Nu er det JUL(efrokost) igen

Lyden er hårdtslående og lammende. Samvittigheden er på overarbejde. Usikkerheden kommer snigende. Der er en stadig en helt uge til det. Alt i min krop er allerede i højeste alarmberedskab. Forstår de mig? Forstår jeg egentlig mig selv?

Det nationale arrangement står for døren. Dødsdruk, skandaler, mad, dans og musik. Danmarks mest berygtede, elskede og forunderlige fest. Et års arbejde skal vurderes ved hjælp af festivitas: Årets julefrokost på arbejdet.

Dybest set er det et fantastisk arrangement med liv og glade dage, højt musik og en god mængde alkohol. Tilsammen giver disse ingredienser opskriften på en fantastisk aften. En social komsammen med de mennesker, man omgås så meget hver evig eneste dag. Mennesker, du er tæt forbundet med men også mennesker, der er en professionel relation. 

Puha vil de kunne forstå mig? Eller vil de bare vende øjne eller værst af alt: tale bag min ryg om, at jeg er en kedelig festabe, der går hjem før kl 22.00.

Opskriften for en perfekt julefrokostaften for mig ville se således ud: Få mennesker i lokalet, meget lav baggrundsmusik og en god mængde alkohol. 

Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og være ligesom alle andre? De fester derudad, råber, skriger, danser, snakker og hører højt musik.

GODDAW Mr. T. Endnu engang sætter du en stopper for mig. En stopper for at kunne holde en fest ud i mere end tre til fire timer. (Blogindlægget forsætte efter billedet)

Tinnitus MFWBLOG.dk

Allerede nu fylder klumpen af Mr. T ringe i vandet i min mave. Ringe som gør mig usikker på, hvordan og hvorledes jeg skal agere til det kommende arrangement.

Kan jeg tillade mig, at gå hjem kl. 21, og hvad vil de andre sige?

Kan jeg tillade mig at bede om mere dæmpet musik? 

Kan jeg tillade mig at forlange, at de tager hensyn til mig og mit handicap?

ARG FUCK MR T – Jeg drikker mig i hegnet og bruger 3 til 4 dage på at komme oven på igen. 

Ta’ dig sammen Mikkel. Det kan du ikke byde dig selv og din familie.

Årh hvor jeg dog hader Mr. T i disse situationer. 

Mr. T og jeg går hånd i hånd hele tiden 24 -7 -365 dage om året.  Jeg vil forsøge at forklare, hvad der er i spil til en julefrokost for mig og mit handicap. 

Når du lider af tinnitus, så mangler du et lydfilter. Det vil sige, at når du sidder ved et bord og snakker med din sidemand, så kan du ikke skubbe alt anden lyd i baggrunden, så det bliver baggrundsstøj. Lyd- og hjernepåvirkningen er enorm, da hjernen stimuleres af alt lyd. Når jeg snakker med sidemanden og de omkringsiddende også snakker, så kan jeg ikke skelne mellem lydene. Det vil sige, at jeg følger med i alle samtaler på én gang. Dertil kommer, at baggrundsmusikken drøner derudad, hvilket jeg heller ikke kan abstrahere fra. Ofte bliver jeg så træt af alle lydene, at jeg tager et høreværn i ørerne og alt lydpåvirkning dæmpes. Det hjælper mig i en halv time til en time. Dernæst opstår der et nyt problem. 

Problemet med at høre, hvad folk siger, da høreværnet dæmper lydene. Jeg forsøger at mobilisere så megen energi på, at høre hvad folk siger, at det resulterer i, at jeg bliver endnu mere træt. 

Jeg lukker mig mere og mere ind i mig selv for at finde ro og overskud til bare at være i mig selv. 

Jeg er også i den ”heldige” situation, at Mr. T er en meget følsom mand. Han tåler ikke for meget lydpåvirkning/støj. Hvis han bliver presset for meget, giver Mr. T sig til at bore med et meget fint og smertefuldt bor i mine øre, som giver i voldsomme smerter. Det kan sammenlignes med en slem omgang ørepine. Mr. T’s følsomhed gør, at jeg er nødsaget til at bruge høreværn efter 1 til 2 timer til en fest. Som tidligere beskrevet jeg bruger endnu mere energi for at være til stede. BUM som et lyn fra en klar himmel lukker jeg mig ind i mig selv, da stimulanserne bliver for store og smerterne kommer snigende.

