Rastepladsen

Verdenen drøner derudaf som en tisporet motorvej. Jeg står oppe på motorsvejsbroen og forsøger at koble mig på ræset, men jeg kan ikke.

Tankestrømmen bevæger sig med lynets hast og sætter motorvejens race til vægs. Hvor er rastepladsen for mine tanker, så jeg lige kan strække mine ben og få tanket op? 

Åndedraget bliver mere og mere febrilsk desto mere, jeg prøver at følge med. De røde baglygter fra en miljøvenlig bil bremser mig ubevidste i mit selvforanstaltede race. 
De røde lygter fylder lige pludselig hele min kabine, såvel mit sind. 


Nu er det vist på tide, jeg trækker håndbremsen og triller ud til min private rasteplads.

For mig har små ”rastepladser” altid været mine åndehuller. Steder hvor jeg drager hen for at komme væk fra hverdagens stres og jag. Steder hvor naturens dagsorden sætter præmisserne for, hvad der ses og tænkes på i mit sind. 

Forleden dag hvor jeg luftede min kære hund, gik jeg egentlig bare i en hverdagstrance, men lige pludselig tog jeg ubevidst en anden gåtur end jeg plejede. Jeg drejede ned til mit ”hemmelige tænke-sted”. 
Jeg havde ignoreret alle de røde signaler min krop havde prøvet at fortælle mig. Smerter i nakken, hovedpine, stigende tinnitus og mangel på energi.  
Det var som om, at min krop tog kontrollen, da jeg drejede ubevidst ned til mit sted. 


Stedet er egentlig ikke hemmeligt, men at sidde på denne bestemte forhøjning i marsklandskabet, og hvor vind og vejr viser sig fra dets bedste og værste sider, er noget af det bedste, jeg ved. 

Vejret bliver næsten et symbol for, hvordan jeg tænker og bearbejder mine tanker. Stormer det, så vrimler mine tanker rundt. Regner det, så står tårerne ud af mig. Skinner solen, så ser jeg på mine tanker med et lyst sind. 
Men uanset vejrets symbolik, så ender det altid med en fornyet ro og grobund for at kunne tanke ny energi op.

Har du et ”åndehul” eller en ”rasteplads” som gør dig godt? 

Jeg håber, alle har sådan sted.

DYT, DYT, DYT.

Lyder det fra bilerne bag mig. De røde baglygter foran mig er forsvundet. Jeg kigger ned på mit speedometer og opdager, at jeg kører 50km/t, hvor man må køre 130 km/t. Jeg trykker på speederen for at følge flowet på den tisporede motorvej. Det går egentlig bedre nu. Min motor har fået den fornødne energi. Jeg har dog bevidst ikke tanket en fuld tank, da jeg ikke vil køre så langt igen, før jeg tager en pause på en rasteplads for at strække mine ben, men også for at få tanket lidt mere op.

2+

Tabu-Taburet

Tabu-Taburet

”Hold da kæft han har nogle store muskler”. Han er en fandens karl. Bare se den måde han går på. Store muskler, højt råbende, flabet og perfekt sat hår. Han ligner lidt LOC.”Hov hvad fanden laver han?.” Nu sidder han sgu og drikker rosévin og taler om følelser – hvad sker der?

Han er sgu da ikke en mand.

Men må en mand være en mand? Hvorfor er det ikke legalt for mænd at tale om følelser?

Hvad er det, der sker, hvis en mand, eller mænd begynder at tale om, hvad der virkeligt er svært i livet. Mister manden mandlighed? Mandighed?

Hvorfor har vi skabt et samfundsbillede af at mænd er mænd? Hvis de græder, så er det fordi de får noget i øjet? For det gør mænd ikke.

Kender I det: samfundet implicit har nogle tabuområder, som man ikke snakker om?

I mit liv har jeg ofte mødt områder, som folk betegner som tabu. Områder som i sagens natur egentligt er normale i det liv, vi fører.

Det kunne fx være: homoseksualitet, menstruation, ros, stress, død, barn- og, arbejdsløshed osv. Der er uendelige mange områder, som omfattes som tabuer.

Copyright Tobias Nicolai

Hmm, hvor skal jeg starte….

Ordets betydning

tabu,oprindelig et polynesisk religiøst begreb, der betegner et forbud udstedt af nogen, som er mægtigere end en selv, fx guder, høvdinge, forfædre eller forældre. 

Vi er gået fra at ordet defineres af noget som er større end en selv, til  at samfundet dikterer at tabuet, eller den sociale kontekst du befinder dig i definerer?

Men hvilket samfund/socialkontekst skal diktere, hvad og hvornår noget er et tabu? Men tabuer er ikke statiske, for de ændrer sig i forhold til, hvilke ”samfund/sociale kontekster” du bevæger dig i. Dvs. tabuerne er i konstant udvikling/afvikling.

Jeg er pt. på et kursus med folk, der lider af høretab og/eller med tinnitus. Her har jeg oplevet, at min kroniske lidelse pludseligt er gået fra at være tabubelagt til at være noget, der kan nærme sig en form for ”normalitet”.

Mit ”samfundstabu” er blevet til en taburet. En taburet hvor benene har fået et fodfæste og fundet en synlig plads. Dette er takket være det ”lille samfund”, jeg befinder mig i lige nu.

Hvad skyldes det? Er det pga. vi er ligestillede? Eller hvad er det?

Efter mange snakke med nogle fantastiske mennesker finder jeg hurtigt ud af, at det ikke er pga., at vi er ligestillede. I stedet er det disse menneskers indsigt i, hvad det vil sige at leve med en usynlig (høre)lidelse. Hvorfor er det ikke et tabu her, men en ”tabu(som har fået sin)ret” ?

For mig kan tabuer forbindes med manglende viden/indsigt i bevæggrunde, beslutninger, historie og næste kærlighed.

For mig er ordet tabu forbundet med, at jeg ikke har taget den emnets empati? Grundlæggende tror jeg på, at hvis vi sætter os i en andens sted, udvikler vi en forståelse for den situation. Det andet menneske befinder sig i. Hvad er bevæggrundene for dette?

Jeg vil jo mene, at hvis man forstår, de bevæggrunde der er, så er man en rigtig mand. Uanset om tilfældet er, at man drikker kold rosé i stedet for en fadbamse – om man elsker at se romantiske komedier eller taler om følelser.

Hvis vi formår at skabe/tilegne os viden om de emner, som vi måske anser for tabuer, vil det i min bog være medvirkende årsag til, at vi kan komme hinanden nærmere. Det ser jeg som ufatteligt vigtigt.

Med den viden kan tabuet blive en taburet, som får sin berettigelse i samfundet. En taburet som alle kan bruge. Jeg skal nemlig sige dig: man sidder yderst komfortabelt på sådan en taburet.

Mikkel@mfwblog.dk

0