At miste sin elskede, sin bedste ven og nærmeste pårørende.

 

Den dag jeg måtte forholde mig til at skulle miste det menneske, jeg havde bygget hele mit voksenliv op sammen med, måtte jeg grave dybt for at finde fast grund under fødderne igen.

Hvordan kan jeg støtte min elskede mand?

Hvordan kan jeg være noget for mine børn?

Hvad med mine svigerforældre, når de mister deres eneste søn?

Hvordan bliver det at være alene?

Disse, og tusinde andre tanker tumlede rundt i mit system de første mange dage.

Langsomt nåede jeg en slags erkendelse, på linje med Nusers fornuftige kommentar, jeg har jo stadig hverdagen! Ikke den hverdag jeg har kendt indtil nu, men en hverdag, hvor jeg kan fokusere på at opdage og samle de værdier vi har bygget vores fælles liv på. Opdage, hvad der grundlæggende har bundet os sammen gennem 40 års bekendtskab. På forunderlig vis, gav det en form for ro, et mål jeg og vi kunne forholde os til, i den tid der fulgte. Endnu mere forunderligt, var det at opdage hvilken glæde over hverdagslivet, der kom ind i vores bevidsthed. I fællesskab opdagede vi og børnene værdien af hvor langt kærligheden, til hinanden og et helt almindeligt liv i alle dets afskygninger, kan bære.

Det rustede os til at kunne være nærværende og til stede for hinanden, da den pludselige død, meldte sig. Med dags varsel, mistede vi vores elskede Farfar. Det var næsten ikke til at bære og endnu i dag, plages jeg af tanker om ikke at have været nok omkring farmor. Det jeg kunne overskue i de dage, var at støtte op omkring min mand og børn. Lytte til hvilke ønsker og behov vi hver især havde i forbindelse med at få taget en uventet afsked med et kært familiemedlem. Endnu engang, blev jeg fyldt af forundring og glæde, denne gang over hvordan mine søskende og vores venner, stillede sig til rådighed. De overtog, så jeg og børnene kunne deltage i de arrangementer, der var i forbindelse med mindesamvær, urnenedsættelse m.m for Farfar.

Den smertefulde oplevelse, medførte at vi blev endnu mere bevidste om at værdsætte hver eneste time, vi endnu måtte få sammen. Lars valgte her at fokusere på at afslutte sit liv på en så værdig og smertefri måde, som muligt. Den livsforlængende og energikrævende behandling han var i gang med, blev droppet. Nu var vi fælles om at få skabt så god en afslutning på hans liv som muligt.  Lars havde nogle dage, hvor han var travlt optaget af at få lavet aftaler og skaffe sig overblik, så han var sikker på at jeg kunne klare mig praktisk og økonomisk, når han ikke var her mere. Han havde også en ”mandesnak” med drengene. Han fandt glæde ved at have små samtaler med os alle, og fik også taget afsked med sin mor. På et tidspunkt, var han færdig med sine praktiske gøremål og kunne begynde at se frem mod at skulle herfra. Juleaftensdag, da hele familien var samlet og huset duftede af jul og god stemning sagde han; ”jeg ved ikke hvordan jeg skal forlade alt dette.”

Mit svar var: ” Det kan jeg godt forstå. Det behøver jo heller ikke være i dag!”

De sidste 4 dage, hjalp vi hinanden med at blive klar til afskeden. Døgnet rundt, var vi omkring ham og i fællesskab nåede vi et punkt, hvor vi vidste at afslutningen var nær. På en eller anden måde blev døden en smuk og naturlig forlængelse af livet.

 

5+

Den varmeste, men også den bedste kop the

Jeg har det svært.

Hvorfor er der ingen der forstår, hvordan jeg har det?

Jeg kan simpelthen ikke tage andres ”latterlige” hverdagsproblematikker alvorligt?

Jeg føler mig alene. Alene med min sorg.

Jeg er sikker på, at andre kan nikke genkendende til at ens egne problematikker/udfordringer fylder så meget, at det går hen og bliver en frustration, at ingen forstår dig og problemet.

”Kom nu videre Mikkel, så slemt er det jo ikke” sagde en kammerat. Puha. Følelsen af negligering af mig og min problematik stormer frem i min krop. Jeg er af den overbevisning, at vedkommende ikke mener noget ondt med det. Udgangspunktet er bare så forskelligt. Udgangspunktet for vedkommende kan være, at mit problem synes ubetydeligt og noget man håndtere med et snuptag. For mig er det det sværeste.

