Den første dag helt alene i huset. Jeg følte mig mærkelig tom og underligt rastløs. Jeg gik i gang med at få ændret huset fra julepyntet sygehus, til almindeligt hjem igen. Næste dag, tog jeg til Odense for at fejre nytåret hos gamle venner, som vi plejede at være sammen med. Det var trygt og næsten som det plejede at være. Kunne godt fornemme, at ”plejer” fik en ny dimension, dels som noget jeg kunne slappe af i men også klynge mig til, når jeg følte mig lidt fortabt.
På hjemturen tænkte jeg:” Når du kommer hjem, begynder dit Aleneliv for alvor! ” Det blev tydeliggjort af den næsten larmende stilhed, der mødte mig da jeg åbnede døren og trådte ind. Den tomme sygeseng, der endnu ikke var hentet, fyldte det hele og stilheden føltes lammende. Døren ind til stuen blev lukket og jeg forsøgte at fungere med dagligdags opgaver som at pakke ud og lave mad.
Efter bisættelsen, sundede jeg mig et par dage og begyndte derefter på arbejde. Den del af mit liv var som jeg kendte det, da det var mit og ikke en del af det fælles liv. Det var derfor en god ”plejer” opgave for mig at holde fast i. Så var der et formål med at stå op og gå ud for at møde virkeligheden. Selv om det føltes uvirkeligt. Samtidig havde jeg en vigtig opgave, fra det fælles liv at opfylde. Jeg havde kun en lille måned til at forberede bryllupstalen til Signe og Mikkel. Det gjorde, at jeg også havde noget positivt og livsbekræftende at holde fast i når jeg var hjemme. Mine tætteste kollegaer trak mig virkelig igennem mange svære timer i den periode. Specielt Sanne var der og tørrede tårer alle de gange jeg måtte læse talen højt, før jeg kunne gennemføre den uden at bryde sammen.
Langsomt fik jeg stablet mig selv så meget på benene, at jeg syntes mit liv fungerede. Jeg kunne f.eks. se en håndboldkamp uden at de kommentarer, Lars plejede at komme med, (som jeg hørte for mit indre øre) forstyrrede oplevelsen. Det sværeste har været, når jeg skulle gøre noget i hjemmet, der bevægede sig ind i håndværkeren Lars` domæne. Det var virkelig som at trænge ind på privat område uden at være inviteret, når jeg endelig mandede mig op til at hente en af hans skruetrækkere. Bagefter var jeg totalt udmattet, der er taget en del middags søvne på den konto i den forløbne periode. Her i sommerferien, havde jeg fundet så meget fodfæste i mit liv, at jeg kunne flytte om og udskifte enkelte møbler. Jeg kunne endda glæde mig over at jeg havde luret af, hvordan jeg kunne måle op og bruge loddestok til at få en hylde til at hænge lige! Det var en stor sejr, at jeg kunne sende Lars kærlige tanker om hvad vores samliv havde lært mig, i stedet for at sende undskyldninger for at låne hans elskede værktøj.
Endelig langt om længe, føles det som om jeg har fået transformeret det bedste fra fælleslivet om til noget, der er MIT i det liv jeg nu lever alene.
