Når tidevandet rammer

En trykkende fornemmelse spreder sig mere og mere. Desperationen ulmer mere og mere, så hurtigt som tidevandet indfanger det tabte land. Problemet er bare, at tidevandet ikke bare trækker sig tilbage med det samme, som det ellers har for vane. Denne gang bider det sig stille og rolig mere og mere fast.
Det mentale spil en helt anderledes denne gang. Det er ligesom om, at accepten, forståelsen og erkendelsen er en anden. En meget befriende følelse, men kan den forsætte?

Hvad er det for en trykkende fornemmelse, som hober sig mere og mere op i mig?


Livet som forældre til et nyfødt barn. BAMM!

Babyen vokser til. Roligt men grådigt uden hensyn til dit liv fra det splitsekund vedkommende kommer til verdenen. Det sætter nogle dybe spor i én og ens fysiske formåen. Nogle spor som tidevandet opsluger og danner til en sø, der ikke lige er til at dræne.

Til tider føles det som om, at du løber et maraton, der aldrig ender. Du halser efter alle andre om end tempoet føles hurtigere end vanligt. Andre kan formå at gøre rent, tage på ture, sove, slappe af og meget mere. Den stigende dårlige samvittighed over for rengøring, pleje af en selv, motion, kost, parforhold kommer spurtende bagfra og lige pludselig bliver du overhalet med lynets hast. Dette på trods af, at du faktisk startede med at løbe flere timer – ja faktisk flere dage inden samvittigheden. 

Og lige inden du bliver overhalet får du lige et slag i maveregionen, som får det til at flimre for dine øjne, hvor tankerne om, ¨at opgive, kaste håndklædet i ringen – hvorfor fik man egentligt et barn? Spurter rundet i dit hoved, som en 100 meter løber på coke.

Selvom mavepusteren lammer hele din krop, forsætter du i dit cruise control, hvor du stille og rolig bevæger dig fremad imod forhåbentlig lysere tider. 

Utroligt nok formår du at løbe selvom din benzinmåler viser, at der ingen benzin er tilbage i din krop. Du ignorerer alle de røde advarselslamper og lyde, som ellers indikerer at du ikke kan mere – men mirakuløst er du overbevist om, at du kan holde den kørende til næste hurtige tankning. 

Men hvad er en hurtig tankning? Er det mad, sukker eller hvad er det?

Hold fast

Det er egentligt bare en middagssøvn, hvor barnet sover. 

Det vildeste er

EN HEL NATTTESØVN, ja du læste rigtigt. 

EN HEL NATTESØVN. 

Kroppen råber efter en hel nattesøvn. det er ligesom at råbe det højt ud i en ekkodal. Kroppen er så tom for energi. Råbet giver så meget resonans og ekko, at ordet ikke en gang ændrer sig undervej.

En nattesøvn som virker så fjernt, men alligevel nært.

Tidevandet stiger og stiger. Det er faktisk steget så meget, at du ikke kan se rodet, skidtet og de daglige gøremål, som du aldrig når, da du er ude at løbe dit spædbørnsmaraton. Og nu har tidevandet alligevel oversvømmet din dårlige samvittighed, så du egentlig ikke kan se rodet, eller gøremålene. Så burde man ikke bare hoppe op på sit SUP-board og lade sig stige med tidevandet og trække sig tilbage med det, når tiden oprinder? 

The fastest way to get there is to go slow

Sætter mig i bilen. Drejer nøglen og finder mig til rette. Sætter mobilen i sin holder og tænder for musikken. Bilen bliver fyldt af toner fra Tina Dickow, hvor hun synger ”The fastest way to get there is to go slow”. Det lyder som en stille og rolig start, som det egentlig også er og som passer mig fint.

Nu starter bilen og NU starter det. 

Konkurrencen med mig selv sammen med min bil. 

NU tænker I, hvad kan det være for en konkurrence. 

Til de der ikke kender mig, så er jeg et utrolig stort konkurrencemenneske, som vil gøre alt for at vinde. Og jeg har så forbandet svært ved ordsproget ”tab og vind med samme sind”. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan være ovenud lykkelig og jublende over, når man taber. Men ja – det er jo nok bare mig – eller er det? 

NÅ ja. Det gælder jo bare om at være med – ja, hvis det er en leg. 

Tilbage til min daglige konkurrence. 
Ja, konkurrencen er for nogle absurd, men for mig er det blevet en sport. Nemlig – hvor lidt brændstof jeg kan bruge på min daglige tur til og fra arbejde.

Er det virkelig noget man kan gå op i tænker du nok. Egentligt kan jeg godt forstå jer.

Jeg synes bare det er vildt spændende. 

Hvor på vejen kan jeg køre i frigear? hvordan skal jeg gribe svingene an såvel bakkerne, så jeg forbrænder så lidt som muligt? Og meget mere. Det er en hel videnskab.

Jeg kan stirre mig blind på forbrugsindikatoren, hvordan gennemsnitsforbruget er pr. 100 km/l.

Det værste der kan ske er, at der er modvind eller en traktor, som ødelægger mit flow – Damm det kan irriterer mig – for så er hele køreturen ødelagt.

NU tænker du nok – hvad fanden Mikkel- Kan du ikke gå op i noget andet? Jo det kan jeg egentlig godt, men jeg går meget op i økonomi, budgetter, og mine udgifter til mit daglige forbrug. 

Hvor kan jeg optimere? Hvad skal jeg optimere? Hvordan kan jeg spare nogle penge? Eller skal jeg ændre nogle vaner?

Og lige netop dette område med bil og forbrug synes jeg er en jungle især efter det nye med el-biler osv. Jeg går nemlig og overvejer, at jeg skal skifte vores bil ud, da jeg kører om 100 km og dagen. Kan det svare sig at forsætte i den bil vi har eller skal der tænkes i nye baner? 

Kan du virkelig være lykkelig over et benzinforbrug – ja det kan jeg. De dage, hvor jeg formår at køre 24-25 km på literen så føler jeg bare, at dagen bliver en tand bedre.

Mon ikke også du har en sær hobby eller konkurrence, som du dyrker?  I skrivende stund er min rekord 25 km pr liter – som jeg nok ikke kommer til at slå, eller gør jeg?