At kunne sætte sig i en andens sted kan være noget af det sværeste. Det kræver utrolig stor empati og følelsesmæssig stabilitet hos ens selv, hvis man kan rumme andres problematikker. Berøringsangsten er en kæmpe faktor i det samfund, vi lever i. Et klassisk eksempel er, at man midt i julehandlen møder en gammel bekendt: ”Hej. Hvor er det dejligt at se dig igen. Går det godt? ”. Stemningen er god, julen står for døren og overskuddet er i top. I udgangspunktet dejligt, at der begejstret spørges til ens velbefindende, men hvad nu hvis jeg svarer: ”Nej, det går knap så godt”. Det ligger så implicit i spørgsmålet ”Går det godt? ”, at svaret skal være ”Ja, det går rigtig godt”. Folk er bange for at spørge ind til hinanden. Tænk hvis den man spørger ind til står midt i en krise, i sorg, sygdom osv.

Da jeg var i sorg over at miste min far, viste det sig, at folk jeg mødte, som jeg ellers var meget tætte med, havde mange kvaler ved at spørge ind til min livssituation. Mit allerstørste behov og ønske var, at jeg kunne blive set og hørt. At opleve det modsatte var en kæmpe frustration.

Sorg. Et meget ømtåligt – ja næsten tabubelagt emne. Jeg kom hurtigt til at føle mig alene med mine tanker og sorg. Hertil skal det siges, at min familie var det sted, hvor støtten var på sit højeste. Udfordringen var bare, at de også var i sorg. Vi sad med hver vores sorg og en fælles sorg. Det var meget at skulle være i på én og samme gang.

Til dagligt arbejder som jeg lærer. Her møder jeg mange problematikker på min vej. En af det oplevelser jeg desværre havde, var at jeg havde en elev, som mistede sin far til kræft. Jeg var hendes primære kontakt- og samtaleperson på skolen. Lige nøjagtig denne familie fik og har en kæmpe plads i mit hjerte nu.

Gennem samtaler med hende og hendes familie opbyggede der sig et venskab, som jeg ikke kunne være foruden. Et venskab som blev og er en ubeskrivelig faktor i min bearbejdelse af mit livs største krise.

Jeg er så heldig, at jeg har arbejdet/arbejdede sammen med næsten alle børnene i familien i forskellige sammenhænge og har fået et godt venskab til dem alle.

Da moderen og to af pigerne hørte om min fars død, fik jeg sms´en: ”Mikkel, Hvis du har brug for en snak, så må du meget gerne komme forbi”. Jeg glemmer aldrig denne sms. En sms med så meget kærlighed og omsorg, som jeg bare higede efter.

Kan et besøg hos dem virkelig hjælpe mig?

Ville de virkelig mig det bedste?

Er jeg selv klar til at snakke om det?

Jeg skrev med en af pigerne fra familien, som udtrykkeligt sagde, at vi kunne ”bare” få en kop the og noget kage og så måtte vi se, hvad samtalen bevægede sig ind på.

Jeg tog afsted en onsdag eftermiddag. Det var koldt, regnfuldt og ikke særligt hyggeligt. Det var ligesom om, at vejret var et billede på min følelsessituation. En følelse af et koldt sort hul, hvor tårernes regn fyldte hullet op, så jeg var ved at drukne af sørgmodighed og afsavn.

Jeg kørte ind i deres indkørsel, som var grusbelagt. Lyden af det våde grus skar i mine ører, akkurat ligesom alle de ”grusede” tanker, der fløj rundt i hovedet på mig. Det eneste jeg ønskede var en harmonisk indkørsel, hvor gruset havde sin bestemte plads og fyldte tilpas meget.

Hoveddøren og hjerterne åbnede sig inden jeg tog i håndtaget. Det håndtag som jeg havde frygtet var lige pludselig en åbning til en hjertevarme, der væltede en bagover af lykke, omsorg og forståelse.

Vejret, tiden og verden gik i stå. Lige pludselig var de forklaringen på, hvordan jeg havde det. Stilheden, det usagte, tankerne, empatien gav pludselig mening i dette skønne sociale samspil. Pludselig var alle tanker legale og forståelige.

Netop dette møde med denne specielle og fantastiske familie har gjort tankerne, sorgen og tilstedeværelsen i mit følelsesunivers menneskeligt. Fra at gå fra at føle sig alene til nu at føle, at det ikke kun er dig, som har de tanker, følelser og udfordringer. Jeg er dem evigt taknemlig for denne kop the. Den tog lang tid at drikke, men hvor smagte den bare godt.

Invitationen var afgørende for mig. Tænk på hvad den varme kop the kan betyde for dig eller en helt anden.

(Familien har læst og givet deres samtykke til at jeg må bruge historien på min blog).

Mikkel@mfwblog.dk

18+