Skal man grine eller græde?

Skal man glæde sig eller frygte det?

Jeg har valgt, at jeg vil glæde mig. Glæde mig over, at jeg kan deltage fuldt ud i tre til fire timer, hvor jeg virkelig føler, at jeg kan være en del af festen. Grine over alt det sjove, der sker og kan ske, når gode mennesker mødes. 
Jeg vil ikke græde over, at jeg ikke kan være med på omverdens måde at feste på. Jeg vil ikke græde over, at jeg måske har mistet noget af fest. Nej – Jeg vil glæde mig over, at jeg har været med til festen på mine præmisser. Glæde mig over de gode samtaler, relationer og at Mr. T og jeg giver os lov til at være sociale i det omfang, vi kan være med på.

Jeg vil ikke frygte smerten og at min begrænsede deltagelse går udover fællesskabet. For fællesskabet er så meget mere end den årlige julefrokost. 

Nu er Mr. T og jeg klar til den årlige julefrokost på vores præmisser. 

Forventningens glæde

Begejstringen er stor. Gisningen om hvad den vil bringe af lykke. Utålmodigheden banker i mit sind. Tænk nu hvis jeg eller min hustru vandt. Sikke en lykke det ville bringe.

”Skrabe-julekalenderen”. Den evindelige og hårde psykiske rejse, som fylder hver evig eneste december måned.

Drømmen om at vinde en million er altid stor. Vandt jeg en million, så ville jeg måske købe en ny bil, betale huslånet ud, måske sige jobbet op eller forsøde min hverdag eller liv. Drømmene er mange. 

Yes, jeg skrabede juletræ. Nu mangler jeg kun tre. Fristelsen kommer snigende. En fristelse om at skrabe forud. Skal man eller skal man ikke?. Et dilemma der altid popper op i mit hoved. Tag dig sammen Mikkel – ha’ nu lidt tålmodighed.

Tvivlen kommer snigende. Tvivlen om den helt store gevinst. 
Altså jeg kunne også nøjes med 50.000 kr. Prøv og tænk hvis jeg vandt 50.000 kr. Drømmene starter igen. Drømmerejser. Skulle man tage til Cuba, skulle man tage en måned til Maldiverne, eller rejse med den Transsibiriske jernbane. Ej, hvor ville jeg gerne vinde de 50.000 kr. Kufferten er stort set allerede pakket, hver gang jeg kigger på skabe-julekalenderen. Længselsfuldt kigger jeg på de uskrabede felter. Som et lyn fra en klar himmel bliver jeg ramt af mismodigheden.

Kender jeg overhovedet nogle, der har vundet en stor sum på en skrabe-julekalender ?

Hvorfor køber jeg overhovedet kalenderen? 

“Der er gennemsnitligt gevinst på hvert tredje lod, og hvisvi antager, at du har fat i et lod med gevinst på, så er chancen for, at du vinder millionen, stadig kun sølle 0,0006 procent” Kilde: Danske spil

Hvis jeg bare vandt 50 kr., så ville jeg være lykkelig. 50 kr. ville dække udgiften til denne psykologiske rejse.

Positiviteten strømmer indover mig igen. Nu mangler jeg kun et symbol flere steder. Chancen for 1 million, 50.000 kr. og 1000 kr. Lad det nu blive juleaften, så spændingen endelig kan udløses. Blikket rammer kalender utallige gange den 23. december. Drømmenes forskellige stadier indfinder sig igen. Ny bil, rejse eller en god middag med min hustru. Alle gevinsterne vil bringe lykke. uanset om det er 1 million eller 1000 kr. 

Som et lille barn skynder jeg mig ned den 24. december for at skrabe det sidste felt. ØV udbryder jeg. Ingen gevinst. Der er sgu aldrig nogen, der vinder på disse kalendere. 

Men spørger du mig op til december, om jeg gerne vil have en kalender igen i år, så er svaret ja. Ja til alle de fantastisk drømme og nedture kalenderen giver. Der er noget fantastisk over at drømme sig væk fra hverdagen, men også at blive opmærksom på, at uanset om jeg vinder eller ej, så har jeg det godt og julen indtræffer i vores lille hjem på den skønneste måde – også selvom millionen ikke var i min julesok i år.