Måned: juni 2019

Fald kun langsomt ind i venskaber, men når du er deri, så fortsæt fast og konstant – Sokrates

Ensomheden i mangfoldigheden har fyldt meget i denne uge. En uge, som jeg har tilbragt KBH.
Hvordan kan det egentlig være, at man kan føle sig alene, når der hele tiden er mennesker omkring en?

Længselsfuld begav jeg mig ud på en gåtur. For gåture er for mig en meditation, men også et sted, hvor jeg møder mennesker. Ikke hvor vi samtaler, men bare sender et smil eller et nik og ser hinanden.

Solen stod højt på himlen. Sommeren havde forhåbentlig endelig vundet sit indtog. Fuglene sang og støjen fra en nærtliggende motorvej skabte en besynderlig beroligende baggrundsstøj, alt i mens jeg gik i en mangfoldig park Brøndby. Det var egentlig besynderligt, at jeg fandt ro ved motorvejsstøjen.

Jeg havde sat et mål for dagens gåtur, da gårsdagen gåtur føltes helt forkert. I dag ville jeg tage initiativet til at smile, hilse eller nikke til de mennesker, jeg mødte på min vej.

Hvordan kan det være, at der er så stor forskel på, hvordan folk agerer i en storby kontra en lille by i provinsen?

Er det frygten for, at de mennesker man møder på sin vej vil en noget ondt? Eller hvad er det?

Jeg travede stille og roligt videre. Vejret var skønt.

Den første forbipasserende dukkede op på stien. Jeg forsøgte at få øjenkontakt – ingen reaktion. Jeg rømmede mig – ingen reaktion. Jeg smilede alt, hvad jeg kunne – vedkommende kiggede bare væk, og fortsatte sin gang. ØV!

Den næste der kom imod mig var en ældre dame, som luftede sin lille hund. Hvad gør jeg for at få et smil? Skal jeg stoppe op og hilse? Skal jeg finde på et eller andet spørgsmål? Eller hvad skal jeg.

Der slog det mig. Hvorfor er det egentlig mig, der søger kontakten? Hvilket formål skal kontakten give mig?

Følelserne strømmede rundt i min krop. Hvor ville jeg føle mig alene, hvis ikke jeg kunne hilse på de folk, jeg mødte på min vej i min egen by. Genkendeligheden af de lokale mennesker i bybilledet gør mig tryg. En tryghed som jeg egentlig aldrig har været opmærksom på før.

Jeg skyndte mig hjem på mit hotelværelse igen. Jeg vidste og fandt ro ved, at jeg havde en halv aftale med en ven, som jeg muligvis skulle mødes med. Det gav mig en underlig form for tryghed, at jeg skulle mødes med et genkendeligt menneske. Ensomheden blev skiftet ud med en glæde og en længsel efter, at få en respons overfor det menneske jeg mødte på min vej.

Det sjove ved aftalen var faktisk, at vennen er en, som jeg har kendt i næsten otte år. Vi har egentlig kun mødtes til festlige lejligheder hos nogle fællesbekendte. Møderne har altid båret præg af en kæmpe respekt for hinanden og den forskellighed der er mellem os. Otte år, hvor vi egentlig aldrig bare har siddet og snakket stille og rolig i en tosomhed. Men underligt nok har vi altid i de otte år, altid kunne henvende os til hinanden, hvis vi lige havde brug for et råd eller en hjælpende hånd. Egentlig følte jeg mig ny i venskabet trods de otte års utallige fester – også selvom mavefornemmelsen har altid været god omkring vedkommende.

I skrivende stund har jeg mødtes med vedkommende. Det var er underlig følelse jeg kom op på værelset med – og det skal ikke forstås negativt. Tværtimod.
Samtalen og venskabet har faktisk altid været stærkt, selvom vi måske egentlig ikke rigtig har set det før. Den gensidige interesse for hinanden og hinandens liv var meget større end jeg troede. Efter to minutter handlede alle samtalerne om eksistentielle spørgsmål. Hvad vi egentlig vil med vores liv og hvad er det, der gør os glade?

