Hist, hvor vejen slår en bugt

Hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der en café så smukt –
hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der en café så smukt,
væggene lidt skæve stå,
Frimærkerne er ganske små,
døren synker halvt i knæ,
Claus gøer, den lille vært
under taget fortællingerne kvid’re,
solen skinner og så vid’re.

Det fineste lille sted i Danmarks femte største by. Udefra en lille undselig café, som kun har åbent torsdag, fredag og lørdag. En café som er modsvar til det arbejdsliv 95 procent af alle mennesker dyrker. En café som drives af glæde, lyst, forkælelse og ikke mindst omsorg for dem, der gæster caféen.

Manden bag den skønne café er Claus Steengård. En af de mest jordnære og inspirerende personer jeg har mødt på min vej. Claus og jeg har kendt hinanden i ufattelig mange år. Mange år, hvor vi altid har hilst og småsludret med hinanden. Jeg har altid gået med følelsen af, at vores samtaler har beriget mig på en eller anden måde. 

En høj solbrun herre som altid er iklædt en skjorte, vandrestøvler og korte bukser. En herre som udstråler, at han er klar til at vandre ud i verdenen og søge de gode oplevelser. En mand som altid har udstrålet passion og engagement for det han beskæftigede sig med. 

Kaffenduften spreder sig ud i alle hjørner af den lille café. Malerierne på væggene supplerer de underfundige loppefund og designerbord, som er møblementet. Caféen er del op i to. Et spiseområde og ”slyngelstuen” som Claus så fint kalder den. Hvor meget slyngel der er over den, ved jeg nu ikke. Men der står det fineste ”gennerbord” med tilhørende stole. Ved siden af bordet er der en hjemmelavet reol fyldt med store kasser, som gemmer på de mest utrolige skatte, som ”slynglerne” går så meget op i: Frimærker. Ja, du læste rigtigt. Frimærker. Udover at Claus driver sin café, så sælger og køber han frimærker. Du er slet ikke i tvivl om, hvor passioneret han er omkring sine frimærker. Det summer af liv, trods de mange kasser. 

Ja, du sidder nok og tænker, at jeg reklamerer for en café og at I skal besøge den. 

Det gør jeg ikke. Jeg er bare selv ramt af en kæmpe beundring over, at et menneske har gjort så meget op med sit sikre arbejdsliv, og kastet sig ud i noget, som man bare kan mærke, han nyder. At se et menneske som bare elsker det sted han er i sit liv, og at man kan mærke glæden, omsorgen og lyst til at forkæle sin medmennesker er vildt inspirerende. Det har i hvert fald sat en masse tanker i gang hos mig og det liv, som jeg gerne vil forme fremadrettet. 

Derfor: Besøg Café Stonegarden i Esbjerg og mød et menneske, som vandrer lige ind i jeres hjerter med hans personlighed og ikke mindst hans luksushotdogs.

Kropsidealet

Kommer jeg til at føle mig udenfor? 

Ser jeg godt nok ud i mine badeshorts? Er jeg tynd nok (på trods af mit vægttab). Jeg er slet ikke fin nok til sådan et sted. Du er jo bare Mikkel og der er ikke noget fancy i det.

Årh det bliver rart at slappe fuldstædig af og boltre sig i wellness-området. Nedsænke mit korpus i de varme bade. Slænge mig i liggestolene og tage en blunder, hvis jeg har lyst til det. 

Det bliver så skønt at have min hustru for mig selv – sådan rigtig kæresteagtig. 

Usikkerheden spirer, mens glæden er stor. To kontraster som kigger på hinanden inden vores weekendophold på Vejlefjord.


Er det omverdenens kropsidealer, som bringer min selvopfattelse ud af kurs eller hvad er det? 

Forestillingen om, hvordan mennesker skal se ud er mange. 

Mændene vil sikkert alle have sixpack og skåret ud i granit, mens damerne vil ligne modeller, som bare vimsede rundt og så lækre ud. 

Er det stedet, der skaber mine forestillinger? Hvorfor tænker jeg disse tanker?

Vi lever i en verden, hvor vi prøver at se så godt ud som overhovedet muligt. Jeg bryder mig ikke selv om det, men tager mig selv i lige præcis det. Enten tager et billede, eller skal lægge et op på sociale medier. Jeg skal i hvert fald skal tage mig så godt ud, som jeg kan. 

Det er egentligt ikke fordi, at jeg ikke hviler i mig selv, eller min krop – for det gør jeg. Det er nok nærmere, at det forventes, at man gør det, når man poster noget på de sociale medier. 

Men hvem har skabt den forventning? Ja, svaret er jo nemt. MIG SELV.  Det er mig selv det skaber disse tanker og forventninger.

Vejlefjord forventer ikke, at deres gæster ser ud eller præsenterer sig på en bestemt måde. De sociale medier forlanger ikke, at jeg poserer på bestemte måder.  Alt er nogle krav som jeg sætter til mig selv, som jeg i virkeligheden ikke burde gøre. 

Så Mikkel, nu er du her. NYD det nu fortæller jeg mig selv. Jeg får iført mig en alt for stor badekåbe, men kunne trøste mig selv med, at alle havde samme kåbe og størrelse på, så vi var ligesom i samme båd. 

Jeg gik ind i omklædningsrummet, og til min store forbavselse, ser jeg mænd, som gud har skabt dem. Tykke, tynde, høje som lave. LIGE netop her tænkte jeg: ” MIKKEL du er sgu en kæmpe idiot. Nu har du brugt så meget energi på at føle dig utilstrækkelig. FLOT MIKKEL.”

Jeg går ind i wellness-området og bliver ramt af en følelse, som jeg egentlig ikke kan lide. 

Ej, prøv lige og se, hvordan han ser ud. Han burde godt nok tabe sig. Ej, hvad sker der for sådan en smartass. Lige pludselig blev jeg den omverden, som havde presset mig selv til usikkerheden, som jeg havde kæmpet med inden jeg kom til Vejlefjord. 

Hvor er det latterligt, at jeg nu begynder at gøre mig til dommer over, hvordan man kan se ud eller ej. Hvorfor gør jeg nu det? 

Jo, jeg prøver at retfærdiggøre, at jeg godt kan tillade mig at være her. Det bedste forsvar er jo altid det bedste angreb. Det gør mig ikke stolt, men de følelser havde jeg. Jeg er udmærket klar over, at det er min egen usikkerhed, der gør, at jeg følte mig nødsaget til at tænke de tanker jeg tænkte.

Hvad vil jeg egentlig med dette?  
Dog vil jeg fremadrettet stoppe op og prøve at bremse tankerne, som modarbejder den glæde, eller det billede jeg har af mig selv. Jeg vil øve mig i at omfavne mig selv på godt og ondt. Jeg vil glæde mig over, at jeg tør tænke tankerne og gøre noget ved det negative mønstrer. Ydermere øve mig mere i at leve i nuet og nyde det.