Verdenen drøner derudaf som en tisporet motorvej. Jeg står oppe på motorsvejsbroen og forsøger at koble mig på ræset, men jeg kan ikke.
Tankestrømmen bevæger sig med lynets hast og sætter motorvejens race til vægs. Hvor er rastepladsen for mine tanker, så jeg lige kan strække mine ben og få tanket op?
Åndedraget bliver mere og mere febrilsk desto mere, jeg prøver at følge med. De røde baglygter fra en miljøvenlig bil bremser mig ubevidste i mit selvforanstaltede race.
De røde lygter fylder lige pludselig hele min kabine, såvel mit sind.
Nu er det vist på tide, jeg trækker håndbremsen og triller ud til min private rasteplads.
For mig har små ”rastepladser” altid været mine åndehuller. Steder hvor jeg drager hen for at komme væk fra hverdagens stres og jag. Steder hvor naturens dagsorden sætter præmisserne for, hvad der ses og tænkes på i mit sind.
Forleden dag hvor jeg luftede min kære hund, gik jeg egentlig bare i en hverdagstrance, men lige pludselig tog jeg ubevidst en anden gåtur end jeg plejede. Jeg drejede ned til mit ”hemmelige tænke-sted”.
Jeg havde ignoreret alle de røde signaler min krop havde prøvet at fortælle mig. Smerter i nakken, hovedpine, stigende tinnitus og mangel på energi.
Det var som om, at min krop tog kontrollen, da jeg drejede ubevidst ned til mit sted.
Stedet er egentlig ikke hemmeligt, men at sidde på denne bestemte forhøjning i marsklandskabet, og hvor vind og vejr viser sig fra dets bedste og værste sider, er noget af det bedste, jeg ved.
Vejret bliver næsten et symbol for, hvordan jeg tænker og bearbejder mine tanker. Stormer det, så vrimler mine tanker rundt. Regner det, så står tårerne ud af mig. Skinner solen, så ser jeg på mine tanker med et lyst sind.
Men uanset vejrets symbolik, så ender det altid med en fornyet ro og grobund for at kunne tanke ny energi op.
Har du et ”åndehul” eller en ”rasteplads” som gør dig godt?
Jeg håber, alle har sådan sted.
DYT, DYT, DYT.
Lyder det fra bilerne bag mig. De røde baglygter foran mig er forsvundet. Jeg kigger ned på mit speedometer og opdager, at jeg kører 50km/t, hvor man må køre 130 km/t. Jeg trykker på speederen for at følge flowet på den tisporede motorvej. Det går egentlig bedre nu. Min motor har fået den fornødne energi. Jeg har dog bevidst ikke tanket en fuld tank, da jeg ikke vil køre så langt igen, før jeg tager en pause på en rasteplads for at strække mine ben, men også for at få tanket lidt mere op.
