At miste sin elskede, sin bedste ven og nærmeste pårørende.

 

Den dag jeg måtte forholde mig til at skulle miste det menneske, jeg havde bygget hele mit voksenliv op sammen med, måtte jeg grave dybt for at finde fast grund under fødderne igen.

Hvordan kan jeg støtte min elskede mand?

Hvordan kan jeg være noget for mine børn?

Hvad med mine svigerforældre, når de mister deres eneste søn?

Hvordan bliver det at være alene?

Disse, og tusinde andre tanker tumlede rundt i mit system de første mange dage.

Langsomt nåede jeg en slags erkendelse, på linje med Nusers fornuftige kommentar, jeg har jo stadig hverdagen! Ikke den hverdag jeg har kendt indtil nu, men en hverdag, hvor jeg kan fokusere på at opdage og samle de værdier vi har bygget vores fælles liv på. Opdage, hvad der grundlæggende har bundet os sammen gennem 40 års bekendtskab. På forunderlig vis, gav det en form for ro, et mål jeg og vi kunne forholde os til, i den tid der fulgte. Endnu mere forunderligt, var det at opdage hvilken glæde over hverdagslivet, der kom ind i vores bevidsthed. I fællesskab opdagede vi og børnene værdien af hvor langt kærligheden, til hinanden og et helt almindeligt liv i alle dets afskygninger, kan bære.

Det rustede os til at kunne være nærværende og til stede for hinanden, da den pludselige død, meldte sig. Med dags varsel, mistede vi vores elskede Farfar. Det var næsten ikke til at bære og endnu i dag, plages jeg af tanker om ikke at have været nok omkring farmor. Det jeg kunne overskue i de dage, var at støtte op omkring min mand og børn. Lytte til hvilke ønsker og behov vi hver især havde i forbindelse med at få taget en uventet afsked med et kært familiemedlem. Endnu engang, blev jeg fyldt af forundring og glæde, denne gang over hvordan mine søskende og vores venner, stillede sig til rådighed. De overtog, så jeg og børnene kunne deltage i de arrangementer, der var i forbindelse med mindesamvær, urnenedsættelse m.m for Farfar.

Den smertefulde oplevelse, medførte at vi blev endnu mere bevidste om at værdsætte hver eneste time, vi endnu måtte få sammen. Lars valgte her at fokusere på at afslutte sit liv på en så værdig og smertefri måde, som muligt. Den livsforlængende og energikrævende behandling han var i gang med, blev droppet. Nu var vi fælles om at få skabt så god en afslutning på hans liv som muligt.  Lars havde nogle dage, hvor han var travlt optaget af at få lavet aftaler og skaffe sig overblik, så han var sikker på at jeg kunne klare mig praktisk og økonomisk, når han ikke var her mere. Han havde også en ”mandesnak” med drengene. Han fandt glæde ved at have små samtaler med os alle, og fik også taget afsked med sin mor. På et tidspunkt, var han færdig med sine praktiske gøremål og kunne begynde at se frem mod at skulle herfra. Juleaftensdag, da hele familien var samlet og huset duftede af jul og god stemning sagde han; ”jeg ved ikke hvordan jeg skal forlade alt dette.”

Mit svar var: ” Det kan jeg godt forstå. Det behøver jo heller ikke være i dag!”

De sidste 4 dage, hjalp vi hinanden med at blive klar til afskeden. Døgnet rundt, var vi omkring ham og i fællesskab nåede vi et punkt, hvor vi vidste at afslutningen var nær. På en eller anden måde blev døden en smuk og naturlig forlængelse af livet.

 

5+
Facebookgoogle_plus

2 Replies to “At miste sin elskede, sin bedste ven og nærmeste pårørende.”

  1. Tak for din fine beskrivelse af jeres sidste tid med Lars. Jeg vil især huske din sætning “ På en eller anden måde blev døden en smuk og naturlig forlængelse af livet”. ✨‍♀️✨

    0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *