Fødselsdagsfester, fester, sociale komsammener, nytår og meget mere. Liv og glade dage og fest til langt ud på natten. Det er næsten reglen frem for undtagelsen, at det forventes, når der inviteres til de ovenstående arrangementer.
Du tænker nok, at det bliver fedt og ser frem til at være en del af det sociale. Jeg ville ønske, jeg havde det på samme måde.
Før i tiden var jeg altid en af dem der lukkede og slukkede festerne. Jeg elskede at være med i så mange arrangementer som overhovedet muligt. Jeg vil næsten gå så langt at sige, at det var en stor del af min identitet. Ham som altid var med på et socialt arrangement og festivitas.
Når invitationer kommer ind ad døren, starter der en kæmpe tankevirksomhed, som er utrolig drænende. Det er ikke om jeg skal deltage eller ej. Nej, det er en tankevirksomhed, som graver så dybt i følelses- universet, som både er sorg, glæde, angst, modløshed, vrede og meget mere.
Hvorfor gør starter tankemyldret hver gang?
Sorgen er nok den, der fylder allermest. En sorg over, at jeg ikke kan være den Mikkel, som jeg var engang. At jeg ikke bare spontant bare hoppe ud i en fest og bare fyre den af. En sorg over, at MR.T og Frk. Lydoverfølsomhed dikterer min formåen i det sociale regi, som er så stor en del af ens sociale liv.
Det er ofte svært for mig, at jeg bare ikke kan glæde mig over, at jeg skal til en fødselsdagsfest uden at tænke mine begrænsninger ind. At forlige sig med sine begrænsninger tror jeg er en evig proces, som vil forfølge/følge mig resten af mine dage.
Hvordan kan jeg så gøre det mere spiseligt for mig selv?
Jeg er begyndt at lave nogle foranstaltninger for mig selv, så jeg bedre kan komme hen til glæden over at skulle afsted. Jeg arbejder ud fra dette parameter:
- Forventningsafstemning med de der afholder arrangementet.
Hvad mener jeg med dette? Jo, der er nogle forholdsregler, som er gode for mig i forhold til min deltagelse. Jeg skal helst placeres for enden af et bord og med min borddame på min højre side, da det er mit gode øre.
Jeg deltager i et bestemt tidsrum, som jeg ved, at jeg kan klare. Hvis jeg så kan være der i længere tid, da det går godt er bare en bonus og til glæde både for mig og dem, der holder festen.
Jeg får ”frisk luft” ligesom rygerne – for mig er det bare et lydhelle i 10 -15 min.
Derudover har jeg altid mit høreværn med og på mig, så jeg kan skærme mig for for høj lydpåvirkning.
Du tænker nok, at det er fint, at jeg sætte disse ting op for mig selv, men hvordan får jeg folk til at tage højde for det?
Jeg kontakter de mennesker, som skal afholde festen/arrangementet og får en snak med dem om, at hvis jeg skal deltage på bedst mulig måde – kunne de så tænke ind, hvor de placerede mig henne i bordplanen. Ydermere får jeg en snak med dem, hvordan lokalet er opbygget i forhold til akustik. Jeg italesætter overfor dem, at jeg nok er deltagende i et givet tidsrum. Når jeg tager hjem, er det ikke fordi jeg ikke vil deltage i festen, eller at jeg ikke hygger mig – men det for at passe på mig selv. Derudover forklarer jeg også, at jeg tager nogle lydpauser.
Denne samtale er altid svær for mig, da jeg aldrig vil være til besvær. Hertil vil jeg sige, jeg har ikke mødt nogle, som ikke er blevet glade for, at jeg har snakket med dem om det. Hvis de kan være behjælpelige med, at jeg kan deltage på bedst mulig måde, så vil de utrolig gerne hjælpe. De har jo inviteret mig, fordi de gerne vil have jeg skulle være en del af deres fest.
Trods alt dette, så øver jeg mig stadig i, at forlige mig med mine begrænsninger og det sociale liv jeg er begrænset i.