Musikkens magi

Solen skinnede og nervøsiteten strømmede rundt i min krop. I dag skulle jeg ud og spille en lille koncert på et plejehjem sammen med min gode veninde, Karen. Det hele virkede meget stille og roligt. Alligevel var der noget, som lurede under overfladen. Det var ikke bare en lille hygge-koncert. Nej – det var en lille koncert i en coronatid, hvor Karen og jeg vidste, at de ældre virkelig led af afsavn og krydderi i deres hverdag. 

Vi var på vej til plejehjemmet, og det var ligesom om, at vejret bare blev bedre og bedre desto tættere vi kom på plejehjemmet. Så var vi der. Vi blev modtaget med de største smil og taknemmelighed af medarbejderne på stedet. Alligevel var situationen noget anspændt, da vi ikke måtte give hånd, eller have anden kontakt med nogen. Vi skulle gå af lukkede gange hen til stedet, hvor vi skulle spille. Da vi ankom sad beboerne allerede forventningsfulde og klar til den lille koncert.

Stedet vi skulle spille på plejehjemmet, var et skjult lille paradis. En lukket lille verden, hvor roen, livsmodet,  nuet og tilstedeværelsen var i højsædet. Den lille gårdhave var fyldt med de skønneste blomster, buske og små hyggelige rum, hvor beboerne kunne finde ro. Et sandt paradis.

Vi slog tonerne an og startede ud med at synge ”Lyse nætter” af Alberte. Allerede efter første linje i sangen, ramte den smukkeste, fineste og klareste stemme mit øre. Det var ikke Karen, da hun først skulle synge med i omkvædet. Nej, det var en lille ældre dame, som sad lige foran os. Hun sang så smukt, så jeg havde  lyst til at stoppe med at synge, og bare lytte til hendes stemme. 
Det er svært at forklare, hvad der var ved hendes stemme, men hendes klang var så fin og ren. Jeg fik sunget sangen til ende og nød at lytte til hendes stemme imens jeg sang. 

Puha tænkte jeg, da jeg kiggede rundt på de ældre. Der var folk i kørestole, nogle så åndsfriske ud, andre så slidte og gamle ud, men fælles for dem alle var, at deres øjne strålede og glæden fra deres hjerte strømede ud af dem. En energi som bare strømmede vores vej.

Da koncerten var slut og Karen og jeg sad i hver vores bil, blev jeg ramt af taknemlighed, kærlighed og glæde til livet. 

Det er netop dette musik kan. Det kan skabe glæde, selv i en trist tid, såvel hverdag. Musikken kan skabe fællesskaber på tværs af generationer, religioner, nationaliteter og meget mere. Det kan udtrykke et følelsesunivers, frembringe minder og give ro. 

Jeg er SÅ taknemlig for, at jeg kunne give beboerne på Solgården i Bramming 30 minutters musik, hvor vi sammen kunne glemme tid og sted. Hvor vi sammen kunne udvise taknemlighed, kærlighed og glæden til livet. Sammen var vi i nuet, hvor alt føltes så dejlig og ubekymret. Det er ikke sidste gang, at jeg kommer forbi et plejehjem med min guitar. Det kræver intet af mig at spille i 30 min, men det giver så meget for dem, og hvis jeg kan give plejehjemsbeboerne en hyggelig lille stund, så gør jeg gerne det.

Mikkelwillerslev@gmail.com

I´m still standing

Et lyn fra en klar himlen slog ned i mig. Mikkel du skal sygemeldes, for ellers er dine dage talte. Det var ligesom at vågne med et sæt fra en drøm, som du egentlig synes var ok. Det hele spillede i drømmen. Jovist havde du travlt, men det havde alle andre også. Jovist spirrede hovedpine hver dag i dig. Jovist kunne du mærke lidt hjertebanken og stivhed i dine led. Men alt føltes alligevel som om alt var i den skønneste orden. Men var det egentlig det?

Tankemyldret er ved at finde sin rette vej, som forårsolens sarte og skarpe stråler. De tanker, som har fyldt mit sind det sidste halve år. Det føltes som en frossen tilstand, hvor der intet er sket. Men hvis jeg ser tilbage på det sidste halve år, så bliver jeg helt forpustet over alt det, der alligevel er sket.

