”Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år” Abraham Lincoln
Stop!
Kan det virkelig passe?
Nej!
Hvorfor lige os?
Hvorfor min far?
Jeg husker tydeligt tankestrømmen, der styrtede gennem mit hoved. Uvirkeligt, dommedag, et sort hul og en følelse af ligegyldighed.
Morgenen startede ligesom alle andre. Jeg stod op, gik i bad og spiste morgenmad. Dog var der en helt anden følelse denne morgen, men hvad var det? Jeg satte mig ud i bilen, startede den og drog afsted til arbejde. Jeg skulle et smut forbi min kollega, da han skulle med. ”Godmorgen” udbrød min kollega. Jeg fremstammede ”Godmorgen” efter noget tid.
Jeg fortalte ham, at det var ligesom om, at jeg ikke skulle være på arbejde i dag. Det føltes ikke rigtigt, men jeg vidste hvorfor. Vi snakkede frem og tilbage og blev enige om, at det nok bare var ugideligheden.
Det var en stor dag på skolen. Skolens fodboldhold skulle spille imod en anden skole. Der var lagt op til en festdag, når skolefodbolden ramte skolen.
Vejret var overskyet, koldt og det støvregnede.
Pludselig ringede min telefon. Jeg kunne se, at det var min mor. ”Hun plejer aldrig at ringe i min arbejdstid”, tænkte jeg. Det måtte være vigtigt.
I det moment slog lynet ned.
”Hej Mikkel” fremstammede hun. ”Hvad er der galt? ” sagde jeg.
”Far er blevet indlagt. Han har fået kræft. Vi er på Esbjerg Sygehus. Kom”, svarede hun.
Tiden gik i stå. Den ellers festglade dag forvandlede sig til noget helt ubeskriveligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom fra A-B. Lige pludselig var jeg på Esbjerg sygehus. Jeg parkerede min bil og hovedløst vandrede jeg ind ad indgangen til sygehuset. Men hvordan jeg formåede at køre bilen fra mit arbejde til Esbjerg, ved jeg ikke. Når jeg tænker tilbage på turen, er det kun brudstykker, der kommer frem.
Stop!
Kan det virkelig passe?
Nej!
Hvorfor lige os?
Hvorfor min far?
Lynets lammende nedslag glemmer jeg aldrig. Følelsen af lammelse, ligegyldighed, opgiven, dødsangst og meget mere. Følelser som jeg aldrig tidligere havde rummet. Jo, jeg havde mistet min bedstemor og bedstefar men tanken om, at nu stod min far for skud var virkelighedsfjernt.
Far.
En far er den der altid passer på en.
En far står op for en, hvis det nødvendigt.
En far som er ens fodboldtræner.
En far som henter en hjem fra en bytur.
En far som hjælper en med at flytte.
En far som bare altid har været der. Lige fra da jeg åbnede øjnene første gang. Min far var uovervindelig, og han kunne klare alt.
BUM!!! Så kom lynet.
Slog alt det i stykker. Er min far ikke uovervindelig? Er han der ikke mere, når jeg alle mest har brug for ham. Hvorfor min far?
Lige pludselig var verdenen vendt helt på hovedet. Min far havde brug for mig, min bror og min mor. Vi skulle beskytte og passe på ham.
Men er det ikke imod naturens orden? Han var førerhunden i flokken.
Jeg husker tydeligt min kære far stå med en smøg i munden, og pege med sine tommestok på noget træ. Ligesom han altid havde gjort, når min broder og jeg byggede, hjalp eller ordnede noget tømmerarbejde.
Nu er tommestokken foldet sammen. Alt det som en gang var visdom, opdragelse og kærlighed gemmes i tommestokken nu.
Jeg folder den ud af og til og mindes, hvordan og hvorledes jeg skal håndtere livets udfordringer. Om det så er min datters opdragelse, ombygninger eller noget helt tredje, så gemmes alt dette i den fine tommestok.
Hvad vil jeg egentligt med alt dette. Jo, jeg vil bearbejde min sorg og mine følelser. En sorg som aldrig forsvinder, da det er en del af min historie og min familie. Men også en glæde. En glæde over, at de år min far var til, fyldte han mit liv med en masse liv, og selvom han ikke er her mere, så fyldes mit liv med en masser af hans liv stadigvæk.
Sorgen kan være alt overskyggende, men den kan også finde en plads i dit liv, hvor den fylder tilpas lidt og tilpas meget. At forlige sig med, at det er okay at være ked af det- selvom det er tre år siden nu- er helt okay. Vær aldrig bange for de følelser et afsavn kan give. Tag imod dem, snak om dem og vær med dem.
Hvornår har du sidst sagt til dine nærmeste, at du elsker dem?
