Den varmeste, men også den bedste kop the

Jeg har det svært.

Hvorfor er der ingen der forstår, hvordan jeg har det?

Jeg kan simpelthen ikke tage andres ”latterlige” hverdagsproblematikker alvorligt?

Jeg føler mig alene. Alene med min sorg.

Jeg er sikker på, at andre kan nikke genkendende til at ens egne problematikker/udfordringer fylder så meget, at det går hen og bliver en frustration, at ingen forstår dig og problemet.

”Kom nu videre Mikkel, så slemt er det jo ikke” sagde en kammerat. Puha. Følelsen af negligering af mig og min problematik stormer frem i min krop. Jeg er af den overbevisning, at vedkommende ikke mener noget ondt med det. Udgangspunktet er bare så forskelligt. Udgangspunktet for vedkommende kan være, at mit problem synes ubetydeligt og noget man håndtere med et snuptag. For mig er det det sværeste.

At kunne sætte sig i en andens sted kan være noget af det sværeste. Det kræver utrolig stor empati og følelsesmæssig stabilitet hos ens selv, hvis man kan rumme andres problematikker. Berøringsangsten er en kæmpe faktor i det samfund, vi lever i. Et klassisk eksempel er, at man midt i julehandlen møder en gammel bekendt: ”Hej. Hvor er det dejligt at se dig igen. Går det godt? ”. Stemningen er god, julen står for døren og overskuddet er i top. I udgangspunktet dejligt, at der begejstret spørges til ens velbefindende, men hvad nu hvis jeg svarer: ”Nej, det går knap så godt”. Det ligger så implicit i spørgsmålet ”Går det godt? ”, at svaret skal være ”Ja, det går rigtig godt”. Folk er bange for at spørge ind til hinanden. Tænk hvis den man spørger ind til står midt i en krise, i sorg, sygdom osv.

Da jeg var i sorg over at miste min far, viste det sig, at folk jeg mødte, som jeg ellers var meget tætte med, havde mange kvaler ved at spørge ind til min livssituation. Mit allerstørste behov og ønske var, at jeg kunne blive set og hørt. At opleve det modsatte var en kæmpe frustration.

Sorg. Et meget ømtåligt – ja næsten tabubelagt emne. Jeg kom hurtigt til at føle mig alene med mine tanker og sorg. Hertil skal det siges, at min familie var det sted, hvor støtten var på sit højeste. Udfordringen var bare, at de også var i sorg. Vi sad med hver vores sorg og en fælles sorg. Det var meget at skulle være i på én og samme gang.

Til dagligt arbejder som jeg lærer. Her møder jeg mange problematikker på min vej. En af det oplevelser jeg desværre havde, var at jeg havde en elev, som mistede sin far til kræft. Jeg var hendes primære kontakt- og samtaleperson på skolen. Lige nøjagtig denne familie fik og har en kæmpe plads i mit hjerte nu.

Gennem samtaler med hende og hendes familie opbyggede der sig et venskab, som jeg ikke kunne være foruden. Et venskab som blev og er en ubeskrivelig faktor i min bearbejdelse af mit livs største krise.

Jeg er så heldig, at jeg har arbejdet/arbejdede sammen med næsten alle børnene i familien i forskellige sammenhænge og har fået et godt venskab til dem alle.

Da moderen og to af pigerne hørte om min fars død, fik jeg sms´en: ”Mikkel, Hvis du har brug for en snak, så må du meget gerne komme forbi”. Jeg glemmer aldrig denne sms. En sms med så meget kærlighed og omsorg, som jeg bare higede efter.

Kan et besøg hos dem virkelig hjælpe mig?

Ville de virkelig mig det bedste?

Er jeg selv klar til at snakke om det?

Jeg skrev med en af pigerne fra familien, som udtrykkeligt sagde, at vi kunne ”bare” få en kop the og noget kage og så måtte vi se, hvad samtalen bevægede sig ind på.

Jeg tog afsted en onsdag eftermiddag. Det var koldt, regnfuldt og ikke særligt hyggeligt. Det var ligesom om, at vejret var et billede på min følelsessituation. En følelse af et koldt sort hul, hvor tårernes regn fyldte hullet op, så jeg var ved at drukne af sørgmodighed og afsavn.

