Skuffen rives ud af kommoden. Indholdet flyver ud på gulvet og overrumpler mig.
Hvor ville jeg bare gerne give dig et kram.
Hvor ville jeg ønske jeg kunne ringe dig op.
Bare ringe dig op for at høre din stemme. En stemme som altid har givet mig en ro og følelse af den ypperste kærlighed. Pludselig forsvandt stemmen – og muligheden for at ringe dig op. En accept jeg nok aldrig kommer over, eller skal komme over.
Jeg lukker øjnene og forestiller mig din stemme. Jeg falder hen i de gode minder og stunder, som vi har haft sammen. Lige pludselig står alt fra min barndom, ungdom og spæde voksenliv klart igen. Oplevelserne med dig fylder min nethinde.
Slam! Jeg hives ud af drømmeverdenen, som en dolk, der borer sig hurtigt og hårdt ind i mit hjerte. Tårerne kan ikke holdes tilbage. Jeg kigger rundt, men alt føles sløret og tankerne hvirvler rundt, som en orkan der æder alt på sin vej. Denne orkan æder alle mine tanker og holdepunkter, så magtesløsheden og sorgen strømmer ind i slipstrømmen efter orkanen.
Jeg hiver min iPhone frem. Scroller mine kontakter igennem. Bitterheden, sorgen, vreden, kærligheden og trangen slår mig ud af kurs som den hårdeste knytnæve, man kunne forestille sig. Knytnæven rammer mig lige i sola pexsus hver gang jeg kommer til dit navn.
Far mobil
Hele min krop skriger efter at trykke ”ring op”. Min finger bevæger sig automatisk hen mod knappen, som det meste naturlige at gøre. Ligesom et barn søger trøst ved sine forældre.
Min hjerne bliver ramt af en mærkelig automatik, hvor realiteten, fornuften og følelserne bliver sat på standby. Alligevel flytter min finger sig lige så automatisk væk fra knappen igen samtidig med at en ny orkan indtræffer sig i mit tankespil.
Hvad ville jeg egentlig sige til ham?
Hvad er det, jeg har brug for?
Mange spørgsmål vælter frem og afsavnet stiger som den hurtigste flodbølge, verden ville have oplevet.
En hånd lander på mine skulder. I et splitsekund tror jeg, at det er min far. Jeg kan mærke, hvordan varmen stiger i min krop. Jeg vender mig om – og ser direkte ind i min hustrus øjne. Intet siges, men det største kram indfinder sig.
Pludselig ændrer tankerne og følelserne sig igen. Afsavnet og fortællingen om min far fylder i mig. Der sniger sig et smil frem i min mundvig. De sjove og gode minder strømmer ind over mig. Jeg kigger til siden og ser mine to børn ligge nede på den mindstes legetæppe, hvor de smiler og hygger sig.
Igen ændrer tankerne sig. Der er så meget at leve for, men hvor er der sket meget siden jeg sagde farvel til min far foran hans kiste. Og hvor der mange ting jeg gerne ville dele med ham, somjeg aldrig fik lov til. Mit bryllup, mine børn, mine nye biler – listen er uendelig. Mine øjne fanger min hustrus smukke øjne igen og jeg bliver grebet af taknemligheden over den familie, jeg har.
Jeg løfter skuffen op fra gulvet. Jeg samler alt indholdet op og putter det sirligt på sin plads i skuffen. Sætter skuffen ind i kommoden igen. Jeg lader den stå lidt på klem, da sorgen og afsavnet altid har lov til at være i mig og min hverdag, da det er en del af min fortælling og mit liv, at min far desværre ikke er her mere.
Jeg kigger på min mobil og ser, at der stadig står ”Far mobil”. Netop denne kontakt i min telefonbog vil aldrig blive slettet – for han er kun et opkald væk – et åndeligt opkald, som jeg synes er vigtigt, at kunne ringe op i ny og næ. For at glædes, græde og mindes det han gav og var for mig.
Ja, Mikkel, minderne er jo det vigtige, og hvis vi mærker efter, ved vi egentlig godt, hvad vores afdøde ville have ment om dette og hint. Mine har været væk i omkring 20 år, og jeg griber mig stadig i at tænke, det skal jeg lige huske at spørge om, eller det må jeg lige fortælle. Jeg tror ikke, det forsvinder. Men varmen og kærligheden er der og vil altid være der. Og så føler jeg mig heldig.