Måned: december 2018

BANG, BUM, NÆH og adrenalinen kører derudaf. Sikkerhedsbrillerne sidder, hvor de skal. Posen er fyldt med krudt. Det tegner til at blive en fantastisk nytårsaften. Børnene går rundt i små grupper med deres poser og briller. De ringer håbefulde på døre. Er det mon nogen hjemme? Nogen vi kan skyde nytåret ind for? 

Yes! Døren åbner sig og der skydes. Yes! Denne gang var de heldige. De fik deres yndlingsslik.

For andre er nytårsaften en festaften, hvor alt er tilladt. Ulovligt krudt, en tolv hestes brændet og meget mere.

Sådan havde jeg også det førhen. Førhen elskede jeg at gå rundt med min pose for at skyde nytåret ind. Først med min storebror. Vi gik altid over til vores naboer Holger og Karen for at skyde nytåret ind. Dernæst vandrede vi ud i gaderne med hver vores venner. Der gik sport i, at få fyldt slikposen op, og hvis vi var heldige var der også nogle som gav penge. Penge vi senere hen kunne købe mere slik for. 
I vores familie har bordbomben altid været det helt store hit. Dem vi fejrede nytår sammen med sørgede altid for den største og skøreste bordbombe. Nogle år var den så kraftig, at den lavede mærker i loftet.

De sidste ti år har jeg afskyet nytårsaften. Jeg har egentligt ikke vist hvorfor. Jeg har fortalt mig selv og omverdenen, at det var fordi jeg synes aftenen var opreklameret. Man gik bare og ventede til kl 00.00 for at hoppe ned fra sofaen og dermed ind i det nye år. 

I går – den 30/12 – gik det op for mig, hvorfor jeg egentlig afskyr og frygter nytårsaften. 

LYDENE!

Det ramte mig som en raket, der skydes afsted og giver et kæmpestort farveglimmer på himlen. 

Mikkel, det er fordi du hele tiden er i højeste alarmberedskab. Et beredskab for høje og pludselige lyde. Lyde, som giver mig smerter i ørene. I skrivende stund sidder jeg og tænker tilbage på sidste års nytårsaften. Jeg erindrer, at jeg tog alle mine forholdsregler for at mindske de høje lyde. Jeg havde hele tiden radioen tændt for at skabe baggrundsstøj. Jeg havde mine ørepropper på mig hele tiden, så jeg var beredt, hvis der kom nogle for at skyde nytåret ind. Jeg vandrede febrilsk rundt, da roen havde svært ved at indfinde sig. 

En gåtur nytårs dag har jeg altid undveget. Har egentlig aldrig vist hvorfor, for før i tiden elskede jeg at fejre dagen ude på gaden med alle andre. 

I dag er følelsen anerledes. Jeg har endelig fundet ud af, hvorfor jeg har ageret så apatisk nytårsaftener.  Det giver en ro i mig, at jeg ved hvorfor jeg hele tiden er på mærkerne. 

Baggrundstøjen, propperne og alarmberedskabet er stadig klar, men forståelsen for beredskabet gør mig godt. Jeg kan mærke, at det gør, at jeg bedre kan slappe af og agere mere konstruktivt overfor mig selv og min omverden. Det gør også, at jeg måske kan skabe en forståelse hos min omverden, hvorfor jeg ikke er deltagende til deres fester. Det er ikke fordi lysten ikke er der, men begrænsningen for mig og min omverden er simpelthen for stor.

Pas på jer selv derude. Pas på ørene, fingrene og hinanden.

Godt nytår derude fra mig og følsomme Mr. T.

Mikkel@mfwblog.dk

Dagen oprinder. Dagen hvor følelseshavet bruser og slår mig omkuld. Afsavnet, minderne, vreden, tristheden m.m. Det hav som jeg ellers føler, jeg har styr på viser tænder. De små bølger, som jeg kan ride på alle andre dage er nu store og til tider uovervindelig. Stenen af sorg, afsavn, minder, kærlighed og fornægtelse ligger ikke stille på havbunden og skinner i vandets flade. Stenen som reflekterede lyset fra solen, som gjorde, at selv det sorteste vand og dets bølger blev overskuelige og overkommelige. På denne dag ligger stenen ikke stille. Den farer rundt i havet, følelseshavet som ellers lå stille hen, er nu ramt af årets storm. Den storm som rammer hvert evig eneste år på samme dato.

Vi skriver den 28/12. En skæbnesvanger dag for mig og min familie. En dag hvor vi mistede min kære far. Den dag som ændrede alt. Ikke bare mig og min familie, men også vores livshistorie. Et nyt kapitel startede og et sluttede. 

Det nye kapitel virkede uoverskueligt, frygtindgydende og uvirkeligt. 

Kapitlet som sluttede virkede også uoverskueligt, frygtindgydende og uvirkeligt. Dog var det afsluttede kaptitel nemmere at forholde sig til, da genfortællingen om det kapitel vi hver især har haft med min far fyldte os med glæde, grin, anekdoter, spøjse remedier, musik, øl, ombygning og meget mere. Et kapitel vi altid kan hente frem og kigge tilbage på med glæde, vemod, kærlighed og et kapitel der aldrig vil slutte, da minderne ændrer sig for hver kan man kigger på kapitlet. 

Årets stormvejr kan virke uoverskueligt. Samtidig minder stormen og bølgernes skvulp mig om at den sten, som jeg altid kan kigge på i mit følelseshav og som ellers virker fredelig, er en grundsten i det liv jeg har og fører. En sten der altid er der. Selvom stenen kommer i uvejr  eller ligger stille hen, så vil jeg altid kigge på den og glæde mig over, at det kapitel jeg fortæller med den altid vil være med lige dele glæde, grin, vemod, sorg og kærlighed.

Mikkel@MFWBlog.dk