I´m still standing

Et lyn fra en klar himlen slog ned i mig. Mikkel du skal sygemeldes, for ellers er dine dage talte. Det var ligesom at vågne med et sæt fra en drøm, som du egentlig synes var ok. Det hele spillede i drømmen. Jovist havde du travlt, men det havde alle andre også. Jovist spirrede hovedpine hver dag i dig. Jovist kunne du mærke lidt hjertebanken og stivhed i dine led. Men alt føltes alligevel som om alt var i den skønneste orden. Men var det egentlig det?

Tankemyldret er ved at finde sin rette vej, som forårsolens sarte og skarpe stråler. De tanker, som har fyldt mit sind det sidste halve år. Det føltes som en frossen tilstand, hvor der intet er sket. Men hvis jeg ser tilbage på det sidste halve år, så bliver jeg helt forpustet over alt det, der alligevel er sket.

Jeg har brugt et halvt år på, at se tilbage på den drøm, som jeg egentlig synes var meget god. Det er gået op for mig, at jeg har/havde forsømt mig selv. De signaler min krop havde givet mig igennem rigtig lang tid. Den dårlige samvittighed over for mig selv blev større og større, desto flere gange jeg kiggede tilbage på drømmen.

I hele perioden har den dårlige samvittighed spirret i mig. En samvittighed over for mine medmennesker, kollegaer, familie m.m. Jeg har brugt oceaner af tid på at komme den samvittigheden til livs, men jeg er stadig ikke i mål endnu.

Nogle af de ting, som virkelig har gået mig på har været:

Mit arbejde. Liges pludselig skulle mine kollegaer lide under, at jeg ikke kunne varetage mit arbejde. De skulle til at løbe ekstra stærkt for mig, og ikke nok med dette, så kunne jeg intet huske om de forgangne måneder. Jeg havde fået et mindre hukommelsestab. Jeg ved, det har skabt frustrationer og mange andre ting. Der skal lyde en speciel tak til de kollegaer, som har varetaget mit skema.

De skønne elever. De skønne elever jeg havde i mine klasse, blev lige pludselige offer i min sygdom. Et offer som har plaget og stadig plager mig den dag i dag. Jeg skulle have afsluttet tre fantastiske år med min niende klasse i år. En afslutning, som jeg havde glædet mig inderligt til. Fra den ene dag til den anden var to et halvt års arbejde revet væk under mig. To et halvt år, hvor jeg havde oplevet de skønneste relationer, de sjoveste stunder og de skønneste kager forvandle sig til et uforløst minde, som aldrig helt rigtig kom i hus. For mig er det virkelig en stor kamel at sluge, da jeg ikke fik afleveret mine elever rigtigt til deres videre færd i livet.

Mine skønne familie. At være fanget i et spil, hvor en du inderligt holder af bliver alvorligt syg, må være noget af det hårdeste at opleve. Jeg oplevede det selv, da min far døde af kræft. Jeg ved, hvor meget det fylder og kræver af en. Du skal både være stærk, udvise omsorg, trøste, være positiv – listen er lang. Men når man oplever, at en der står en nær er syg, bliver du selv skrøbelig, ængstelig og ked af det. Det krydsfelt er så uendelig udmattende. På den ene side skal du være støttende og i samme øjeblik er du også ængstelig. Min sygdom satte og sætter stadig nogle ringe i vandet, som virkelig kræver noget af de mennesker, der har mig kær. Det er jeg virkelig ked af, men utrolig taknemmelig for, at de er der for mig.

 

Det halve år har til gengæld også bragt en masse gode ting med sig.

En ny drøm, hvor jeg aldrig nogensinde vil have ”jo vidst” med i ligningen igen. En drøm, der skal baseres på et nyt fundament, som er endnu stærkere end før. En vished om at jeg ikke er en supermand, som tror jeg kan alt. En taknemmelighed over for de mennesker, som virkelig har udvist omsorg og kærlighed over for mig, men ikke mindst min lille familie.

Hvad er status?

Jo, jeg kæmper forsat med at få et stabilt blodtryk. Det tager sin tid, men jeg er godt på vej. Jeg er også kommet i udredning på sygehuset i forhold til, hvad der kan forårsage det høje blodtryk. Er det min kroniske lidelse, eller er der noget andet i min krop, som også spiller ind.

Jeg kæmper stadig dagligt med at acceptere mine begrænsninger, som er udsprunget af dette, men også accepten af, at mine kroniske lidelser dikterer så meget i mit liv lige nu. En accept som jeg til tider tvivler på vil komme.

Jeg prøver at se fremad for at skabe de bedste rammer for mig selv og mit liv, men ikke mindst for min familie. Jeg kan simpelthen ikke klare tanken om, at de skal udsættes for mere usikkerhed og angst.

Alt i alt har det hele skabt en ny virkelighed, hvor jeg ikke kan ignorere de signaler min krop sender.

5+
Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *