Når det usynlige bliver synligt

Værdsat, værdifuld, værdisætte og måske endda at sætte pris på noget. Hverdagen, livet og tiden flyver afsted. Ofte glemmer jeg at stoppe op og værdsætte mit liv. Jeg bruger som oftest al for meget tid på at drømme om noget andet, som jeg tidligere har skrevet om i anden indlæg

I livet omgås vi mange mennesker. Mennesker som indgår i forskellige sociale arenaer, du befinder dig i. Dit arbejde, fritidsliv, det sociale liv og familieliv. Alle disse relationer former og påvirker dig som menneske, uanset om du vil det, eller ej. Påvirkningen er heldigvis ”for det meste” positiv. For mit vedkommende har det været tilfældet.  

Nogle personer har en åbenlys betydning for dig, og står  klart for dig, at de betyder noget. Andre personer finder man ud af med tiden, eller afsavnet, at de har haft stor indflydelse/ betydning for dig. 

Lige netop de ”skjulte” mennesker glemmer jeg at værdsætte med ord og for den sags skyld at italesætte det overfor dem. Det nager mig og en stigende dårlig samvittighed banker på døren. En samvittighed som ærgrer mig meget, da jeg altid forsøger at italesætte overfor de mennesker, jeg har omkring mig, at de har en betydning for mig. De ”skjulte” relationer glemmer eller formår jeg ikke at sætte pris på, da de måske ikke er så i øjenfaldende, som de åbenlyse. Jeg rammes af dårlig samvittighed, når det går op for mig, at det er for sent at italesætte noget. 

Jeg er i vildrede. Hvordan jeg skal forbedre mig på dette punkt? 

Hvad forsøger jeg med dette indlæg? Jo, jeg forsøger at bearbejde min dårlige samvittighed. Jeg forsøger at rette opmærksomheden mod det faktum, at alle relationer påvirker os på eller andet plan – også selvom vi ikke altid er klar over det. Om det er meget eller lidt skal være usagt.  Jeg skal i hvert fald huske at  værdsætte de mennesker, jeg har omkring mig. Hvad enten der er tale om en nær relation eller en perifer, har værdsættelsen sin berettigelse.

ALLE har brug for at vide, at de er værdsat og er betydningsfulde som mennesker – ikke på grund af det de gør, men for dem de er.

Mikkel@mfwblog.dk

3+

”At blive vejet og fundet for let”

Vi måler, vejer og vurderer os selv hele tiden. 

Er jeg god nok i forhold til de andre jeg spejler mig selv med? 

Lever jeg op til det der forventes af mig? 

Ser jeg godt nok ud? 

Spørgsmålene er mange men samtidig også vigtige, når individet reflekterer over sig selv og sin omverden. 

Vores samfund er gået i en retning, hvor alt skal måles, sammenlignes eller vurderes hele tiden. Lever vores folkeskole op til resten af verdenens? Hvilke lande skal vi sammenligne os med, og hvad gør de, hvis de klarer sig bedre end os? Klarer vores ungdom sig dårligere end andres? Alt vurderes hele tiden. 

Vi skal helst kunne sætte et tal eller et bevis på en vurdering. Men er det så nødvendigt for vores samfund, at vi hele tiden skal bedømmes eller sammenlignes med noget eller nogen?

Jeg tænker ofte, at den vurdering eller bedømmelse vi foretager os i forskellige henseender er så underordnet i forhold til, hvad der er vigtigt for samfundet såvel den enkelte. 

Ofte tænker jeg på, hvor befriende det ville være, hvis vi kunne have et samfund, som tog udgangspunkt i sig selv og det den/det kunne, og brugte det som udgangspunktet for en udvikling eller mesteren. 

Bedømmelsen bliver som oftest et stempel eller blot et øjebliksbillede, hvor en række faktorer ikke spiller ind og har en underordnet rolle i forhold til den sammenligningsproces, der sker efterfølgende. Et eksempel på dette kunne være karaktergivning. I min optik er netop karaktergivning et øjebliksbillede af en præstation. En præstation hvor udgangspunktet ikke tages i selve mennesket, som præsterer. 

Meget kan stå og falde på lige netop dette øjebliksbillede. Karaktergivningen kan være altafgørende for den enkelte, da det er/kan være adgangsbilletten til en drømmeuddannelsen.

Karakterens magt er så stor i vores samfund, at selve processen om læring, trivsel, velbefinde, talenter spiller en mindre rolle. Karakteren er det vigtigste. Det stresser den enkelte så vel samfundet. Netop den gamle talemåde ”at blive vejet og fundet for let” betyder, at man er blevet vurderet og ikke kan slå til.  

Hvordan kan det være, at vi bygger et samfund op på: beviser, karakterer, papirer osv. ? Kan det ikke funderes i personlighed, talent, interesse, kvalitet osv.? 

Jeg går ind for faglighed og uddannelse, da det er utrolig vigtigt for samfundet såvel den enkelte. Jeg kan dog blive ked af, at en karakter kan sætte begrænsninger for mennesker, som virkelig har kvaliteter og formåen til at bestride erhverv, som ville falde dem så naturligt. Det smerter mit hjerte, når jeg ser folk kæmpe for et mål, og deres ihærdighed ikke kan afspejles i den måde, de vurderes på i samfundet.

Spejlingen af sig selv og sin omverden er vigtig for dannelsesprocessen. En dannelsesproces som er dynamisk, foranderlig og utrolig vigtig.

Lever du op til den måde, du gerne vil se dig selv som, er betydningsfuld for mig. 

De faglige stempler, der har til hensigt at fortælle dig, om du er god nok eller ej er sekundært. Det primære er det menneske, du ønsker at danne dig selv som. 

Min livsfilosofi er, at hvis du har gjort alt, hvad du kunne, så kan du ikke gøre mere.

Vh Mikkel@mfwblog.dk

5+