Jeg har brugt et halvt år på, at se tilbage på den drøm, som jeg egentlig synes var meget god. Det er gået op for mig, at jeg har/havde forsømt mig selv. De signaler min krop havde givet mig igennem rigtig lang tid. Den dårlige samvittighed over for mig selv blev større og større, desto flere gange jeg kiggede tilbage på drømmen.

I hele perioden har den dårlige samvittighed spirret i mig. En samvittighed over for mine medmennesker, kollegaer, familie m.m. Jeg har brugt oceaner af tid på at komme den samvittigheden til livs, men jeg er stadig ikke i mål endnu.

Nogle af de ting, som virkelig har gået mig på har været:

Mit arbejde. Liges pludselig skulle mine kollegaer lide under, at jeg ikke kunne varetage mit arbejde. De skulle til at løbe ekstra stærkt for mig, og ikke nok med dette, så kunne jeg intet huske om de forgangne måneder. Jeg havde fået et mindre hukommelsestab. Jeg ved, det har skabt frustrationer og mange andre ting. Der skal lyde en speciel tak til de kollegaer, som har varetaget mit skema.

De skønne elever. De skønne elever jeg havde i mine klasse, blev lige pludselige offer i min sygdom. Et offer som har plaget og stadig plager mig den dag i dag. Jeg skulle have afsluttet tre fantastiske år med min niende klasse i år. En afslutning, som jeg havde glædet mig inderligt til. Fra den ene dag til den anden var to et halvt års arbejde revet væk under mig. To et halvt år, hvor jeg havde oplevet de skønneste relationer, de sjoveste stunder og de skønneste kager forvandle sig til et uforløst minde, som aldrig helt rigtig kom i hus. For mig er det virkelig en stor kamel at sluge, da jeg ikke fik afleveret mine elever rigtigt til deres videre færd i livet.

Mine skønne familie. At være fanget i et spil, hvor en du inderligt holder af bliver alvorligt syg, må være noget af det hårdeste at opleve. Jeg oplevede det selv, da min far døde af kræft. Jeg ved, hvor meget det fylder og kræver af en. Du skal både være stærk, udvise omsorg, trøste, være positiv – listen er lang. Men når man oplever, at en der står en nær er syg, bliver du selv skrøbelig, ængstelig og ked af det. Det krydsfelt er så uendelig udmattende. På den ene side skal du være støttende og i samme øjeblik er du også ængstelig. Min sygdom satte og sætter stadig nogle ringe i vandet, som virkelig kræver noget af de mennesker, der har mig kær. Det er jeg virkelig ked af, men utrolig taknemmelig for, at de er der for mig.

 

Det halve år har til gengæld også bragt en masse gode ting med sig.

En ny drøm, hvor jeg aldrig nogensinde vil have ”jo vidst” med i ligningen igen. En drøm, der skal baseres på et nyt fundament, som er endnu stærkere end før. En vished om at jeg ikke er en supermand, som tror jeg kan alt. En taknemmelighed over for de mennesker, som virkelig har udvist omsorg og kærlighed over for mig, men ikke mindst min lille familie.

Hvad er status?

Jo, jeg kæmper forsat med at få et stabilt blodtryk. Det tager sin tid, men jeg er godt på vej. Jeg er også kommet i udredning på sygehuset i forhold til, hvad der kan forårsage det høje blodtryk. Er det min kroniske lidelse, eller er der noget andet i min krop, som også spiller ind.

Jeg kæmper stadig dagligt med at acceptere mine begrænsninger, som er udsprunget af dette, men også accepten af, at mine kroniske lidelser dikterer så meget i mit liv lige nu. En accept som jeg til tider tvivler på vil komme.

Jeg prøver at se fremad for at skabe de bedste rammer for mig selv og mit liv, men ikke mindst for min familie. Jeg kan simpelthen ikke klare tanken om, at de skal udsættes for mere usikkerhed og angst.

Alt i alt har det hele skabt en ny virkelighed, hvor jeg ikke kan ignorere de signaler min krop sender.