Jeg er min egen udgave



Forleden dag spurgte en elev mig:  ”Er du tilfreds med den Mikkel, du er?”

 What! tænkte jeg. Hvad er det, der kommer ud af min elevs mund. Er vedkommende klar over, at dette spørgsmål er så eksistentielt, at jeg ikke bare kan svare: ”ja, det er jeg”. For et tænkende væsen som jeg, skaber sådan et spørgsmål kæmpemæssige refleksioner.

Jeg stræber altid efter at kunne være den bedst mulige udgave af mig selv. Det er uanset om jeg er på arbejde, i byen, derhjemme eller hvor jeg befinder mig. Hvem forsøger ikke det?

Det forventningspres jeg stiller til mig selv er utrolig højt. Jeg ønsker altid at være tro mod mig selv og mine værdier. Dog tænker jeg til tider, at det ville være nemmere at agere på en helt anden måde end jeg gør, da det ville være langt nemmere og hurtigere. 

Men er jeg så tro mod mig selv og den jeg gerne vil være? 

Til de af jer der ikke ved det, så er jeg lærer.

Vi lærere prøver at være gode rollemodeller, guide, opdrage og i nogle elevers øjne umenneskelige. 

Vi prøver forsøger at vise vejen i forbindelse med at gebærde sig i forskellige sociale kontekster.

Vi er medskaber af roller, normer og værdier, der er baseret på medmenneskelighed, respekt og tolerance, som elever oplever i klasserne og på skolerne. 

Vi forsøger at guide vores elever til de rigtige valg i deres liv, hvor udgangspunktet tages i den enkelte. 

Vi forsøger at skabe et solidt fundament, som de kan bygge videre på i deres videre færden. 

Vi opdrager eleverne, så de kan navigere i de forskellige arbejds-/sociale kontekster de end måtte kommer ud i. 

Summa summarum: Vi kan kalde det almen dannelse. 


Jeg kan godt forstå, at nogle elever tænker, at vi lærere ikke har noget liv, da ovenstående næsten lyder helt ”helgen-agtigt”. 

Jeg er et menneske

Autenticitet er for mig og mit virke det vigtigste. For mig er det vigtigt, at mine elever oplever, at jeg er et menneske på godt og ondt. Jeg er skrøbelig, følsom og kan fejle. Ting som elever måske ikke ser hos en lærer. Forventningen er ofte, at en lærer skal have overskud, være imødekommende, glad, omsorgsfuld, fejlfri m.m. Listen er lang og forventningerne er store. Det virker næsten umenneskeligt. 

Jeg synes det er vigtigt at folk kan se og føle, at selvom jeg udviser autoritet, seriøsitet og er personlig sikker, så rummer jeg alle de følelser, som de også har. På den måde er spejlingen ikke uvirkelig for dem. 

Søgen efter: 

hvem jeg egentlig er? 

Hvem vil jeg gerne være? 

Hvem gad jeg godt se ud som? 

Du kender sikkert alle spørgsmålene. Spørgsmålene optræder også hos mig. 


Spørgsmålene i min hverdag er mange. Det kan gå fra: ”Hvad synes du vi skal have at spise til aftensmad?”  og til mere personlige spørgsmål. Alle de spørgsmål beriger min hverdag. Det gør mig nysgerrig på andre menneskes problematikker og liv. Jeg synes også, at det er en stor tillidserklæring, at folk vælger at spørge mig til råds. Det gør, at jeg føler, jeg kan være noget for andre og måske gøre en konkret forskel. Derfor elsker jeg at være lærer.

Er du tilfreds med, hvem du er? Spørgsmålet flyver stadig rundt i mit hoved. Kan man overhovedet blive 100 procent tilfreds med sig selv? Det ved jeg egentlig ikke om man kan, men jeg tror på, at ved accept og tro på det man gør er rigtigt for en, er et skridt i den rigtige retning.

Det vigtigste for mig og mit liv er at være tro overfor mig selv og den jeg er. Uanset hvad folk synes om det, da følelsen er min. 

Jeg er den bedste udgave af mig selv

Mikkel@mfwblog.dk



0

Mit livs sværeste, men vigtigste sang

Skal jeg holde, hvad jeg har lovet?

Kan jeg virkelig gøre det?

Bryder jeg sammen?

Kom nu Mikkel! Du har lovet din far det!

Spørgsmålet er, om jeg kan se mig selv i øjnene efter, at jeg har lovet min far at synge den sang for ham ved hans kiste? Et løfte jeg gav for mange år siden. Kan jeg så ikke bare droppe det?

Kan jeg ikke ”bare” synge sangen for mig selv? Skal jeg synge den til begravelsen?

Pianomand, pianomand, pianomand

Lukker jeg øjnene kommer titlen frem. Sætter jeg noget musik på, kommer sangen snigende. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv i øjnene resten af mit liv, hvis jeg ikke giver min far det ønske, som vi har snakket om i så mange år.  Ønsket om at synge Kim Larsens ”Pianomand” til hans begravelse.

JEG GØR DET SGU. JEG GØR DET FOR DIG FAR.

