Mit livs sværeste, men også vigtigste sang

Skal jeg holde, hvad jeg har lovet?

Kan jeg virkelig gøre det?

Bryder jeg sammen?

Kom nu Mikkel! Du har lovet din far det!

Spørgsmålet er, om jeg kan se mig selv i øjnene efter, at jeg har lovet min far at synge den sang for ham ved hans kiste? Et løfte jeg gav for mange år siden. Kan jeg så ikke bare droppe det?

Kan jeg ikke ”bare” synge sangen for mig selv? Skal jeg synge den til begravelsen?

Pianomand, pianomand, pianomand

Lukker jeg øjnene kommer titlen frem. Sætter jeg noget musik på, kommer sangen snigende. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv i øjnene resten af mit liv, hvis jeg ikke giver min far det ønske, som vi har snakket om i så mange år.  Ønsket om at synge Kim Larsens ”Pianomand” til hans begravelse.

JEG GØR DET SGU. JEG GØR DET FOR DIG FAR.

Jeg glemmer aldrig dagen efter min far sov stille ind. Vi sad og snakkede om begravelsen osv. Min familie og jeg var egentlig meget fattede omkring, hvordan og hvorledes vi ønskede begravelsen og kaffen bagefter skulle være. Smørrebrød og øl i forsamlingshuset. De tre ting elskede min far.

Begravelsen var der heller ikke meget at rafle om. Sangvalget var på plads osv., da præsten kom for at snakke med os. Men skulle jeg synge eller ej? Og hvordan skulle det foregå. Præsten syntes, at det var en smuk gestus for min far. Hun foreslog, hvis jeg besluttede at synge sangen for min far, ville det blive lidt efter hendes tale.

Jeg ved ikke hvor det kom fra, men ja´et røg ud af min mund som skidt fra en spædkalv.

FUCK! Jeg sagde ja!

Et ja, jeg ikke kan trække tilbage.

Et ja til livet.

Et ja til det jeg lovede.

Dernæst kom en storm af tanker – om for og imod. Var jeg egentlig meget glad for min beslutning? En beslutning om at glæde og imødekomme min fars ønske om at synge lige netop denne sang på denne specielle dag.

For mig har musikken altid kunnet sætte ord på de følelser, som jeg ikke selv har kunnet formå at italesætte. Trygheden i det musikalske univers, hvor både sang, tekst, harmonier og stemninger kunne forklare, beskrive og omfavne mig og mine følelser overfor min far. Det kunne ikke være en bedre løsning for mig.

Dagen oprandt.

Dagen, hvor jeg skulle begrave og synge for min far.

Skal jeg holde, hvad jeg har lovet?

Kan jeg virkelig gøre det?

Jeg bryder sammen?

Kom nu Mikkel, du har altid lovet din far det!

Jeg vidste, at jeg skulle synge sammen med min gode ven Nicolas. Nicolas, som jeg har spillet dette nummer med til utallige koncerter.

Tankemylderet startede igen.

Men dette er jo ikke en koncert Mikkel!

STOP- Hvad har du gang i Mikkel. Du kan godt.

Jo. Jeg havde gang i noget af største, smukkeste, sværeste og mest betydningsfulde i hele mit liv. Jeg skulle levere mit livs vigtigste men også sværeste sang.  Det heldige var, at lige netop den sang, det sted, de mennesker og mig og min guitar var det, jeg fandt allermest tryghed ved efter tabet af min far. Mit helle.

Talen stoppe pludseligt!

NU er det NU.

Jeg skal levere det, som jeg har lovet min far.

Min far som ligger fredsfyldt og smukt i kisten foran mine føder. Den smukkeste hvide trækiste sirligt pyntet med utallige blomster og omkring lå et blomsterhav af buketter. Lyset fra de kønneste messinglysekroner formåede at kaste en varm og utrolig beroligende stemning over kisten. Den kiste som nu var min fars. Duften fra blomsterbuketterne spredte sig langsomt hen til mig. Mmm hvor er det en skøn og behagelig følelse. Fredfyldt og afslappet.

Jeg stod og beundrede kisten og alt det omkringliggende i et par sekunder. Et par sekunder som føltes som evigheder.

Jeg slog tonen an på min guitar. Kiggede på Nicolas. Det blik jeg mødte, var det blik, som vi altid sendte hinanden, når vi skulle spille lige netop den sang. Et blik fyldt med æresfrygt, respekt, ydmyghed og kærlighed. I dag var blikket det samme. Sikke en lettelse. Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem igen imens jeg pustede ud. Så er det nu.

Vi trak vejret ind på samme tid og slog akkorderne an. De akkorder og harmonier som min far og jeg altid har elsket og elsker. Min krop fyldtes med en varme, som jeg aldrig havde oplevet før. En varme som strømmede gennem min krop fra top til tå. Den meste beroligende og behagelige varme jeg kunne ønske mig. Det føltes som den hjalp mig på vej.

”Stille blues i mol og maj.”

Endnu en linje koblede sig på. Den ene linje tog den anden. Lige pludselig sang jeg den sidste linje af mit lives vigtigste sang.

”Det ved du nu, Pianomand.”

Jeg gjorde det! Jeg sang sangen for min far. Den sang som vi altid har elsket at høre. Mit blik ramte lige pludseligt alle de mennesker, som var i kirken. De mennesker jeg slet ikke havde ænset, da jeg gik op til min far. Hov – de var der også. De var også i det følelsesmæssige musikalske univers, hvor forståelsen for min sorg, tab, og kærlighed til/for min far levede.

