Solen skinnede og nervøsiteten strømmede rundt i min krop. I dag skulle jeg ud og spille en lille koncert på et plejehjem sammen med min gode veninde, Karen. Det hele virkede meget stille og roligt. Alligevel var der noget, som lurede under overfladen. Det var ikke bare en lille hygge-koncert. Nej – det var en lille koncert i en coronatid, hvor Karen og jeg vidste, at de ældre virkelig led af afsavn og krydderi i deres hverdag.
Vi var på vej til plejehjemmet, og det var ligesom om, at vejret bare blev bedre og bedre desto tættere vi kom på plejehjemmet. Så var vi der. Vi blev modtaget med de største smil og taknemmelighed af medarbejderne på stedet. Alligevel var situationen noget anspændt, da vi ikke måtte give hånd, eller have anden kontakt med nogen. Vi skulle gå af lukkede gange hen til stedet, hvor vi skulle spille. Da vi ankom sad beboerne allerede forventningsfulde og klar til den lille koncert.
Stedet vi skulle spille på plejehjemmet, var et skjult lille paradis. En lukket lille verden, hvor roen, livsmodet, nuet og tilstedeværelsen var i højsædet. Den lille gårdhave var fyldt med de skønneste blomster, buske og små hyggelige rum, hvor beboerne kunne finde ro. Et sandt paradis.
Vi slog tonerne an og startede ud med at synge ”Lyse nætter” af Alberte. Allerede efter første linje i sangen, ramte den smukkeste, fineste og klareste stemme mit øre. Det var ikke Karen, da hun først skulle synge med i omkvædet. Nej, det var en lille ældre dame, som sad lige foran os. Hun sang så smukt, så jeg havde lyst til at stoppe med at synge, og bare lytte til hendes stemme.
Det er svært at forklare, hvad der var ved hendes stemme, men hendes klang var så fin og ren. Jeg fik sunget sangen til ende og nød at lytte til hendes stemme imens jeg sang.
Puha tænkte jeg, da jeg kiggede rundt på de ældre. Der var folk i kørestole, nogle så åndsfriske ud, andre så slidte og gamle ud, men fælles for dem alle var, at deres øjne strålede og glæden fra deres hjerte strømede ud af dem. En energi som bare strømmede vores vej.
Da koncerten var slut og Karen og jeg sad i hver vores bil, blev jeg ramt af taknemlighed, kærlighed og glæde til livet.
Det er netop dette musik kan. Det kan skabe glæde, selv i en trist tid, såvel hverdag. Musikken kan skabe fællesskaber på tværs af generationer, religioner, nationaliteter og meget mere. Det kan udtrykke et følelsesunivers, frembringe minder og give ro.
Jeg er SÅ taknemlig for, at jeg kunne give beboerne på Solgården i Bramming 30 minutters musik, hvor vi sammen kunne glemme tid og sted. Hvor vi sammen kunne udvise taknemlighed, kærlighed og glæden til livet. Sammen var vi i nuet, hvor alt føltes så dejlig og ubekymret. Det er ikke sidste gang, at jeg kommer forbi et plejehjem med min guitar. Det kræver intet af mig at spille i 30 min, men det giver så meget for dem, og hvis jeg kan give plejehjemsbeboerne en hyggelig lille stund, så gør jeg gerne det.
Mikkelwillerslev@gmail.com