Fald kun langsomt ind i venskaber, men når du er deri, så fortsæt fast og konstant

Jeg er sikker på at venskabet forsat vil udvikle sig endnu mere end hvad det har gjort de sidste otte år. For man må sige, at venskabet har altid været fast og konstant og vi er faldet langsomt ind i et venskab, som ikke bare er baseret på fest og farver.

Hvor er jeg glad for, at jeg fik spist en burger med vedkommende, og at jeg egentlig ikke var alene i den mangfoldige by. For i bund og grund så er jeg ikke ensom trods alle de mennesker omkring mig. Jeg er bliver bare utrolig provokeret og nysgerrig over, at man kan gå som ene person i så stor en by uden, at nogle bemærker en.

Af Karsten Munk Nielsen

En høj lydfrekvent Cis-tone på lige fod med de høje lyde fra en koncert, en konstant dyb brummelyd ala naboens motoriserede plæneklipper og endnu en højfrekvent lyd fra de gamle fjernsyn, hvor billedrøret kunne høres, når volumenknappen blev skruet ned, og disse tre ting kombineret med en lydoverfølsomhed er baggrundsbilledet for Ansgar skolen Mikkel Frølund Willerslev virke i folkeskolen og dagligdagen.

Tinnitussen bevirker, at der konstant er nogle lyde i ørerne, som gør, at det er svært at høre, hvad folk siger – specielt nede fra den bagerste del af lokalet. Lydniveauet i ørerne er så højt, at det overdøver, hvad der bliver sagt. Her benytter Mikkel sig af mundaflæsning, som også kræver en ekstra ressource i forhold til koncentrationen og den energi, der skal til, for at dagligdagen skal og kan fungere. Det bliver specielt svært med et spækket program uden mulighed for restitution, hvor struktur og god planlægning således bliver grundstenene i Mikkels hverdag, for stress er med til at forværre tinnitussen.

Lydoverfølsomheden er i sidste ende den største udfordring, da en pludselig høj lyd fx tab af en iPad på gulvet afstedkommer en voldsom smerte i øret, og den kan vare op til flere timer. Smerten er som en slags mellemørebetændelse, som jager ind i øret. For at forebygge denne må Mikkel hele tiden være i alarmberedskab, hvilket igen kræver øget ressourceforbrug, hvorved Mikkel konstant er på overarbejde. Tinnitussen er en meget svær håndterbar udfordring, for det normale filter i øret er ikke til stede, hvorfor han ikke kan sortere i lydene og den baggrundsstøj, der måtte være i arbejdssituationer, hvor musik og idræt er nogle af Mikkels linjefag og fag, der generelt fylder meget på skemaet.

Hjernen kan ikke skelne mellem, hvad der er baggrundsstøj, og hvad der ikke er baggrundsstøj. Normalt kan folk abstrahere fra, hvis der er lidt smalltalk i hjørnet af lokalet, men disse lyde går direkte ind hos Mikkel, som dermed har svært ved at kapere disse, fordi hjernen ikke kan sortere i det. Dvs det ”lydfilter” vi andre har. Har Mikkel ikke. Det kræver overordentlig meget mere energi at klare hverdagen, hvorfor Mikkel også har fået en paragraf 56, hvor arbejdsgiver får sygedagpenge for første sygedag, hvilket rent samvittighedsmæssigt stiller Mikkel noget bedre, end hvis det ikke var tilfældet. Summen af disse udfordringer bevirker også, at Mikkel nemt får migræne og af og til må trække stikket.

Musik er et lydfag, men samtidig også Mikkels helt store passion. På trods af udfordringerne vil han gerne fortsætte med at undervise i faget, men det kræver en god ledelse og specielt anerkendelse af problematikken. Mikkel har heldigvis en god daglig leder i Lars Stenger, som virkelig forsøger at hjælpe med tilrettelæggelsen af dagen i forhold til placeringen og antallet af musiktimerne på skemaet. Mikkel kalder selv sin udfordring for musikallergi, og hvis det sammenlignes med en person, der har støvallergi, så ved vi jo alle, hvilke udfordringer det giver i et beskidt lokale med dårlig og måske mangelfuld udluftning.

I selve musiktimerne skal der også være en stram struktur, så Mikkel hele tiden er på forkant med, hvornår lydene og støjen kommer. Det gør sig ligeledes gældende i indskolingen, hvor der generelt er risiko for en del mere uro og pludselig støjgener end hos de lidt ældre elever. Det samme gør sig gældende i idræt, og derfor føler Mikkel sig mere og mere begrænset i, hvor han skal eller kan være i sit lærerjob.

