Jeg har det svært.
Hvorfor er der ingen der forstår, hvordan jeg har det?
Jeg kan simpelthen ikke tage andres ”latterlige” hverdagsproblematikker alvorligt?
Jeg føler mig alene. Alene med min sorg.
Jeg er sikker på, at andre kan nikke genkendende til at ens egne problematikker/udfordringer fylder så meget, at det går hen og bliver en frustration, at ingen forstår dig og problemet.
”Kom nu videre Mikkel, så slemt er det jo ikke” sagde en kammerat. Puha. Følelsen af negligering af mig og min problematik stormer frem i min krop. Jeg er af den overbevisning, at vedkommende ikke mener noget ondt med det. Udgangspunktet er bare så forskelligt. Udgangspunktet for vedkommende kan være, at mit problem synes ubetydeligt og noget man håndtere med et snuptag. For mig er det det sværeste.
At kunne sætte sig i en andens sted kan være noget af det sværeste. Det kræver utrolig stor empati og følelsesmæssig stabilitet hos ens selv, hvis man kan rumme andres problematikker. Berøringsangsten er en kæmpe faktor i det samfund, vi lever i. Et klassisk eksempel er, at man midt i julehandlen møder en gammel bekendt: ”Hej. Hvor er det dejligt at se dig igen. Går det godt? ”. Stemningen er god, julen står for døren og overskuddet er i top. I udgangspunktet dejligt, at der begejstret spørges til ens velbefindende, men hvad nu hvis jeg svarer: ”Nej, det går knap så godt”. Det ligger så implicit i spørgsmålet ”Går det godt? ”, at svaret skal være ”Ja, det går rigtig godt”. Folk er bange for at spørge ind til hinanden. Tænk hvis den man spørger ind til står midt i en krise, i sorg, sygdom osv.
Da jeg var i sorg over at miste min far, viste det sig, at folk jeg mødte, som jeg ellers var meget tætte med, havde mange kvaler ved at spørge ind til min livssituation. Mit allerstørste behov og ønske var, at jeg kunne blive set og hørt. At opleve det modsatte var en kæmpe frustration.
Sorg. Et meget ømtåligt – ja næsten tabubelagt emne. Jeg kom hurtigt til at føle mig alene med mine tanker og sorg. Hertil skal det siges, at min familie var det sted, hvor støtten var på sit højeste. Udfordringen var bare, at de også var i sorg. Vi sad med hver vores sorg og en fælles sorg. Det var meget at skulle være i på én og samme gang.
Til dagligt arbejder som jeg lærer. Her møder jeg mange problematikker på min vej. En af det oplevelser jeg desværre havde, var at jeg havde en elev, som mistede sin far til kræft. Jeg var hendes primære kontakt- og samtaleperson på skolen. Lige nøjagtig denne familie fik og har en kæmpe plads i mit hjerte nu.
Gennem samtaler med hende og hendes familie opbyggede der sig et venskab, som jeg ikke kunne være foruden. Et venskab som blev og er en ubeskrivelig faktor i min bearbejdelse af mit livs største krise.
Jeg er så heldig, at jeg har arbejdet/arbejdede sammen med næsten alle børnene i familien i forskellige sammenhænge og har fået et godt venskab til dem alle.
Da moderen og to af pigerne hørte om min fars død, fik jeg sms´en: ”Mikkel, Hvis du har brug for en snak, så må du meget gerne komme forbi”. Jeg glemmer aldrig denne sms. En sms med så meget kærlighed og omsorg, som jeg bare higede efter.
Kan et besøg hos dem virkelig hjælpe mig?
Ville de virkelig mig det bedste?
Er jeg selv klar til at snakke om det?
Jeg skrev med en af pigerne fra familien, som udtrykkeligt sagde, at vi kunne ”bare” få en kop the og noget kage og så måtte vi se, hvad samtalen bevægede sig ind på.
Jeg tog afsted en onsdag eftermiddag. Det var koldt, regnfuldt og ikke særligt hyggeligt. Det var ligesom om, at vejret var et billede på min følelsessituation. En følelse af et koldt sort hul, hvor tårernes regn fyldte hullet op, så jeg var ved at drukne af sørgmodighed og afsavn.
Jeg kørte ind i deres indkørsel, som var grusbelagt. Lyden af det våde grus skar i mine ører, akkurat ligesom alle de ”grusede” tanker, der fløj rundt i hovedet på mig. Det eneste jeg ønskede var en harmonisk indkørsel, hvor gruset havde sin bestemte plads og fyldte tilpas meget.
Hoveddøren og hjerterne åbnede sig inden jeg tog i håndtaget. Det håndtag som jeg havde frygtet var lige pludselig en åbning til en hjertevarme, der væltede en bagover af lykke, omsorg og forståelse.
Vejret, tiden og verden gik i stå. Lige pludselig var de forklaringen på, hvordan jeg havde det. Stilheden, det usagte, tankerne, empatien gav pludselig mening i dette skønne sociale samspil. Pludselig var alle tanker legale og forståelige.
Netop dette møde med denne specielle og fantastiske familie har gjort tankerne, sorgen og tilstedeværelsen i mit følelsesunivers menneskeligt. Fra at gå fra at føle sig alene til nu at føle, at det ikke kun er dig, som har de tanker, følelser og udfordringer. Jeg er dem evigt taknemlig for denne kop the. Den tog lang tid at drikke, men hvor smagte den bare godt.
Invitationen var afgørende for mig. Tænk på hvad den varme kop the kan betyde for dig eller en helt anden.
(Familien har læst og givet deres samtykke til at jeg må bruge historien på min blog).
Mikkel@mfwblog.dk
