Måned: august 2019

DSB´ s jingle basker ud af højtalerne (I øvrigt vil de musikkyndige notere sig, at det rent faktisk er tonerne “D Es og B”, der spilles). ”Togene mod Jylland og Fyn er aflyst. I bedes …….”  – og så står alt stille i bogstaveligste forstand. Jeg hører slet ikke, hvordan resten af beskeden lyder. Frustrationerne vælter indover mig. Hvad, hvem og hvordan? Hvad gør jeg nu? Hvem kan jeg kontakte og hvordan kommer jeg hjem?  
Strandet i Højre Tåstrup. Egentlig er togstationen ganske fin. Faciliteterne er super gode. I den ene ende er der en lille fin café og i den anden ende en 7/11. Besynderligt var det dog, at højtalerne fortsatte med at spille noget ganske forfærdelig operamusik, som ikke dæmpede sig, når der kom informationer i højtalerne. Ikke et ondt ord om operamusik, men lige netop i denne situation gik de høje toner mig virkelig på nerverne. 

 
D-ES- B (red. DSB) tonerne kommer atter ud af højtalerne. Beskeden var den samme som før. Denne gang stormede jeg hen til højtalerne og prøvede at ignorere operamusikken for at høre det sidste del af beskeden. 
 
Jeg skulle hoppe på et regionaltog, som gik om 50 min. til Ringsted, og derfra videre i en togbus til Sorø. Dernæst i et tog som ville køre vest over.  

Vreden pumper rundt i min krop. Heldigvis skulle jeg følges med en god veninde. Så trygheden i den uvante og stressede situation var nemmere at finde.  

Egentlig har jeg altid haft det slogan, at jeg ikke rejste med offentlige transportmidler, da jeg jo har en bil. Netop denne dag skulle jeg til møde i Høje Tåstrup og hjem igen samme dag. Tanken var den, at jeg ville sidde og slappe af i toget og være klar til mødet uden at skulle bruge tid og energi på at køre.

D-Es-B

Vi haster ind i et alt for pakket regionaltog for at nå en togbus. Yes, nu kører det, tænkte vi. Vi kommer af toget. Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg kom hen i togbussen, da lemmingeffekten ramte os. 
Yes. Så sidder vi i togussen. Det er da ikke så slemt, tænkte vi.  

Wupti, så var vi i Sorø. Lemmingeffekten ramte os igen. Vi fandt et sted at stå i tønden sammen med alle sildene. Vi kunne egentlig ikke andet en grine for hvad nyttede det at græde.  

Det viste sig, at toget allerede havde holdt der en time, men folk var optimistiske, da toget skulle køre om 20 min. De 20 min gik. 

Midt i det hele siger en pige hej til mig. Jeg responderer høfligt tilbage og tænkte ikke videre over det. Folk spurgte hinanden om, hvor deres destination var. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg skulle til Ribe og så pigen til mig igen. De kom også fra Ribe. 

Hmm, som den nysgerrige person jeg er, og farvet af mit arbejde spurgte jeg pigen. Hvilken skole går du så på i Ribe? Hun svarede pænt, at det var den skole, jeg var lærer på. Hun skulle til at gå i 5B. Jeg begyndte at grine. Jamen, så skal du jo have mig som klasselærer. Så var det derfor du hilste så pænt på mig. Hun smilede og nikkede.  

D-Es-B afbrød den sjove stund.  

Uroen spredte sig som en steppebrand. Alternative løsninger blev diskuteret:Taxa til Odense, Taxa til Esbjerg. Tanken om at løbe hjem, strejfede mig. Jeg løber sgu. 
 
Min veninde og jeg havde på nuværende tidspunkt ventet i to timer. Vi fandt nogle medpassagerer, som var med på at bestille en taxa til Odense. Vi forcererede samtlige sild i tønden for at komme ud og vente på taxaer. Da vi endelig slap ud af tønden, ser vi, at der kommer et andet tog trillende op til det tog, vi lige var sluppet fri for.  
 
Hvad skuer mit øje: EN DSB-MEDARBEJDER. Jeg løber febrilsk hen til hende. Kan du forsikre mig, at dette tog kører vestover indenfor ganske nær fremtid? 
Det kunne hun, men skeptisk spørger jeg hende tre gange for at blive overbevist om, at det var troværdigt.  
 
Vi vælger at afbestille taxaen og tro på, at De Danske Statsbaner kan klare opgaven og minsandten om ikke toget kørte til den tid den flinke DSB-medarbejder havde sagt.  
Jeg var nødt til at holde fast i bordet. Jeg var rent faktisk på vej hjem nu. 

D-Es-B. Gud hvor jeg egentlig hader den sammensætning af toner. Bedst som jeg sidder og jubler over, at nu er jeg endelig på vej, går det op for mig, at jeg skal skifte to gange undervejs hjem for at ramme Ribe. Optimismen blev hurtigt udskiftet med en ligegyldighed. Gad vide om jeg når hjem i dag? 

Jeg må give D-Es-B ret. Du kommer virkelig ud at se med dem. Ikke kun i fysisk forstand men også psykisk. Min rejse gik fra at være den afslappende rejsefyr til en panisk, febrilsk, mismodig, vred, lalleglad og opgivende rejsefyr.  