FUCK jeg sagde Ja!

Et ja jeg ikke vil trække tilbage.

Et ja til livet.

Et ja til det jeg lovede

Et ja til at jeg altid skal bruge mine følelser, mine sange, mine medmennesker, mine følgere og min familie til at udtrykke, hvordan jeg har det. Vi skal værdsætte det, vi har omkring os, elske vores næste og kunne se os selv og de valg vi træffer i vores liv i øjnene.

For mig bliver denne sang aldrig den sidste, men den vil altid være mit livs vigtigste og sværeste.

 

Mikkel@MFWBlog.dk

 

”Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år”

”Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år” Abraham Lincoln

Stop!

Kan det virkelig passe?

Nej!

Hvorfor lige os?

Hvorfor min far?

Jeg husker tydeligt tankestrømmen, der styrtede gennem mit hoved. Uvirkeligt, dommedag, et sort hul og en følelse af ligegyldighed.

Morgenen startede ligesom alle andre. Jeg stod op, gik i bad og spiste morgenmad. Dog var der en helt anden følelse denne morgen, men hvad var det? Jeg satte mig ud i bilen, startede den og drog afsted til arbejde. Jeg skulle et smut forbi min kollega, da han skulle med. ”Godmorgen” udbrød min kollega. Jeg fremstammede ”Godmorgen” efter noget tid.
Jeg fortalte ham, at det var ligesom om, at jeg ikke skulle være på arbejde i dag. Det føltes ikke rigtigt, men jeg vidste hvorfor.  Vi snakkede frem og tilbage og blev enige om, at det nok bare var ugideligheden.

Det var en stor dag på skolen. Skolens fodboldhold skulle spille imod en anden skole. Der var lagt op til en festdag, når skolefodbolden ramte skolen.

Vejret var overskyet, koldt og det støvregnede.

Pludselig ringede min telefon. Jeg kunne se, at det var min mor. ”Hun plejer aldrig at ringe i min arbejdstid”, tænkte jeg. Det måtte være vigtigt.

I det moment slog lynet ned.

”Hej Mikkel” fremstammede hun. ”Hvad er der galt? ” sagde jeg.

”Far er blevet indlagt. Han har fået kræft. Vi er på Esbjerg Sygehus. Kom”, svarede hun.

Tiden gik i stå. Den ellers festglade dag forvandlede sig til noget helt ubeskriveligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom fra A-B. Lige pludselig var jeg på Esbjerg sygehus. Jeg parkerede min bil og hovedløst vandrede jeg ind ad indgangen til sygehuset. Men hvordan jeg formåede at køre bilen fra mit arbejde til Esbjerg, ved jeg ikke. Når jeg tænker tilbage på turen, er det kun brudstykker, der kommer frem.

Stop!

Kan det virkelig passe?

Nej!

Hvorfor lige os?

Hvorfor min far?

Lynets lammende nedslag glemmer jeg aldrig. Følelsen af lammelse, ligegyldighed, opgiven, dødsangst og meget mere. Følelser som jeg aldrig tidligere havde rummet. Jo, jeg havde mistet min bedstemor og bedstefar men tanken om, at nu stod min far for skud var virkelighedsfjernt.

Far.

En far er den der altid passer på en.

En far står op for en, hvis det nødvendigt.

En far som er ens fodboldtræner.

En far som henter en hjem fra en bytur.

En far som hjælper en med at flytte.

En far som bare altid har været der. Lige fra da jeg åbnede øjnene første gang. Min far var uovervindelig, og han kunne klare alt.

BUM!!! Så kom lynet.

Slog alt det i stykker. Er min far ikke uovervindelig? Er han der ikke mere, når jeg alle mest har brug for ham. Hvorfor min far?

Lige pludselig var verdenen vendt helt på hovedet. Min far havde brug for mig, min bror og min mor. Vi skulle beskytte og passe på ham.
Men er det ikke imod naturens orden? Han var førerhunden i flokken.

Jeg husker tydeligt min kære far stå med en smøg i munden, og pege med sine tommestok på noget træ. Ligesom han altid havde gjort, når min broder og jeg byggede, hjalp eller ordnede noget tømmerarbejde.

Nu er tommestokken foldet sammen. Alt det som en gang var visdom, opdragelse og kærlighed gemmes i tommestokken nu.

Jeg folder den ud af og til og mindes, hvordan og hvorledes jeg skal håndtere livets udfordringer. Om det så er min datters opdragelse, ombygninger eller noget helt tredje, så gemmes alt dette i den fine tommestok.

Hvad vil jeg egentligt med alt dette. Jo, jeg vil bearbejde min sorg og mine følelser. En sorg som aldrig forsvinder, da det er en del af min historie og min familie. Men også en glæde. En glæde over, at de år min far var til, fyldte han mit liv med en masse liv, og selvom han ikke er her mere, så fyldes mit liv med en masser af hans liv stadigvæk.

Sorgen kan være alt overskyggende, men den kan også finde en plads i dit liv, hvor den fylder tilpas lidt og tilpas meget. At forlige sig med, at det er okay at være ked af det- selvom det er tre år siden nu- er helt okay. Vær aldrig bange for de følelser et afsavn kan give. Tag imod dem, snak om dem og vær med dem.

Hvornår har du sidst sagt til dine nærmeste, at du elsker dem?