Min tro følgesvend

Din smukke krop indtager rummet med stolthed og glans. Din flotte lange hals med de smukkeste aftegninger på, fremhæver din skønhed på fornemste vis. Din krops frodige og runde former er dragende som den smukkeste runde perle fundet på det dybeste hav i en musling. Din varme lyd fylder rummet med en tågen, der lægger sig silkeblødt. Din fredfyldte tåge indhyller hver en lille krog med musik. 

Dine smukke runde former fremhæver det, de skal. Din krop er udformet af det smukkeste egetræ med den varmeste glød. Det hele fuldendes med den blankeste slagplade, som hele verden kan spejle sig i. Spejle sig i den klang, varme og glæde til livet, som du bringer på din vej.

Solstrålerne stråler gennem vinduet som en projektør, som skal fremhæve hovedpersonen i teaterstykket. Jeg bryder lyskeglen og griber fat om din hals. Min højre arm lægger sig blidt om din krop, som et betydningsfuldt knus til et menneske, man holder uendelig meget af. 

Mine fingre på venstre hånd tager de forskellige greb på din smukke hals.  Den rigtige rækkefølge skaber de smukkeste harmonier til de mange skønne sange som vi altid har spillet sammen. 

Musikken strømmer ud af din krop. Den velklingende lyd skaber en tryghed dybt i mit sind, som ingen og intet andet kan give mig.

Du har budt på mange oplevelser igennem de sidste 13 år. Vi har været i situationer, der har repræsenteret alle aspekter af livet. Lige fra festen til livet, men også afslutningen på livet. 

Der er mange situationer, som popper op i mine erindringer. Der er dog nogle, som står klarere end andre. Nogle af de største øjeblikke for mig er: Da vi spillede foran min fars kiste til hans begravelse. Noget jeg ikke ville kunne udføre med nogen anden end dig. En anden oplevelse(r) er: de utallige gange vi har spillet til Tulipanfesten i Ribe. Alle de gange, hvor jeg ikke har kunne sætte ord på ting jeg gerne ville, men ikke kunne. Så tog vi over og sammen udtrykte mine følelser gennem musikken


En af de tinge vi/du har formået er, at skabe nogle venskaber gennem det musikalske univers, hvor ord og følelser gjorde venskaberne mere dybsindige. Vi turde være skrøbelige overfor hinanden, men også de venskaber vi har skabt sammen. Det er det musik kan. Skabe bånd, som intet andet kan.

Du har reddet mig mange gange, hvor livet har været svært. Når livet har vist tænder, har du altid været lige der på væggen. Hængende, afventende og indbydende til at rumme mig og mine følelser. Vi har grædt, grint, smilet, charmeret, leget, rejst og meget mere sammen. Vi har sågar været både i Frankrig, Rusland, Estland, England og rundt i stort set hele Danmark sammen. Rejserne har sat sine spor både fysisk men også i vores fortælling sammen. 

Det hele startede i USA for 13 år siden. Jeg var egentlig på udkig efter en anden, da du ikke rigtig var min type. Jeg fik andre guitarer i hånden, men intet føles rigtigt. Sælgeren fandt dig frem over fra hjørnet. Med ét var jeg solgt. Den klang, din smalle hals og den varme glød fejrede benene væk under mig, som den første teenager forelskelse. 

Siden den dag har du været min trofølgesvend. 

Vi har spillet og sunget os gennem livet.

Tak til dig, men også tak til alle jer, som har været med til at skabe unikke oplevelser sammen med os, som vi aldrig vil være foruden.

Den fyldte skuffe

Skuffen rives ud af kommoden. Indholdet flyver ud på gulvet og overrumpler mig.

Hvor ville jeg bare gerne give dig et kram. 

Hvor ville jeg ønske jeg kunne ringe dig op.

Bare ringe dig op for at høre din stemme. En stemme som altid har givet mig en ro og følelse af den ypperste kærlighed. Pludselig forsvandt stemmen – og muligheden for at ringe dig op. En accept jeg nok aldrig kommer over, eller skal komme over.

Jeg lukker øjnene og forestiller mig din stemme. Jeg falder hen i de gode minder og stunder, som vi har haft sammen. Lige pludselig står alt fra min barndom, ungdom og spæde voksenliv klart igen. Oplevelserne med dig fylder min nethinde. 
Slam! Jeg hives ud af drømmeverdenen, som en dolk, der borer sig hurtigt og hårdt ind i mit hjerte. Tårerne kan ikke holdes tilbage. Jeg kigger rundt, men alt føles sløret og tankerne hvirvler rundt, som en orkan der æder alt på sin vej. Denne orkan æder alle mine tanker og holdepunkter, så magtesløsheden og sorgen strømmer ind i slipstrømmen efter orkanen. 

Jeg hiver min iPhone frem. Scroller mine kontakter igennem. Bitterheden, sorgen, vreden, kærligheden og trangen slår mig ud af kurs som den hårdeste knytnæve, man kunne forestille sig. Knytnæven rammer mig lige i sola pexsus hver gang jeg kommer til dit navn. 

Far mobil

Hele min krop skriger efter at trykke ”ring op”. Min finger bevæger sig automatisk hen mod knappen, som det meste naturlige at gøre. Ligesom et barn søger trøst ved sine forældre.

Min hjerne bliver ramt af en mærkelig automatik, hvor realiteten, fornuften og følelserne bliver sat på standby. Alligevel flytter min finger sig lige så automatisk væk fra knappen igen samtidig med at en ny orkan indtræffer sig i mit tankespil.

Hvad ville jeg egentlig sige til ham?

Hvad er det, jeg har brug for?

Mange spørgsmål vælter frem og afsavnet stiger som den hurtigste flodbølge, verden ville have oplevet.

En hånd lander på mine skulder. I et splitsekund tror jeg, at det er min far. Jeg kan mærke, hvordan varmen stiger i min krop. Jeg vender mig om – og ser direkte ind i min hustrus øjne.  Intet siges, men det største kram indfinder sig. 

Pludselig ændrer tankerne og følelserne sig igen. Afsavnet og fortællingen om min far fylder i mig. Der sniger sig et smil frem i min mundvig. De sjove og gode minder strømmer ind over mig. Jeg kigger til siden og ser mine to børn ligge nede på den mindstes legetæppe, hvor de smiler og hygger sig. 
Igen ændrer tankerne sig. Der er så meget at leve for, men hvor er der sket meget siden jeg sagde farvel til min far foran hans kiste. Og hvor der mange ting jeg gerne ville dele med ham, somjeg aldrig fik lov til. Mit bryllup, mine børn, mine nye biler –  listen er uendelig. Mine øjne fanger min hustrus smukke øjne igen og jeg bliver grebet af taknemligheden over den familie, jeg har.

Jeg løfter skuffen op fra gulvet. Jeg samler alt indholdet op og putter det sirligt på sin plads i skuffen. Sætter skuffen ind i kommoden igen. Jeg lader den stå lidt på klem, da sorgen og afsavnet altid har lov til at være i mig og min hverdag, da det er en del af min fortælling og mit liv, at min far desværre ikke er her mere. 

Jeg kigger på min mobil og ser, at der stadig står ”Far mobil”. Netop denne kontakt i min telefonbog vil aldrig blive slettet – for han er kun et opkald væk – et åndeligt opkald, som jeg synes er vigtigt, at kunne ringe op i ny og næ. For at glædes, græde og mindes det han gav og var for mig.