syntes, det var en god idé. Jeg blev budt på the for at snakke hele projektet igennem.

Efter vores lille ”the-møde” var konceptet klar. Jeg kunne lave min koncert som en eftermiddagskoncert, hvor offentligheden kunne komme og høre sange og fortællinger om livets udfordringer.

Koncerten var en kæmpe succes. Landsbykirken var fyldt til bristepunktet.

Den største succes var, at det tomrum jeg havde bøvlet med i et helt år nu var forløst. En forløsning af kærlighed til musikken, til netop det kirkerum, til menneskerne og til sorgen.

Jeg tror, det er vigtigt, at hvis man har et tomrum af en eller anden art, skal man arbejde på, at få tomrummet fyldt ud igen. Det behøver ikke være det samme som det man mistede, men noget andet, der kan fylde rummet ud. Jeg kan aldrig få min far igen, men jeg kan fylde mit tomrum ud med ting, som gør mig godt: musik, relationer, følelser, fortællinger og samværet omkring det svære i livet.

Det har for mig været vigtigt, at finde en erstatning til nogle af de ting som jeg manglede.

Jeg har stadig mange tomrum. Jeg arbejder stadigvæk med at fylde ud tomrum ud, men ting tager tid. Tomrummene er forskellige med hver deres behov. Jeg tror ikke, at alle rummene kan fyldes ud med noget andet, og det er også helt okay. Det man har mistet har haft så stor betydning og indvirkning på ens liv. Tomrummene er et tegn på at sorgen og afsavnet er en del af mit liv, og sådan er det. Rummene kan fylde meget den ene dag, og næsten intet den anden dag, men jeg vil aldrig være bange for rummene. Jeg vil se dem i øjnene og acceptere dem.

Mikkel@mfwblog.dk