Skabelonen til et ganske almindeligt julehjerte er ganske nemt at lave. Du tegner ”bare” et hjerte. Julehjertet ændrer sig, når det skal flettes. Skabelonen og sværhedsgraden stiger væsentligt. Akkuratessen skal sidde lige i skabet. Den faste og rolige hånd er selve grundstenen for, at strimlerne flettes og udføres til perfektion. Hvis ikke kommer hjertet til at se skævt ud. For mig er det en kunstform at kunne flette et smukt julehjerte.
Jeg har den største respekt for de, der mestrer denne teknik og snilde. Det bringer mig videre til min historie om flettet julehjerte, der udover at være udført til perfektion også besidder de varmeste tanker.
For mig er julepynt til tider meget opreklameret. Folk og butikker plastrer deres huse og butiksruder til med så enorme mængder pynt, at det næsten bliver en forhindringsbane at færdes i.
Hver sin lyst.
For mig er julepyntet meget hyggeligt og en indikation på, at vi går en mørk og hyggelig tid i møde. En tid hvor sammenværd, kærlighed, familie og meget andet er i højsædet.
Lige netop disse ord rummer mit betydningsfulde julepynt. ”De Flettede julehjerter”. En samling der udvides år efter år.
Jeg har en lille samling julehjerter. Samlingen vokser også hvert år, men hvordan kan den det, når jeg nu ikke mestrer akkuratessen, tænker I nok.
Jo, ser I. For en del år siden havde jeg en fantastisk elev. Eller dvs. hun var faktisk ikke min elev, for jeg underviste hende ikke i noget. Vores relation startede på en meget besynderlig men også sjov måde: Vi spiste madpakker sammen. Ja, I læste rigtigt.
Jeg havde altid gangvagt tirsdag og fredag og jeg havde min madpakke med. Vi fandt hurtigt ud af, at det var hyggeligt at spise mad sammen. Det var ikke kun personen og jeg, men vi var 5 til 6 stykker, som spiste sammen. Relationen blev stærkere og stærkere og jeg fandt ud af, at eleven også sang himmelsk. Til jer som kender mig, så kan jeg ikke lade være med ”gå forbi” et lille musikprojekt.
Derfor fik jeg hende til at synge med til en julekoncert sammen nogle andre elever. Koncertens publikum var mine kollegaer og hele overbygningen. Vi øvede og øvede og kom hurtigt ind på snakken omkring jul og julepynt. Ikke nok med, at hun sang himmelsk, så havde hun teknikken og snilden til at flette julehjerter.
Dagen inden vi gik på juleferie, fik jeg en lille kuvert af hende, hvori der lå det smukkeste flettede julehjerte.
En gestus som jeg virkelig blev glad, rørt og beæret over. Inden i hjertet var der den skønneste julehilsen til mig. En julehilsen som nu er blevet en fast tradition. En tradition som jeg aldrig vil være foruden.
Skabelonen til et venskab var ved at blive skabt. Et venskab som startede ud med at være noget jeg bare kunne klippe ud af et stykke glanspapir. Netop denne skabelon har udviklet sig så meget, at jeg aldrig ville kunne mestre dette julehjerte.
Jeg har den dybeste respekt for den måde hun flettede et simpelt hjerte med så meget kærlighed, samhørighed, venskabelighed og taknemmelighed i.
Det som startede med et lille taknemmeligheds-hjerte har nu udviklet sig til, at være et personligt hjerte. Det er ikke bare noget som jeg kun skænker en tanke i december måned. Nej, et hjerte som er blevet en del af min hverdag, min omgangskreds og stor del af min familie.
Når hjerterne hænger på sin fasteplads i de små ruder over hoveddøren, og det nye julehjerte er kommet ind af døren, så er jeg klar til julen.
Julen er hjerternes fest.
Mikkel@mfwblog.dk