Stille, hjerte, sol går ned

Copyright Tobias Nicolai

En sten er faldet fra mit hjerte.

En sten som tog lang tid om at løsrive sig. Stenens løsrivelse begyndte, da jeg traf beslutningen om beskrive stenen og dens rejse.

En rejse som startede med en idé om at skrive om den sorg-rejse jeg havde været igennem, men også en rejseforberedelse, som var præget af en angst for, hvordan folk vil tage imod det. En frygt for ikke at kunne håndtere følelserne, som stenen ville give og en ydmyghed overfor min far og min familie. I disse rejseforberedelser var skriveprocessen en helt utrolig oplevelse.

Jeg stod overfor et oprørt hav med gigantiske og skummende bølger. Bølger som enten kunne drukne mig eller være min medspiller.

Til forskel fra sidste gang jeg stod foran bølgerne var, at denne gang havde jeg selv tilladt bølgernes placering i livet.

Skriverierne omkring det følelseshav, som jeg nu skulle klare en gang til, gav mig en følelse af at surfe på bølgerne. Jeg kunne stille mig op på boardet og ride med de store bølger og deres enorme kræfter. Selvfølgelig faldt jeg af mit board på de første par bølger, men boardet som var mit værktøj sad hele tiden fast på mine fødder, så jeg kunne komme op at stå på boardet igen. Atter gjorde jeg mig klar til at være med på den næste bølge, som var på vej. Nogle af bølgerne var meget samarbejdsvillige og gav mig et adrenalinsus og mod på at leve livet. Andre var en lang og svær kamp for at opnå et flow på boardet.

Nu står jeg på stranden og spejder ud i horisonten, hvor den smukkeste solnedgang viser sig. Havet ligger stille hen, som et spædbarn, der sover trygt. Det hav som jeg lige havde kæmpet, grædt, hygget, grint og oplevet en masse med. Et hav hvor bunden ikke kan ses. I morgen vil jeg tage en snorkletur i vandets overflade og kigge ned på det havet har fortalt mig eller vil fortælle mig.

Havets univers er uendeligt og ændrer sig alt efter, hvilke dykkerbriller jeg har på.
Turen med ”at miste” mine dykkerbriller har været så givtig for mig og mine følelser.

Jeg er ovenud lykkelig for, at I læsere har taget så godt imod mine skriverier omkring min sorg. En speciel stor tak til alle jer, som har skrevet en besked til mig om jeres oplevelser af mine indlæg. Det sætter jeg meget stor pris.

En kæmpe tak til min mor for at hoppe ud på dybt vand ligesom mig. Jeg ved, det har været en svær rejse for hende, men den har gjort hende godt. Tak for alle de fine ord til hende og hendes fortællinger om at miste sin ægtefælle og alenelivet.
Jeg håber ikke, det er sidste gang jeg kan få hende til at skrive et lille indlæg til bloggen.

Jeg er taknemmelig over modtagelsen, livet, kærlighed og at jeg kan formå at udtrykke mig trygt på min blog. Så stenen, som var så svær at løsne, ligger nu trygt under havets overflade. Jeg vil altid kunne se den. Jeg vil altid kunne tage den op og beundre den med den dybeste respekt. Jeg ville altid kunne slå smut med den på mit hav, for den vil aldrig forsvinde. Den vil altid være lige præcis dér, hvor jeg gerne vil se og have den.

TAK

https://www.youtube.com/watch?v=sDphuyxQ2Jk

9+
Facebookgoogle_plus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *