Kategori: Blogindlæg

Skal jeg holde, hvad jeg har lovet?

Kan jeg virkelig gøre det?

Bryder jeg sammen?

Kom nu Mikkel! Du har lovet din far det!

Spørgsmålet er, om jeg kan se mig selv i øjnene efter, at jeg har lovet min far at synge den sang for ham ved hans kiste? Et løfte jeg gav for mange år siden. Kan jeg så ikke bare droppe det?

Kan jeg ikke ”bare” synge sangen for mig selv? Skal jeg synge den til begravelsen?

Pianomand, pianomand, pianomand

Lukker jeg øjnene kommer titlen frem. Sætter jeg noget musik på, kommer sangen snigende. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv i øjnene resten af mit liv, hvis jeg ikke giver min far det ønske, som vi har snakket om i så mange år.  Ønsket om at synge Kim Larsens ”Pianomand” til hans begravelse.

JEG GØR DET SGU. JEG GØR DET FOR DIG FAR.

Jeg glemmer aldrig dagen efter min far sov stille ind. Vi sad og snakkede om begravelsen osv. Min familie og jeg var egentlig meget fattede omkring, hvordan og hvorledes vi ønskede begravelsen og kaffen bagefter skulle være. Smørrebrød og øl i forsamlingshuset. De tre ting elskede min far.

Begravelsen var der heller ikke meget at rafle om. Sangvalget var på plads osv., da præsten kom for at snakke med os. Men skulle jeg synge eller ej? Og hvordan skulle det foregå. Præsten syntes, at det var en smuk gestus for min far. Hun foreslog, hvis jeg besluttede at synge sangen for min far, ville det blive lidt efter hendes tale.

Jeg ved ikke hvor det kom fra, men ja´et røg ud af min mund som skidt fra en spædkalv.

FUCK! Jeg sagde ja!

Et ja, jeg ikke kan trække tilbage.

Et ja til livet.

Et ja til det jeg lovede.

Dernæst kom en storm af tanker – om for og imod. Var jeg egentlig meget glad for min beslutning? En beslutning om at glæde og imødekomme min fars ønske om at synge lige netop denne sang på denne specielle dag.

For mig har musikken altid kunnet sætte ord på de følelser, som jeg ikke selv har kunnet formå at italesætte. Trygheden i det musikalske univers, hvor både sang, tekst, harmonier og stemninger kunne forklare, beskrive og omfavne mig og mine følelser overfor min far. Det kunne ikke være en bedre løsning for mig.

Dagen oprandt.

Dagen, hvor jeg skulle begrave og synge for min far.

Skal jeg holde, hvad jeg har lovet?

Kan jeg virkelig gøre det?

Jeg bryder sammen?

Kom nu Mikkel, du har altid lovet din far det!

Jeg vidste, at jeg skulle synge sammen med min gode ven Nicolas. Nicolas, som jeg har spillet dette nummer med til utallige koncerter.

Tankemylderet startede igen.

Men dette er jo ikke en koncert Mikkel!

STOP- Hvad har du gang i Mikkel. Du kan godt.

Jo. Jeg havde gang i noget af største, smukkeste, sværeste og mest betydningsfulde i hele mit liv. Jeg skulle levere mit livs vigtigste men også sværeste sang.  Det heldige var, at lige netop den sang, det sted, de mennesker og mig og min guitar var det, jeg fandt allermest tryghed ved efter tabet af min far. Mit helle.

Talen stoppe pludseligt!

NU er det NU.

Jeg skal levere det, som jeg har lovet min far.

Min far som ligger fredsfyldt og smukt i kisten foran mine føder. Den smukkeste hvide trækiste sirligt pyntet med utallige blomster og omkring lå et blomsterhav af buketter. Lyset fra de kønneste messinglysekroner formåede at kaste en varm og utrolig beroligende stemning over kisten. Den kiste som nu var min fars. Duften fra blomsterbuketterne spredte sig langsomt hen til mig. Mmm hvor er det en skøn og behagelig følelse. Fredfyldt og afslappet.

Jeg stod og beundrede kisten og alt det omkringliggende i et par sekunder. Et par sekunder som føltes som evigheder.

Jeg slog tonen an på min guitar. Kiggede på Nicolas. Det blik jeg mødte, var det blik, som vi altid sendte hinanden, når vi skulle spille lige netop den sang. Et blik fyldt med æresfrygt, respekt, ydmyghed og kærlighed. I dag var blikket det samme. Sikke en lettelse. Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem igen imens jeg pustede ud. Så er det nu.

Vi trak vejret ind på samme tid og slog akkorderne an. De akkorder og harmonier som min far og jeg altid har elsket og elsker. Min krop fyldtes med en varme, som jeg aldrig havde oplevet før. En varme som strømmede gennem min krop fra top til tå. Den meste beroligende og behagelige varme jeg kunne ønske mig. Det føltes som den hjalp mig på vej.

”Stille blues i mol og maj.”

Endnu en linje koblede sig på. Den ene linje tog den anden. Lige pludselig sang jeg den sidste linje af mit lives vigtigste sang.

”Det ved du nu, Pianomand.”

Jeg gjorde det! Jeg sang sangen for min far. Den sang som vi altid har elsket at høre. Mit blik ramte lige pludseligt alle de mennesker, som var i kirken. De mennesker jeg slet ikke havde ænset, da jeg gik op til min far. Hov – de var der også. De var også i det følelsesmæssige musikalske univers, hvor forståelsen for min sorg, tab, og kærlighed til/for min far levede.

FUCK jeg sagde Ja!

Et ja jeg ikke vil trække tilbage.

Et ja til livet.

Et ja til det jeg lovede

Et ja til at jeg altid skal bruge mine følelser, mine sange, mine medmennesker, mine følgere og min familie til at udtrykke, hvordan jeg har det. Vi skal værdsætte det, vi har omkring os, elske vores næste og kunne se os selv og de valg vi træffer i vores liv i øjnene.

For mig bliver denne sang aldrig den sidste, men den vil altid være mit livs vigtigste og sværeste.

Mikkel@MFWBlog.dk

Skabelonen til et ganske almindeligt julehjerte er ganske nemt at lave. Du tegner ”bare” et hjerte. Julehjertet ændrer sig, når det skal flettes. Skabelonen og sværhedsgraden stiger væsentligt. Akkuratessen skal sidde lige i skabet. Den faste og rolige hånd er selve grundstenen for, at strimlerne flettes og udføres til perfektion. Hvis ikke kommer hjertet til at se skævt ud. For mig er det en kunstform at kunne flette et smukt julehjerte.

Jeg har den største respekt for de, der mestrer denne teknik og snilde. Det bringer mig videre til min historie om flettet julehjerte, der udover at være udført til perfektion også besidder de varmeste tanker.

For mig er julepynt til tider meget opreklameret. Folk og butikker plastrer deres huse og butiksruder til med så enorme mængder pynt, at det næsten bliver en forhindringsbane at færdes i.

Hver sin lyst.

For mig er julepyntet meget hyggeligt og en indikation på, at vi går en mørk og hyggelig tid i møde. En tid hvor sammenværd, kærlighed, familie og meget andet er i højsædet.

Lige netop disse ord rummer mit betydningsfulde julepynt.  ”De Flettede julehjerter”. En samling der udvides år efter år.

Jeg har en lille samling julehjerter. Samlingen vokser også hvert år, men hvordan kan den det, når jeg nu ikke mestrer akkuratessen, tænker I nok.

Jo, ser I. For en del år siden havde jeg en fantastisk elev. Eller dvs. hun var faktisk ikke min elev, for jeg underviste hende ikke i noget. Vores relation startede på en meget besynderlig men også sjov måde: Vi spiste madpakker sammen. Ja, I læste rigtigt.
Jeg havde altid gangvagt tirsdag og fredag og jeg havde min madpakke med. Vi fandt hurtigt ud af, at det var hyggeligt at spise mad sammen. Det var ikke kun personen og jeg, men vi var 5 til 6 stykker, som spiste sammen. Relationen blev stærkere og stærkere og jeg fandt ud af, at eleven også sang himmelsk. Til jer som kender mig, så kan jeg ikke lade være med ”gå forbi” et lille musikprojekt.

Derfor fik jeg hende til at synge med til en julekoncert sammen nogle andre elever.  Koncertens publikum var mine kollegaer og hele overbygningen. Vi øvede og øvede og kom hurtigt ind på snakken omkring jul og julepynt. Ikke nok med, at hun sang himmelsk, så havde hun teknikken og snilden til at flette julehjerter.

Dagen inden vi gik på juleferie, fik jeg en lille kuvert af hende, hvori der lå det smukkeste flettede julehjerte.

En gestus som jeg virkelig blev glad, rørt og beæret over. Inden i hjertet var der den skønneste julehilsen til mig. En julehilsen som nu er blevet en fast tradition. En tradition som jeg aldrig vil være foruden.

Skabelonen til et venskab var ved at blive skabt. Et venskab som startede ud med at være noget jeg bare kunne klippe ud af et stykke glanspapir. Netop denne skabelon har udviklet sig så meget, at jeg aldrig ville kunne mestre dette julehjerte.

Jeg har den dybeste respekt for den måde hun flettede et simpelt hjerte med så meget kærlighed, samhørighed, venskabelighed og taknemmelighed i.

Det som startede med et lille taknemmeligheds-hjerte har nu udviklet sig til, at være et personligt hjerte. Det er ikke bare noget som jeg kun skænker en tanke i december måned. Nej, et hjerte som er blevet en del af min hverdag, min omgangskreds og stor del af min familie.

Når hjerterne hænger på sin fasteplads i de små ruder over hoveddøren, og det nye julehjerte er kommet ind af døren, så er jeg klar til julen.

Julen er hjerternes fest.

Mikkel@mfwblog.dk