Med 3 musiktimer lige i rap om torsdagen i dette skoleår er grænsen nået. Mikkel er totalt udmattet efter skoledagen, og dermed kan han ej heller være noget for familien, når han kommer hjem. Det kræver meget hvile og ro, som jo desværre betyder, at konen og barnet ikke får det nærvær og den opmærksomhed, som man normalt vil kunne give sine kære. Problematikken i hele situationen er, at tinnitus og lydoverfølsomhed ikke er en anerkendt sygdom, hvorved det kræver goodwill fra ledelsen, kollegerne og eleverne samt ekstrem god planlægning for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Hvis det modsatte var tilfældet, og Mikkel var sygemeldt eller delvist sygemeldt, så ville jobcentret jo påkræve skånehensyn og arbejdstilrettelæggelser, så Mikkel kunne forblive i sit job.

Når man er havnet i den situation, som Mikkel er, er man i første omgang overladt til sig selv. Dernæst er det vigtigt at opsøge informationer om udfordringerne og specielt også, hvor man kan søge hjælp. Her er Mikkel meget udfarende, og det har heldigvis også givet pote. Det gælder om at få viden på området, hvilket igen er med til at skabe en erkendelse af problematikken. Dog er det ikke nok at stå alene med denne viden, så andre medspillere skal også på banen. Mikkel tog således kontakt til Esbjerg Lærerforeningens konsulent, Bjarne Toft, som har været med til at hjælpe Mikkel med kontakter og formidlinger. Således kom der et møde i stand mellem skolens afdelingsleder, Bjarne Toft, Mikkel og en hørespeciallist fra Castbjerggård, hvorved vigtig specialviden specifikt og teoretisk kombineret med fakta kom på bordet i stedet for, at mødet blev mere følelsesbetonet og følelsesladet, hvis Mikkel selv skulle forestå det. Målet var at få sat lys på, hvilke ting, der trigger Mikkel, og hvilke rammer skolen kan være med til at sætte, så Mikkel bliver hjulpet. Efter dette møde har der været løbende samtaler op til kommende skoleårs fagfordeling i bestræbelserne på, at Mikkel kan få et skema og fagkombination med indlagte muligheder for pauser alt sammen med henblik på at lette hans udfordringer. På Castbjerggård fik Mikkel tildelt en socialrådgiver og en hørekonsulent, som han har kunne trække på i hele processen, og det har været en meget stor og nyttig hjælp. Eksperten fra Castbjerggård kommer også i begyndelsen af det nye skoleår på skolen og fortæller og hørelidelser og høreproblematikker, for det er vigtigt med oplysning og forståelse for problemerne, men også fordi, der jo er andre, der har magen til udfordringer.  

Fix og flex-aftalen har ligeledes været en stor hjælp, hvorved Mikkel har kunnet holdes undervisningsfri onsdag formiddag efter den lange mødedag om tirsdagen, hvilket har givet ham mulighed for at restituere midt i skoleugen, men naturligvis skal forberedelsen alligevel udføres, hvorfor det sker så på andre tidspunkter. Mikkel håber naturligvis på, at dette også kan blive en mulighed i det kommende skoleår, så derfor skal hans høreekspert bl.a. også med til et møde på skolen, når det kommende skema skal lægges. Forskningen siger, at Mikkels hjerne er 3 gange så meget på overarbejde end en almindelig person uden disse hørerlidelser, og det er ikke et under, at Mikkel er udfordret og træt efter en lang skoledag.

Mikkel har været meget åben overfor sine kolleger om sine udfordringer og qua den BLOG han har, er det altid muligt for folk at klikke ind og blive mere opdateret på Mikkels lidelser og hvilke ting man faktisk også godt kan, for livet skal også indeholde åndehuller og mulighed for at dyrke de ting, som faktisk er med til at give energi og livsværdi.

I forhold til eleverne og forældrene har der også forestået en del kommunikation, da viden, forståelse og anerkendelse er en vigtig faktor for Mikkel i forhold til at kunne klare opgaverne. Mikkel bruger høreværn i de timer, hvor udfordringerne er størst, så det er vigtigt for eleverne at vide, at de skal holde meget igen, indtil Mikkel får sit høreværn på.

