Løb Mikkel, Løb!

Hvad er det jeg har kastet mig ud i? Er det bare illusion, eller kan jeg egentlig fuldføre det? De mange spørgsmål banker på døren grundet den stigende nervøsitet og manglende tro på en selv.

Kan jeg virkelig præstere lige på denne dag og på det tidspunkt? Har jeg overhovedet kondi til det? Jeg er jo ikke løber.

Følelserne er ved at vinde overtaget i min krop.  

HOLD NU OP Mikkel. 

Så! Nu løber du en tur Mikkel. Bare en lille en, så har du nogle kilometer i benene. På den måde kan du være sikker på, at du i hvert fald kan løbe fem kilometer. 


Hvor er du latterlig Mikkel. Du har lige løbet 12 kilometer for en uge siden. Selvfølgelig kan du løbe 9,6 til Vestkystløbet. Tankerne vil ikke falde på plads og finde ro i mit sind. Hvorfor?

Det irriterer mig grænseløst, at jeg er min egen værste fjende. Jeg ville aldrig tale sådan til et andet menneske, som jeg taler til mig selv. De områder hvor selvtilliden ikke er på det højeste. Formår jeg stadigvæk, trods alderen snart er på 34 somre, at være så mistroisk overfor min gøren og laden, at den narrative fortælling næsten bliver min virkelighed. En virkelighed, hvor usikkerheden og mistilliden til mig selv er i højsædet. 

Det er egentlig meget sjovt, at den relativt tænkende Mikkel anskuer sig selv på en helt anden måde. 

For jeg er et menneske, som gør alt hvad jeg kan for at give mig selv en indre styrke til at arbejde på de ting, jeg har det svært ved. Stædigheden, den indre ro, vindermentaliteten og den personlige sejr er noget, der ligger så dybt i mig. Jeg står næsten aldrig tilbage for et godt væddemål eller en konkurrence i forhold til personlige grænser (kun hvis jeg ved jeg kan vinde) hehe.

Jeg tror, vi alle besidder begge dele: den følsomme og relative person. Til tider er kampen mellem de to svær og opslidende. 

For mig er kampen altid størst, når jeg i kortvarige perioder føler mig usikker på mig selv og hvad jeg har gang i. Til trods for, at jeg hele tiden beviser overfor mig selv, at jeg kan mere end jeg tror, så er beviset ikke nok for de usikre følelser. 

Lige netop løb er noget, som jeg har haft en indre fight med. En indre fight som bunder i, at jeg for et år siden havde den fortælling om mig selv, at jeg aldrig ville kunne løbe, og hvis jeg skulle løbe, var jeg nødt til at have en bold med. 

Jeg har mange gange gennem mit liv forsøgt at løbe en tur, men har altid givet op. Enten var kondien simpelthen for dårlig, eller det begyndte at gøre ondt et eller andet sted i kroppen efter blot 1 min. løb og løbeturen endte.  

Jeg har altid hadet skolernes motionsdag. En dag hvor man absolut skulle løbe. For mig har den dag altid været forbundet med et nederlag. Alle de andre drenge såvel piger kunne bare løbe derudad. Forsøgte jeg at løbe til en start måtte jeg altid kapitulere, da troen på, at jeg faktisk ville kunne løbe de 3 kilometer forsvandt meter pr meter.

Jeg er sikker på, at den narrative fortælling, som har været med mig i så mange år tager tid at bearbejde. 

Jeg er nu i gang med mit løbe – og personligudviklingsprojekt på tiende måned. I de ti måneder har jeg løbet regelmæssigt tre gange i ugen. På trods af at kilometerne har været få, så har jeg løbet tre gange.

 I starten kunne jeg slet ikke løbe et minut uden at ambulancen skulle tilkaldes med en hjertestarter og noget luft.  For at komme  til, at nu kan jeg løbe – 

Vildt jeg har lige skrevet, at jeg faktisk kan løbe.

Jeg kan stadigvæk ikke forstå, at jeg kan løbe 12 kilometer. Jeg kan stadig ikke forstå at jeg har løbet otte kilometer til Tulipanløbet i Ribe. Alligevel kan jeg stadig være usikker på, om jeg kan løbe 9,6 kilometer til Vestkystløbet i Esbjerg på søndag. 

Men jeg er sikker på, at desto flere gange jeg beviser overfor mig selv, at jeg kan – desto bedre bliver jeg til at fortælle den nye historie om mig selv. Nu kan jeg rent faktisk løbe. Jeg har opnået mit drømmemål, som var at kunne løbe fem kilometer uden at holde en pause. Jeg ved godt, at nogle vil mene, at fem km ikke er det helt store drømmemål, men for mig har det været en lang og vildt fed rejse, som slet ikke er færdig endnu. 

Så hvad er det, jeg har kastet mig ud i? Jeg har kastet mig ud i en helt ny måde at leve mit liv på. Og jeg er så klar til at løbe på søndag. 
Glædelig fredag derude.

1+

Drømmen der føltes virkelig

Alt føltes så virkeligt. Det hele var lutter idyl. Hverdagen i familien gik sit sædvandelige trav. Mor, far, min bror og jeg. Den gode samtale over køkkenbordet, hvor verdenssituationen blev vendt. Lige fra hvordan man skulle isolere sit hus til politiske uenigheder.

Kødgrydernes aroma fyldte rummet med følelsen af tryghed, kærlighed og livretter. Min mor stod ved gryderne og var i færd med at kokkerere min brors og min livret – indbagt farsbrød. 

Min far sad og bladrede i sine yndlingsreklamer som fx Jem og fix, Harald Nyborg og XL-byg imens han i ro og mag mumlede i skægget, øllen på bordet og røg sin højt elskede cigaret.

BIP BIP BIP. 

Alt det der føltes så virkeligt er revet fra mig. Vækkeuret smadrer den gode stemning som en mejsel, der hamres igennem det tykkeste granit uden besvær. Nu er granittens firkant sprængt til atomer og afsavnet til den idylliske granitfirkant er stor, smertefuld men også fyldt med en masse minder.

Grunden til, at det gør så ondt at skilles, er, at vores sjæle er forbundne.
– Nicholas Sparks

Vækkeuret hiver mig ud af drømmen. Drømmen, hvor min far var vakt til live igen. Afsavnet var forsvundet og granitten stod stærkere end nogensinde før. Jeg forsøger at vende tilbage til drømmen. Slår ud efter vækkeuret som en bokser, der slår sin modstander i gulvet.  Den varme følelse i kroppen udskiftes med et adrenalinpumpende damptog, som haster efter den tabte godsvogn, og hvor vredesudbruddet er ligeså overophedet som dampen, der fosser ud af lokomotivet.  Hjertet banker og tårerne begynder stille og roligt at vandre ned på min kind.

FAR DU ER SAVNET

Lige om lidt er det Fars dag. En dag hvor vi sætter pris på vores fædrene ophav. De mænd, som er vores supermænd. De mænd som altid klarer skærene. De mænd der altid sætter sig selv til side for deres børn. De mænd, som altid står klar i kullisen, hvis lokummet brænder. 

Netop denne mand fylder stadig mine drømme med de fantastiske minder. Minder om, hvor meget jeg så op til min far og beundrede ham. 

Sæt pris på jeres forældre. Fortæl dem, at I er stolte af dem, selvom de til tider går jer på nerverne. Værdsæt at de er til stede i jeres liv og at de vil jer det bedste. De mennesker som føles udødelige er desværre dødelige. 

1+