Jeg kørte ind i deres indkørsel, som var grusbelagt. Lyden af det våde grus skar i mine ører, akkurat ligesom alle de ”grusede” tanker, der fløj rundt i hovedet på mig. Det eneste jeg ønskede var en harmonisk indkørsel, hvor gruset havde sin bestemte plads og fyldte tilpas meget.

Hoveddøren og hjerterne åbnede sig inden jeg tog i håndtaget. Det håndtag som jeg havde frygtet var lige pludselig en åbning til en hjertevarme, der væltede en bagover af lykke, omsorg og forståelse.

Vejret, tiden og verden gik i stå. Lige pludselig var de forklaringen på, hvordan jeg havde det. Stilheden, det usagte, tankerne, empatien gav pludselig mening i dette skønne sociale samspil. Pludselig var alle tanker legale og forståelige.

Netop dette møde med denne specielle og fantastiske familie har gjort tankerne, sorgen og tilstedeværelsen i mit følelsesunivers menneskeligt. Fra at gå fra at føle sig alene til nu at føle, at det ikke kun er dig, som har de tanker, følelser og udfordringer. Jeg er dem evigt taknemlig for denne kop the. Den tog lang tid at drikke, men hvor smagte den bare godt.

Invitationen var afgørende for mig. Tænk på hvad den varme kop the kan betyde for dig eller en helt anden.

(Familien har læst og givet deres samtykke til at jeg må bruge historien på min blog).

Mikkel@mfwblog.dk

1+

Rastepladsen

Verdenen drøner derudaf som en tisporet motorvej. Jeg står oppe på motorsvejsbroen og forsøger at koble mig på ræset, men jeg kan ikke.

Tankestrømmen bevæger sig med lynets hast og sætter motorvejens race til vægs. Hvor er rastepladsen for mine tanker, så jeg lige kan strække mine ben og få tanket op? 

Åndedraget bliver mere og mere febrilsk desto mere, jeg prøver at følge med. De røde baglygter fra en miljøvenlig bil bremser mig ubevidste i mit selvforanstaltede race. 
De røde lygter fylder lige pludselig hele min kabine, såvel mit sind. 


Nu er det vist på tide, jeg trækker håndbremsen og triller ud til min private rasteplads.

For mig har små ”rastepladser” altid været mine åndehuller. Steder hvor jeg drager hen for at komme væk fra hverdagens stres og jag. Steder hvor naturens dagsorden sætter præmisserne for, hvad der ses og tænkes på i mit sind. 

Forleden dag hvor jeg luftede min kære hund, gik jeg egentlig bare i en hverdagstrance, men lige pludselig tog jeg ubevidst en anden gåtur end jeg plejede. Jeg drejede ned til mit ”hemmelige tænke-sted”. 
Jeg havde ignoreret alle de røde signaler min krop havde prøvet at fortælle mig. Smerter i nakken, hovedpine, stigende tinnitus og mangel på energi.  
Det var som om, at min krop tog kontrollen, da jeg drejede ubevidst ned til mit sted. 


Stedet er egentlig ikke hemmeligt, men at sidde på denne bestemte forhøjning i marsklandskabet, og hvor vind og vejr viser sig fra dets bedste og værste sider, er noget af det bedste, jeg ved. 

Vejret bliver næsten et symbol for, hvordan jeg tænker og bearbejder mine tanker. Stormer det, så vrimler mine tanker rundt. Regner det, så står tårerne ud af mig. Skinner solen, så ser jeg på mine tanker med et lyst sind. 
Men uanset vejrets symbolik, så ender det altid med en fornyet ro og grobund for at kunne tanke ny energi op.

Har du et ”åndehul” eller en ”rasteplads” som gør dig godt? 

Jeg håber, alle har sådan sted.

DYT, DYT, DYT.

Lyder det fra bilerne bag mig. De røde baglygter foran mig er forsvundet. Jeg kigger ned på mit speedometer og opdager, at jeg kører 50km/t, hvor man må køre 130 km/t. Jeg trykker på speederen for at følge flowet på den tisporede motorvej. Det går egentlig bedre nu. Min motor har fået den fornødne energi. Jeg har dog bevidst ikke tanket en fuld tank, da jeg ikke vil køre så langt igen, før jeg tager en pause på en rasteplads for at strække mine ben, men også for at få tanket lidt mere op.

2+