Dagen oprinder. Dagen hvor følelseshavet bruser og slår mig omkuld. Afsavnet, minderne, vreden, tristheden m.m. Det hav som jeg ellers føler, jeg har styr på viser tænder. De små bølger, som jeg kan ride på alle andre dage er nu store og til tider uovervindelig. Stenen af sorg, afsavn, minder, kærlighed og fornægtelse ligger ikke stille på havbunden og skinner i vandets flade. Stenen som reflekterede lyset fra solen, som gjorde, at selv det sorteste vand og dets bølger blev overskuelige og overkommelige. På denne dag ligger stenen ikke stille. Den farer rundt i havet, følelseshavet som ellers lå stille hen, er nu ramt af årets storm. Den storm som rammer hvert evig eneste år på samme dato.
Vi skriver den 28/12. En skæbnesvanger dag for mig og min familie. En dag hvor vi mistede min kære far. Den dag som ændrede alt. Ikke bare mig og min familie, men også vores livshistorie. Et nyt kapitel startede og et sluttede.
Det nye kapitel virkede uoverskueligt, frygtindgydende og uvirkeligt.
Kapitlet som sluttede virkede også uoverskueligt, frygtindgydende og uvirkeligt. Dog var det afsluttede kaptitel nemmere at forholde sig til, da genfortællingen om det kapitel vi hver især har haft med min far fyldte os med glæde, grin, anekdoter, spøjse remedier, musik, øl, ombygning og meget mere. Et kapitel vi altid kan hente frem og kigge tilbage på med glæde, vemod, kærlighed og et kapitel der aldrig vil slutte, da minderne ændrer sig for hver kan man kigger på kapitlet.
Årets stormvejr kan virke uoverskueligt. Samtidig minder stormen og bølgernes skvulp mig om at den sten, som jeg altid kan kigge på i mit følelseshav og som ellers virker fredelig, er en grundsten i det liv jeg har og fører. En sten der altid er der. Selvom stenen kommer i uvejr eller ligger stille hen, så vil jeg altid kigge på den og glæde mig over, at det kapitel jeg fortæller med den altid vil være med lige dele glæde, grin, vemod, sorg og kærlighed.
Mikkel@MFWBlog.dk