Lyden er hårdtslående og lammende. Samvittigheden er på overarbejde. Usikkerheden kommer snigende. Der er en stadig en helt uge til det. Alt i min krop er allerede i højeste alarmberedskab. Forstår de mig? Forstår jeg egentlig mig selv?
Det nationale arrangement står for døren. Dødsdruk, skandaler, mad, dans og musik. Danmarks mest berygtede, elskede og forunderlige fest. Et års arbejde skal vurderes ved hjælp af festivitas: Årets julefrokost på arbejdet.
Dybest set er det et fantastisk arrangement med liv og glade dage, højt musik og en god mængde alkohol. Tilsammen giver disse ingredienser opskriften på en fantastisk aften. En social komsammen med de mennesker, man omgås så meget hver evig eneste dag. Mennesker, du er tæt forbundet med men også mennesker, der er en professionel relation.
Puha vil de kunne forstå mig? Eller vil de bare vende øjne eller værst af alt: tale bag min ryg om, at jeg er en kedelig festabe, der går hjem før kl 22.00.
Opskriften for en perfekt julefrokostaften for mig ville se således ud: Få mennesker i lokalet, meget lav baggrundsmusik og en god mængde alkohol.
Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og være ligesom alle andre? De fester derudad, råber, skriger, danser, snakker og hører højt musik.
GODDAW Mr. T. Endnu engang sætter du en stopper for mig. En stopper for at kunne holde en fest ud i mere end tre til fire timer. (Blogindlægget forsætte efter billedet)
Allerede nu fylder klumpen af Mr. T ringe i vandet i min mave. Ringe som gør mig usikker på, hvordan og hvorledes jeg skal agere til det kommende arrangement.
Kan jeg tillade mig, at gå hjem kl. 21, og hvad vil de andre sige?
Kan jeg tillade mig at bede om mere dæmpet musik?
Kan jeg tillade mig at forlange, at de tager hensyn til mig og mit handicap?
ARG FUCK MR T – Jeg drikker mig i hegnet og bruger 3 til 4 dage på at komme oven på igen.
Ta’ dig sammen Mikkel. Det kan du ikke byde dig selv og din familie.
Årh hvor jeg dog hader Mr. T i disse situationer.
Mr. T og jeg går hånd i hånd hele tiden 24 -7 -365 dage om året. Jeg vil forsøge at forklare, hvad der er i spil til en julefrokost for mig og mit handicap.
Når du lider af tinnitus, så mangler du et lydfilter. Det vil sige, at når du sidder ved et bord og snakker med din sidemand, så kan du ikke skubbe alt anden lyd i baggrunden, så det bliver baggrundsstøj. Lyd- og hjernepåvirkningen er enorm, da hjernen stimuleres af alt lyd. Når jeg snakker med sidemanden og de omkringsiddende også snakker, så kan jeg ikke skelne mellem lydene. Det vil sige, at jeg følger med i alle samtaler på én gang. Dertil kommer, at baggrundsmusikken drøner derudad, hvilket jeg heller ikke kan abstrahere fra. Ofte bliver jeg så træt af alle lydene, at jeg tager et høreværn i ørerne og alt lydpåvirkning dæmpes. Det hjælper mig i en halv time til en time. Dernæst opstår der et nyt problem.
Problemet med at høre, hvad folk siger, da høreværnet dæmper lydene. Jeg forsøger at mobilisere så megen energi på, at høre hvad folk siger, at det resulterer i, at jeg bliver endnu mere træt.
Jeg lukker mig mere og mere ind i mig selv for at finde ro og overskud til bare at være i mig selv.
Jeg er også i den ”heldige” situation, at Mr. T er en meget følsom mand. Han tåler ikke for meget lydpåvirkning/støj. Hvis han bliver presset for meget, giver Mr. T sig til at bore med et meget fint og smertefuldt bor i mine øre, som giver i voldsomme smerter. Det kan sammenlignes med en slem omgang ørepine. Mr. T’s følsomhed gør, at jeg er nødsaget til at bruge høreværn efter 1 til 2 timer til en fest. Som tidligere beskrevet jeg bruger endnu mere energi for at være til stede. BUM som et lyn fra en klar himmel lukker jeg mig ind i mig selv, da stimulanserne bliver for store og smerterne kommer snigende.
Skal man grine eller græde?
Skal man glæde sig eller frygte det?
Jeg har valgt, at jeg vil glæde mig. Glæde mig over, at jeg kan deltage fuldt ud i tre til fire timer, hvor jeg virkelig føler, at jeg kan være en del af festen. Grine over alt det sjove, der sker og kan ske, når gode mennesker mødes.
Jeg vil ikke græde over, at jeg ikke kan være med på omverdens måde at feste på. Jeg vil ikke græde over, at jeg måske har mistet noget af fest. Nej – Jeg vil glæde mig over, at jeg har været med til festen på mine præmisser. Glæde mig over de gode samtaler, relationer og at Mr. T og jeg giver os lov til at være sociale i det omfang, vi kan være med på.
Jeg vil ikke frygte smerten og at min begrænsede deltagelse går udover fællesskabet. For fællesskabet er så meget mere end den årlige julefrokost.
Nu er Mr. T og jeg klar til den årlige julefrokost på vores præmisser.
Så fint beskrevet. Tak fordi du deler dine tanker.
Du er da en heldig rad, at du kan være med fuldt ud i tre – fire timer.
Gode julehilsner til dig
Ja, det er jeg også utrolig glad for
Jeg kender det til bevistløshed 🙂 Uro og stress i kroppen så snart der dukker en invitation op, hvor jeg ved, der er inkuderet mange mennesker, musik til maden, dans bagefter, ja sådan en rigtig god familiefest. For mig er bare tanken om at skulle med et helvede på jord. Jeg gruer for det, overtaler mig selv til at tage med, kan ikke være andet bekendt. Sidder der til festen i mit “eget støjhelvede”, kan ikke høre sidemanden eller ham overfor. Venter bare på, jeg kan sige til min mand, at nu kan jeg altså ikke klare mere, nu må vi gå. Igen er jeg en lyseslukker, den der går længe før de andre, træt i hovedet, fuld af lyde, fuld af stress i flere dage efter. Jeg bliver mere og mere usocial. Orker ikke andre mennesker, alle deres lyde. Hader storbyer og deres larm. For mig er naturen, vandreturene for mig selv, det eneste der kan give mig lidt ro i mit sind. Mr T. du er min fjende og ledsager 100 % af min tid