Sort bælte, kødhakker og vaniljekranse

Kagebagningens højtid er over os. Oftest er perioden stressende og fyldt med en masse gøremål. Disse gøremål kan  på en og samme tid være hektiske, men også utrolig afstressende.

Duften spreder sig i huset. En duft, som fremkalder en masse lykkelige minder. Minder fra barndommen, ungdommen, de utallige julefrokoster og vigtigst af alt mindet om, at nu laves der noget med kærlighed, hvor processen er i højsædet.

Det er ikke hvilken som helst proces. Nej, for der følger en masse ritualer/traditioner med de forskellige processer.

I min barndom havde vi en helt bestemt måde at bage vaniljekranse på. Det hele skulle gå rigtigt for sig. Det var også de eneste kager min far deltog i at bage. FAMILIENS JULESMÅKAGE.(Kagedåsen er 40 år gammel og hvert eneste år er den blevet fyldt med vaniljekranse)

Dejen sørgede min mor altid for. En dej der var så silkeblød at røre ved – for ikke at tale om duften af vanilie og smør, som bredte sig i hver en afkrog i vores hus. Alt dette forarbejde skulle gøres på en bestemt måde, så dejen blev helt perfekt.

Det store og spektakulære ”stunt” i vanillekranse-rejsen var ”KØDHAKKERMETODEN”. I vores familie har vi altid brugt kødhakkeren til at lave pølserne med mønstre til kagerne med. Der var dog kun én, der styrede kødhakkeren: min far. Kunsten med at proppe en tilpas mængde dej ned i hakkeren og dreje styrearmen i et tilpas tempo, så vi andre kunne følge med til at hale kagepølsen ud tog tid at lære.

Min storebror og jeg har altid kigget med ærefrygt på min fars måde at håndtere kødhakkeren på. Det virkede som om, at vi skulle læres op det ærefyldte erhverv. For hvert år der gik fik vi lov til, at være mere og mere med i processen. Til sidsteendte det med, at vi havde fået ”det sorte bælte i kødhakkerkunsten” og vi kunne styre den fornemme arbejdsopgave.

Efter de mange pølser blev hakket ud af hakkeren skulle kransene formes. Ikke bare formes tilfældigt. Nej, de skulle formes om en pegefinger, så hullet i kransene var ens. Æstetikken var en lige så stor faktor som smagen.

Der gik desværre en masse tilpasningsstykker til spilde, som vi var nødsaget til at spise med det samme, så der intet madspild var at finde. (mavepinen hørte med til bagningen)

Nu skulle kransene i ovnen. Dette var kulminationen af et stort stykke arbejde, hvor samarbejde, traditioner, ærefrygt og kærlighed til kage og juletiden gik op i en højere endhed.

Duften af nybagte vanillekranse får mig altid til at minde mig om min barndom, hvor netop denne småkage blev og var samlingspunktet for vores familie. En eftermiddag og aften, hvor grin, håndværk, samvær og kærlighed var i højseddet.
Jeg er sikker på, at andre mennesker også har lignende erindringer fra deres families juletraditioner. Jeg håber, at vi i dette forbrugssamfund stadig kan formå at give kommende generationer samme glæde ved, at bage sine egne julekager, da det er en helt unik måde, at være sammen som familie på.

Mikkel@mfwblog.dk

4+
Facebookgoogle_plus

One Reply to “Sort bælte, kødhakker og vaniljekranse”

  1. Det kan jeg kun sige ja til, i min familie var det brunekagerne. Farmors opskrift, og mors håndarbejde: jernkniv og slibesten. De skal være tynde. Nu er det kusine Josefine og mig, der bager brunekager under stort præstationspres og megen hygge.

    0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *