Tabu-Taburet
”Hold da kæft han har nogle store muskler”. Han er en fandens karl. Bare se den måde han går på. Store muskler, højt råbende, flabet og perfekt sat hår. Han ligner lidt LOC.”Hov hvad fanden laver han?.” Nu sidder han sgu og drikker rosévin og taler om følelser – hvad sker der?
Han er sgu da ikke en mand.
Men må en mand være en mand? Hvorfor er det ikke legalt for mænd at tale om følelser?
Hvad er det, der sker, hvis en mand, eller mænd begynder at tale om, hvad der virkeligt er svært i livet. Mister manden mandlighed? Mandighed?
Hvorfor har vi skabt et samfundsbillede af at mænd er mænd? Hvis de græder, så er det fordi de får noget i øjet? For det gør mænd ikke.
Kender I det: samfundet implicit har nogle tabuområder, som man ikke snakker om?
I mit liv har jeg ofte mødt områder, som folk betegner som tabu. Områder som i sagens natur egentligt er normale i det liv, vi fører.
Det kunne fx være: homoseksualitet, menstruation, ros, stress, død, barn- og, arbejdsløshed osv. Der er uendelige mange områder, som omfattes som tabuer.
Hmm, hvor skal jeg starte….
Ordets betydning
tabu,oprindelig et polynesisk religiøst begreb, der betegner et forbud udstedt af nogen, som er mægtigere end en selv, fx guder, høvdinge, forfædre eller forældre.
Vi er gået fra at ordet defineres af noget som er større end en selv, til at samfundet dikterer at tabuet, eller den sociale kontekst du befinder dig i definerer?
Men hvilket samfund/socialkontekst skal diktere, hvad og hvornår noget er et tabu? Men tabuer er ikke statiske, for de ændrer sig i forhold til, hvilke ”samfund/sociale kontekster” du bevæger dig i. Dvs. tabuerne er i konstant udvikling/afvikling.
Jeg er pt. på et kursus med folk, der lider af høretab og/eller med tinnitus. Her har jeg oplevet, at min kroniske lidelse pludseligt er gået fra at være tabubelagt til at være noget, der kan nærme sig en form for ”normalitet”.
Mit ”samfundstabu” er blevet til en taburet. En taburet hvor benene har fået et fodfæste og fundet en synlig plads. Dette er takket være det ”lille samfund”, jeg befinder mig i lige nu.
Hvad skyldes det? Er det pga. vi er ligestillede? Eller hvad er det?
Efter mange snakke med nogle fantastiske mennesker finder jeg hurtigt ud af, at det ikke er pga., at vi er ligestillede. I stedet er det disse menneskers indsigt i, hvad det vil sige at leve med en usynlig (høre)lidelse. Hvorfor er det ikke et tabu her, men en ”tabu(som har fået sin)ret” ?
For mig kan tabuer forbindes med manglende viden/indsigt i bevæggrunde, beslutninger, historie og næste kærlighed.
For mig er ordet tabu forbundet med, at jeg ikke har taget den emnets empati? Grundlæggende tror jeg på, at hvis vi sætter os i en andens sted, udvikler vi en forståelse for den situation. Det andet menneske befinder sig i. Hvad er bevæggrundene for dette?
Jeg vil jo mene, at hvis man forstår, de bevæggrunde der er, så er man en rigtig mand. Uanset om tilfældet er, at man drikker kold rosé i stedet for en fadbamse – om man elsker at se romantiske komedier eller taler om følelser.
Hvis vi formår at skabe/tilegne os viden om de emner, som vi måske anser for tabuer, vil det i min bog være medvirkende årsag til, at vi kan komme hinanden nærmere. Det ser jeg som ufatteligt vigtigt.
Med den viden kan tabuet blive en taburet, som får sin berettigelse i samfundet. En taburet som alle kan bruge. Jeg skal nemlig sige dig: man sidder yderst komfortabelt på sådan en taburet.
Mikkel@mfwblog.dk
