Tak

Indlægget i dag er ikke rigtigt et indlæg. Jeg er blevet interviewet omkring livet med mine kroniske lidelser i forhold til mit arbejde. Jeg håber, at I vil se interviewet på cirka syv min. varighed.

Stor tak til Castbjerggård. En særlig tak til Maria og Kathrine for arbejdet omkring interviewet. Jeg er utrolig beæret over, at I ville bruge min fortælling.

https://cbg-job.dk/da/bda-er-en-personlig-rejse?fbclid=IwAR0-1iOWvMpMSzv12tgFrxd0cXr4Ve76rlo5_GkjffIelz1xmdK9L8U4cUg

1+

En spirende fornemmelse

Solen står højt på himlen. Stråler rammer mit vinterforpinte ansigt. Solens stråler formår at overskygge alt det, som er blevet samlet op i den mørke tid. Huden slår sprækker, vintergækkerne slår, når de rejser sig fra deres vinterhiet.  Fuglene kvidrer naturens skønne forårsmelodier. Det melankolske vintervejr er på vej væk. De frostklare morgener, det fredfyldte snelandskab og de trælse dage med sne og slud pakkes sammen.

Kom nu Eiven. Vi skal ud og gå en tur. Jeg ifører mig en let jakke og lader den tunge vinterjakke hænge. Vufferen nyder vejret ligeså meget som jeg. Han løber glad og kæk afsted på vores sædvanlige luftetur. Jeg kan ikke lade være med at blive revet med af stemningen og den umiddelbare glæde.

Jeg lukker øjnene for en stund og lader mig omsvøbe af forårsmelodierne og solens sarte, men utrolig varme stråler. Jeg glemmer tid og sted for et kort øjeblik. Det føles som om, at jeg bliver båret væk fra vinterens melankoli og sat ind i et nyt og sart musikstykke, hvor dirigenten først er begyndt, at samle de første instrumenter i sit forårsværk. 

Jeg ved ikke med jer, men for mig er foråret en af de smukkeste tidspunkter på året. Alt er skrøbeligt, sart og roligt. Det er den spæde start på det velmenende vejr. 

Lige fra de små påskelinjer, som slå revner i jorden – til fuglene kommer ud af deres skjul. Landskabsmaleriets farver begynder at spire frem. De brune, sorte og hvide farver bliver erstattte med de skønneste lyse farver. De nye farver fylder sindet med spirende optimisme og gå-på-mod til forårets, men også livsmodet vinder sit indtog.

Blomsterne har fået fornyet kraft. De kravler op fra den mørke muld og tror så meget på dens tilstedeværelse, at de trodser vind og vejr. En sådan spirende tro på, at den skal sprede sine blade ud og vise sig i alt dens pragt. Vise hvad den har gemt på hele vinteren eller, hvad den har arbejdet på at komme frem til igennem hele vinteren. 

Hvor er der beundringsværdigt. Sikke en styrke og tro på sit liv og eksistens på her på jord. 

Jeg vågner pludselig op fra mit omsvøb, da min hund rykker i snoreren, som om han siger: ”Skal vi ikke videre eller hvad? Kæft, en mærkelig ejer jeg har mig. VUF VUF – kom nu”. 

Jeg går videre med en masse forskelligartede følelser. Hvor får naturen sine indre kræfter fra? 

Hvor er det vildt, at det billede jeg vandrer i hver evig eneste dag kan udvikle sig sådan. Et billede som jeg oftest tager for givet, og måske glemmer at værne om og værdsætte. 

Det maleri der er ved at blive malet, ser jeg frem til med forventningsglæde, respekt og ærefrygt. 

Jeg misunder naturens måde, at tro på sig selv på. En tro på dens ret her på jord, men også troen på dens vigtighed i øko-systemet, som vi alle sammen skal værne om. 

Puha hvilken gåtur med vufferen. Sikke mange tanker en luftetur med sin hund kan give en. At stoppe op, kigge sig omkring og værdsætte det, du ser og har omkring dig – det skal jeg til at dyrke noget mere.

7+