Jeg glemmer aldrig dagen efter min far sov stille ind. Vi sad og snakkede om begravelsen osv. Min familie og jeg var egentlig meget fattede omkring, hvordan og hvorledes vi ønskede begravelsen og kaffen bagefter skulle være. Smørrebrød og øl i forsamlingshuset. De tre ting elskede min far.

Begravelsen var der heller ikke meget at rafle om. Sangvalget var på plads osv., da præsten kom for at snakke med os. Men skulle jeg synge eller ej? Og hvordan skulle det foregå. Præsten syntes, at det var en smuk gestus for min far. Hun foreslog, hvis jeg besluttede at synge sangen for min far, ville det blive lidt efter hendes tale.

Jeg ved ikke hvor det kom fra, men ja´et røg ud af min mund som skidt fra en spædkalv.

FUCK! Jeg sagde ja!

Et ja, jeg ikke kan trække tilbage.

Et ja til livet.

Et ja til det jeg lovede.

Dernæst kom en storm af tanker – om for og imod. Var jeg egentlig meget glad for min beslutning? En beslutning om at glæde og imødekomme min fars ønske om at synge lige netop denne sang på denne specielle dag.

For mig har musikken altid kunnet sætte ord på de følelser, som jeg ikke selv har kunnet formå at italesætte. Trygheden i det musikalske univers, hvor både sang, tekst, harmonier og stemninger kunne forklare, beskrive og omfavne mig og mine følelser overfor min far. Det kunne ikke være en bedre løsning for mig.

Dagen oprandt.

Dagen, hvor jeg skulle begrave og synge for min far.

Skal jeg holde, hvad jeg har lovet?

Kan jeg virkelig gøre det?

Jeg bryder sammen?

Kom nu Mikkel, du har altid lovet din far det!

Jeg vidste, at jeg skulle synge sammen med min gode ven Nicolas. Nicolas, som jeg har spillet dette nummer med til utallige koncerter.

Tankemylderet startede igen.

Men dette er jo ikke en koncert Mikkel!

STOP- Hvad har du gang i Mikkel. Du kan godt.

Jo. Jeg havde gang i noget af største, smukkeste, sværeste og mest betydningsfulde i hele mit liv. Jeg skulle levere mit livs vigtigste men også sværeste sang.  Det heldige var, at lige netop den sang, det sted, de mennesker og mig og min guitar var det, jeg fandt allermest tryghed ved efter tabet af min far. Mit helle.

Talen stoppe pludseligt!

NU er det NU.

Jeg skal levere det, som jeg har lovet min far.

Min far som ligger fredsfyldt og smukt i kisten foran mine føder. Den smukkeste hvide trækiste sirligt pyntet med utallige blomster og omkring lå et blomsterhav af buketter. Lyset fra de kønneste messinglysekroner formåede at kaste en varm og utrolig beroligende stemning over kisten. Den kiste som nu var min fars. Duften fra blomsterbuketterne spredte sig langsomt hen til mig. Mmm hvor er det en skøn og behagelig følelse. Fredfyldt og afslappet.

Jeg stod og beundrede kisten og alt det omkringliggende i et par sekunder. Et par sekunder som føltes som evigheder.

Jeg slog tonen an på min guitar. Kiggede på Nicolas. Det blik jeg mødte, var det blik, som vi altid sendte hinanden, når vi skulle spille lige netop den sang. Et blik fyldt med æresfrygt, respekt, ydmyghed og kærlighed. I dag var blikket det samme. Sikke en lettelse. Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem igen imens jeg pustede ud. Så er det nu.

Vi trak vejret ind på samme tid og slog akkorderne an. De akkorder og harmonier som min far og jeg altid har elsket og elsker. Min krop fyldtes med en varme, som jeg aldrig havde oplevet før. En varme som strømmede gennem min krop fra top til tå. Den meste beroligende og behagelige varme jeg kunne ønske mig. Det føltes som den hjalp mig på vej.

”Stille blues i mol og maj.”

Endnu en linje koblede sig på. Den ene linje tog den anden. Lige pludselig sang jeg den sidste linje af mit lives vigtigste sang.

”Det ved du nu, Pianomand.”

Jeg gjorde det! Jeg sang sangen for min far. Den sang som vi altid har elsket at høre. Mit blik ramte lige pludseligt alle de mennesker, som var i kirken. De mennesker jeg slet ikke havde ænset, da jeg gik op til min far. Hov – de var der også. De var også i det følelsesmæssige musikalske univers, hvor forståelsen for min sorg, tab, og kærlighed til/for min far levede.

FUCK jeg sagde Ja!

Et ja jeg ikke vil trække tilbage.

Et ja til livet.

Et ja til det jeg lovede

Et ja til at jeg altid skal bruge mine følelser, mine sange, mine medmennesker, mine følgere og min familie til at udtrykke, hvordan jeg har det. Vi skal værdsætte det, vi har omkring os, elske vores næste og kunne se os selv og de valg vi træffer i vores liv i øjnene.

For mig bliver denne sang aldrig den sidste, men den vil altid være mit livs vigtigste og sværeste.

Mikkel@MFWBlog.dk

1+