Måned: juli 2021

Bekymringerne hober sig op. Bægret er tæt på at blive fyldt op. Det er ligesom den tungeste tåge, der lægger sig så sigtbarheden kun er en meter frem. Jeg kører op ad det ene bjerg efter det andet. På toppen letter tågen sig altid, men på vej ned kommer den lige så roligt snigende igen. Uforudsigelig.

Nogle gange er vejen uigennemskuelig, men på mirakuløs vis kommer jeg altid frem. Selvom det til tider er så tåget, at jeg ikke en gang kan se min egen næsetip.

Bekymringer er noget, som altid har fyldt for mig. Det har været en tro følgesvend i mit liv. Dog er jeg begyndt (prøver når overskuddet er til det), at lade være med at bekymre mig om fortiden, da den er gået og jeg intet kan stille op med de bekymringer mere. Det er nemmere sagt end gjort, men jeg øver mig. 

Noget andet jeg også øver mig på og det, jeg er mest udfordret på er: 

Fremtidens bekymringer. 

Jeg er som oftest god til at tage sorgerne på forskud.  Det er egentlig noget jeg er ked af – at jeg oftest tyer til, da jeg kommer til at gå glip af nogle glæder og at nogle små ting kommer til at fylde alt for meget i mit sind.

Kampen med at ændre mit mind-set er i gang. Jeg ved, det bliver en af de længere bjergetaper, men jeg håber, at jeg kan gå fra den tunge sprinter til at være den lette bjergrytter, som nyder at cykle op og ned ad bjergene. Tanken om at kunne. Iføre sig den prikkede bjergtrøje fordi jeg har fået ændret mine tanker om bekymringerne ville være så stort. Gøre det muligt at ændre bekymringerne til energi, glæde og fart til cyklen – det ville være helt fantastisk. Wow sikke en tanke!

Lige nu er jeg i træningslejr, hvor jeg cykler nogle småture op og ned. Jeg prøver at sætte fart nogle dage, men andre dage er jeg virkelig tung i røven.

Men Hey – Jeg har erkendt, at det er noget jeg skal træne på. Jeg ved, at træningen giver energi, hvis jeg er vedholdende nok. 

Så erkendelsen er faktisk den første etape i mit kommende etapeløb, så jeg er trukket i træningstøjet. 

Mfwblog.dk

Tankerne flyver rundt som en spyflue på dope. Hvor skal jeg lande mine tanker?

Hvor skal jeg finde ro? 

Kan jeg overhovedet finde ro?. 
Tankerne og spørgsmålene flyver rundt uden retning.

Hvor skal man starte og hvor skal man slutte?

Jeg er et menneske, som elsker at have styr på tingene, hvor planlægning, struktur og at agere rettidigt er i højsædet. Det giver mig en ro at vide, hvad der skal ske, hvornår, hvordan og hvad vi gør. Men kan man forene det med livet? Jeg må sande, at jeg kommer mere og mere ud i situationer, hvor jeg ikke kan styre, planlægge og agere. 

Jo, jeg kan godt forene min stuktur med mange aspekter i min hverdag såvel mit liv, men så alligevel ikke. Vi ved jo aldrig, hvad morgendagen bringer – vi kan have en forestilling om, hvad der sker, men hvad der reelt sker, ved vi jo ikke. 

Min indre stemme siger ofte. ”lev nu i nuet” – ja, det ville jeg også ønske at jeg kunne, men det er svært. Det er svært, at bare lade tingene komme til en og gå sin gang, når man er et bekymret. Et bekymret menneske, som ofte gerne vil have styr på tingene for at beskytte sig selv.

Jeg ved godt, hvorfor jeg ynder at have styr på tingene. Det er for at foregribe et muligt nederlag, eller at tingene bliver for uoverskuelige, så jeg træffer nogle dårlige beslutninger. Ydermere så bliver jeg nervøs, hvis jeg ikke ved, hvad der skal ske. 

Bare sådan en ting, som at tage ud at rejse – kan virkelig tricke noget i mig. Ikke helt at vide, hvordan det er at bo det sted, man vælger. Ikke have styr på flytider, lufthaven, transport, mad med mere – kan give mig uro i maven.
Jeg prøver altid at forberede mig så godt som muligt ved at undersøge alt det man kan, så jeg bedre kan overskue det.

Min bror er meget mere afslappet omkring disse ting. Nogle gange misunder ham men så alligevel ikke, da jeg ikke ville kunne være i det. Det har givet mange snakke og nogle gange diskussioner, fordi jeg i et halvt år i forvejen gerne vil have styr på fx juleaften.

Tankerne flyver stadig rundt og det bliver de nok ved med, men netop dette med at livet er så uforudsigeligt, kan virkelig tage pippet fra mig. Bedst når man selv synes det går godt, så bliver man ramt af livet alvorligheder, som nogle gange kan have fatale konsekvenser for det liv, man skal videre leve.

Og hvad gør man så, når man lige pludselig ikke er herre over de ting, der sker? Hvordan skal man finde ro? Hvad skal man sætte sin lid til? Og ikke mindst hvordan husker man sig selv, når livet viser sider, som man aldrig havde troet, man skulle udsættes for?

Mfwblog.dk