På trods af alt den palaver med ingen information, ingen tidshorisont og ingenting, så fandt jeg roen i, at jeg ikke var alene i sildetønden hele vejen. Jeg havde min veninde med og sammen fulgte vi strømmen rundt i tønden, som to uvidende og glade tosser på tur.  

 
Vil jeg så tage DSB igen? Ja, det ville jeg. Jeg kan vel ikke være uheldig hver gang. 

Den hænger altid på væggen “min bedste ven”. Glæden men også den dårlige samvittighed. Det er egentligt ikke fordi jeg ikke kan tage ham ned fra væggen og mindes gode gamle dage.

Hvad er det egentligt, der gør, at jeg sjældent tager ham i hånden?

Er jeg bange for noget, eller hvad er det?

Når han først er nede fra væggen, så glemmer jeg tid og sted. Glemmer alt det, som er besværligt eller udfordrende i mit liv. Jeg svæver ind i et helt andet univers. Et univers, hvor ingen følelser er for store eller for små. Et univers hvor sjælen strømmer ud, som de smukke og klareste toner fra det skønne instrument. Tonerne som kommer ud i hver eneste lille krog i min krop såvel mit sind. Melodierne kan være sorgmodige, glade, underfundige og meningsløse, men de gør mig så godt.

Hvorfor er det så, at jeg ikke gør det noget mere?

Jeg har i den sidste tid kæmpet meget med, at berøre emnet musik og udøvende af den. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke gider, men fordi at det går mere og mere op for mig, at jeg ikke udøver musikken på det plan, som jeg havde forestillet mig og drømt om.

Da jeg læste til lærer var målet sole klart. Jeg skulle være den bedste musiklærer, og jeg skulle have så mange timer som overhovedet muligt. Jeg ville være ligesom den musiklærer, som jeg selv havde haft. En lærer som kunne skabe glæde, passion, inspiration og give en grobund for et liv med musikken.
Det var derfor, jeg blev lærer. Jeg ville bevæge og inspirere mine elever med det som havde fyldt og fylder hele mit liv – nemlig musikken.

Min “bedste ven” hænger stadig på væggen og kalder på mig: “Ta´ mig nu i hånden. Lad mig nu være ved din side igen. Lad os skabe noget sammen”

Jeg forsøger at ignorere det de fleste dage, da afsavnet til den tid, hvor jeg bare kunne spille musik og være i dette univers simpelthen er for stort.

Er drømmen brast?
Er jeg egentlig den lærer, jeg gerne ville være i udgangspunktet? Næh. Jeg ville så gerne fylde min hverdag med musik, men jeg kan ikke. Sygdommene trækker nødbremsen som den skarpeste dolk, der spider mit hjerte stille og roligt og smertefuldt.

Kan jeg ikke bare “fucke” bremsen og køre derudaf og lade mit helbred være i stikken? Være ligeglad med smerterne.

De tanker banker mange gange på.

Kan jeg ikke bare være den Mikkel, som jeg egentlig gerne ville være?

Kan jeg ikke bare spille trommer igen?

Kan jeg ikke bare undervise 17 timer i musik hver evig eneste uge?

Kan jeg ikke bare tage ud og spille store koncerter?

Kan jeg ikke bare tage til koncerter?

Kan jeg ikke bare feste igennem til langt ud på natten?

Min “bedste ven” på væggen får mig til sidst overtalt til at holde ham i hånden. Endelig. Endelig giver jeg mig selv lov til, at sidde spille på min guitar. Glemme alt for en stund. Allerede ved første anslag fyldes min krop med en varme, som sommersolens varmere stråler. Strengenes resonans skaber de smukkeste harmonier, som når foråret vinder sit indtog. Mundvigen bevæger sig stille og roligt opad. Anslagene forsætter og tonerne og melodier strømmer ud i rummet og i mit sind.

Årh, hvor har jeg dog savnet dig. Savnet at spille på dig.

Tankerne flyver afsted, og glæden til musikken overskygger alt igen.

Selvom jeg er i gang med at definere mig selv på ny, hvor musikken ikke kan fylde ligeså meget, som jeg ville ønske, så vil jeg altid have min “bedste ven” og universet, hvor jeg altid kan søge trøst og glæde. Selvom drømmen om at være den bedste musiklærer virker til at være langt væk, så håber jeg stadig, at jeg kan være en lærer, som kan inspirere og skabe glæde hos mine elever. Det kan godt være, det ikke er igennem musikken, men forhåbentligt gennem den lærer som jeg er. Savnet til livet med masser af musik er kæmpestort. Et afsavn som nogle dage kan overskygge alt, og andre dage intet – så er jeg glad for, at musikken stadig er der. At jeg en gang imellem giver mig selv lov til at være den Mikkel, som jeg havde forestillet mig, jeg ville være.

Min “bedste ven” hænger igen på væggen. Blikket på ham nu er ikke fyldt med dårlig samvittighed, men fyldt med glæde og tro på, at musikken kan finde et leje i mit liv, hvor jeg ikke fornægter og forkaster det univers, som jeg aldrig kunne være foruden. Min guitar og “bedste ven” er ikke kun til pynt.