Problemer opstod lige da Mikkel var blevet uddannet lærer. Han spillede trommer i et orkester, hvor der en aften opstod problemer med lydforvrængninger i specielt Mikkel høretelefoner, og fra den dag af, var skaden sket. Det var dog først i en barselsperiode, at det rigtigt gik op for Mikkel, hvor meget han egentlig var ramt efter princippet ” man kan ikke se skoven for bare træer”. Barselsperioden understregede med al sin tydelighed, at lærerjobbet var med til at forværre situationen. Hermed begynde hele erkendelsesprocessen, og Mikkel blev klar over vigtigheden i struktur, rammer, restitution og god forberedelse.

Koblingen mellem familie-, arbejds- og fritidslivet skal også fungere og være hensigtsmæssig med de problemer Mikkel har. Heldigvis har Mikkel en meget forstående kone og barn, som er med til at give Mikkel de pauser og den ro og plads, som er nødvendig. Mikkel må dog alligevel give afkald på mange sociale ting, og det er tidligt i seng om aftenen ved 21-tiden, hvis hovedet og kroppen skal være klar til næste dag.

Mikkel har det stadigvæk sådan, at han gerne vil lave det hele og tonse derudaf, men den går bare ikke. Dosseringskunsten er et vigtigt værktøj, og det gør også, at livskvalitetskrydderiet musikken vedbliver med at være en hobby – dog kun på et meget lille plan og på bestemte tidspunkter. Det foregår i nogle få weekender om året, men prisen skal alligevel betales, og det er ved kasse et. Det er dog givet godt ud, for musikken er frikvarteret og glæden ved livet, hvor musikken samtidig bliver en måde at udtrykke de frustrationer, der er i hverdagen. Mikkel understreger at han har et godt liv og er meget tilfreds, men det blev dog ikke lige som har selv havde håbet på, da uddannelsen var taget og et langt udfordrende arbejdsliv skulle begynde.

Men Mikkel giver ikke op, han ser det positive i tilværelsen uanset, hvad han nu har fået at kæmpe med. En ny vigtig viden i forhold til at få ro på, er løbeturenes positive effekt. Det giver ro og er afstressende, og samtidig har det haft den positive sideeffekt, at Mikkel har tabt sig 30 kg. Ja, det er med til at give ham større livsappetit og naturligvis også godt i forhold til at skulle bruge 3 gange så meget energi som vi andre i forhold til udfordringerne.

Lydene og stressen sætter sig i kroppen og to til tre gang i måneden går Mikkel til fysioterapeut og kiropraktiker for at få nogle muskelafspændende behandlinger specielt i hovedbunden og kæberne, hvor spændingerne sætter sig.

Om aftenen, når Mikkel går i seng, siger han godnat til sin tinnitus. Det er i erkendelse af, at han skal leve med den og ikke imod den, og at tinnitussen er blevet en del af Mikkels person. Således er den efter 10 år en fast bestanddel af hans liv, og hvad er så mere naturligt end at give både tinnitussen og sig selv ro kombineret med en lille mindfullnesøvelse.

Mikkel har selv taget kontakt til LærerNyt efter vores opfordring til på generalforsamlingen til, at medlemmerne benyttede bladet noget oftere, så LærerNyt også bliver på medlemmernes præmisser. Det er helt klart Mikkels intention at få udbredt viden om disse høreudfordringer, for der er andre, der står i samme situation, og hvis han dermed måske bare kan hjælpe én, ja, så er missionen lykkedes. Mikkel står således også til rådighed for kontakt, hvis man gerne vil henvende sig efter at have læst denne artikel.

LærerNyts udsendte til dette interview takker for en intens og virkelig interessant samtale med Mikkel om hans udfordringer, og hvor er det dejligt at se, hvilken livsenergi og livslyst Mikkel udviser på trods af udfordringerne – det har været særdeles berigende og lærerigt.

Skrevet af Karsten Munk Nielsen – artikel fra Esbjerg lærerforenings fagblad

Glædelig fredag derude

Mikkel@mfwblog.dk