Farvel og på gensyn

Beskeden tikkede ind på min mobil. Beskedens alvor var ikke til at fatte. Alt gik i stå. Det ellers så stille følelseshav forvandlede sig med et til de største flodbølger, som slog alting itu på sin vej. Spørgsmålene, tankerne, sorgen, kærligheden og meget mere brusede rundt i min krop og mit ellers så sikre fodfæste blev blæst omkuld.

At miste en er det værste, jeg ved. Et farvel i stedet for på gensyn larmer og forstyrrer min krop på det groveste.


I mit virke som lærer møder jeg mange elever på min vej. Mange skønne relationer bliver skabt – kortvarige såvel som langvarige venskaber. Nogle elever bliver venner af huset, andre venskaber til diverse fælleskomsammener.

I sidste uge mistede verdenen et ungt menneske. Et menneske som vadede ind alle folks hjerter med sådan en ydmyghed og respekt for det menneske, vedkommende mødte på sin vej. Hvis man vandt hans venskab, så havde man et venskab for livet.

Mødet med vedkommende var altid ligesom mødet med sin hund efter få timer. Altid smilende og glad for gensynet. Altid klar på sjov og ballade, og stod altid op for en hvis man havde brug for det. Den trofaste ven som man altid kunne regne med.

Som lærer møder du også en hel gruppe af unge mennesker som bare kommer ind under huden på en. En gruppe som altid formår at dukke op, når du lavet et eller andet arrangement. En gruppe der altid bakker hinanden op. En gruppe som på et eller andet plan bliver en slags ”små søskende”, som man altid vil hjælpe og passe på.

Netop denne skønne gruppe mistede en af deres familiemedlemmer. Som en selvudnævnt storebror der stod ved siden af gruppen og så, hvorledes de formåede at være der for hinanden, sig selv og den mistedes familie var/er det smukkeste, jeg længe har set.

Et venskab med så stærke bånd, som jeg ellers kun har oplevet og set i familier af kød og blod.

En folk unge mennesker der turde at være vrede, sørge, grine og ikke mindst græde sammen. En flok unge mennesker som kender hinanden på godt og ondt og vil altid være der for hinanden uanset, hvad livet bringer dem.

Farvellet er blevet udskiftet med et på gensyn. Et gensyn som ikke bliver i fysisk forstand men i minderne. Et gensyn med alle de stunder, hvor der er blevet grinet, pjattet, snakket og grædt vil vinde indtoget og overvinde uvejret i min krop. Gensynet vil lægge en dæmper på havet, så jeg kan kigge ned i havet og opleve alle de stunder, som vil fylde mit sind resten af mine dage med dem, jeg har mistet.

Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år


Abraham Lincoln 

Mikkel@mfwblog.dk

2+

Den ensomme gåtur

Fald kun langsomt ind i venskaber, men når du er deri, så fortsæt fast og konstant – Sokrates

Ensomheden i mangfoldigheden har fyldt meget i denne uge. En uge, som jeg har tilbragt KBH.
Hvordan kan det egentlig være, at man kan føle sig alene, når der hele tiden er mennesker omkring en?

Længselsfuld begav jeg mig ud på en gåtur. For gåture er for mig en meditation, men også et sted, hvor jeg møder mennesker. Ikke hvor vi samtaler, men bare sender et smil eller et nik og ser hinanden.

Solen stod højt på himlen. Sommeren havde forhåbentlig endelig vundet sit indtog. Fuglene sang og støjen fra en nærtliggende motorvej skabte en besynderlig beroligende baggrundsstøj, alt i mens jeg gik i en mangfoldig park Brøndby. Det var egentlig besynderligt, at jeg fandt ro ved motorvejsstøjen.

Jeg havde sat et mål for dagens gåtur, da gårsdagen gåtur føltes helt forkert. I dag ville jeg tage initiativet til at smile, hilse eller nikke til de mennesker, jeg mødte på min vej.

Hvordan kan det være, at der er så stor forskel på, hvordan folk agerer i en storby kontra en lille by i provinsen?

Er det frygten for, at de mennesker man møder på sin vej vil en noget ondt? Eller hvad er det?

Jeg travede stille og roligt videre. Vejret var skønt.

Den første forbipasserende dukkede op på stien. Jeg forsøgte at få øjenkontakt – ingen reaktion. Jeg rømmede mig – ingen reaktion. Jeg smilede alt, hvad jeg kunne – vedkommende kiggede bare væk, og fortsatte sin gang. ØV!

Den næste der kom imod mig var en ældre dame, som luftede sin lille hund. Hvad gør jeg for at få et smil? Skal jeg stoppe op og hilse? Skal jeg finde på et eller andet spørgsmål? Eller hvad skal jeg.

Der slog det mig. Hvorfor er det egentlig mig, der søger kontakten? Hvilket formål skal kontakten give mig?

Følelserne strømmede rundt i min krop. Hvor ville jeg føle mig alene, hvis ikke jeg kunne hilse på de folk, jeg mødte på min vej i min egen by. Genkendeligheden af de lokale mennesker i bybilledet gør mig tryg. En tryghed som jeg egentlig aldrig har været opmærksom på før.

Jeg skyndte mig hjem på mit hotelværelse igen. Jeg vidste og fandt ro ved, at jeg havde en halv aftale med en ven, som jeg muligvis skulle mødes med. Det gav mig en underlig form for tryghed, at jeg skulle mødes med et genkendeligt menneske. Ensomheden blev skiftet ud med en glæde og en længsel efter, at få en respons overfor det menneske jeg mødte på min vej.

Det sjove ved aftalen var faktisk, at vennen er en, som jeg har kendt i næsten otte år. Vi har egentlig kun mødtes til festlige lejligheder hos nogle fællesbekendte. Møderne har altid båret præg af en kæmpe respekt for hinanden og den forskellighed der er mellem os. Otte år, hvor vi egentlig aldrig bare har siddet og snakket stille og rolig i en tosomhed. Men underligt nok har vi altid i de otte år, altid kunne henvende os til hinanden, hvis vi lige havde brug for et råd eller en hjælpende hånd. Egentlig følte jeg mig ny i venskabet trods de otte års utallige fester – også selvom mavefornemmelsen har altid været god omkring vedkommende.

I skrivende stund har jeg mødtes med vedkommende. Det var er underlig følelse jeg kom op på værelset med – og det skal ikke forstås negativt. Tværtimod.
Samtalen og venskabet har faktisk altid været stærkt, selvom vi måske egentlig ikke rigtig har set det før. Den gensidige interesse for hinanden og hinandens liv var meget større end jeg troede. Efter to minutter handlede alle samtalerne om eksistentielle spørgsmål. Hvad vi egentlig vil med vores liv og hvad er det, der gør os glade?

Fald kun langsomt ind i venskaber, men når du er deri, så fortsæt fast og konstant

Jeg er sikker på at venskabet forsat vil udvikle sig endnu mere end hvad det har gjort de sidste otte år. For man må sige, at venskabet har altid været fast og konstant og vi er faldet langsomt ind i et venskab, som ikke bare er baseret på fest og farver.

Hvor er jeg glad for, at jeg fik spist en burger med vedkommende, og at jeg egentlig ikke var alene i den mangfoldige by. For i bund og grund så er jeg ikke ensom trods alle de mennesker omkring mig. Jeg er bliver bare utrolig provokeret og nysgerrig over, at man kan gå som ene person i så stor en by uden, at nogle bemærker en.

0