Mødet

Godt at se dig!

Har du det godt?

Hej!

Tre ting der kan udrette så meget for mødet med et menneske.

Hvorfor er det vigtigt for os at blive set, hørt og bekræftet?

Min barndom og opdragelse bar præg af, at man altid skal hilse pænt på folk uanset om, man havde en relationen eller ej.

Denne grundholdning er internaliseret i min rygsøjle. Hilsenen kan komme til udtryk på flere måder: et knus, et håndtryk eller et hej er underordnet. Det vigtige er mødet med mennesket, du står overfor.

Samfundet er ved at udvikle sig til en sygelig bekræftelses-kultur. Folk gør opmærksom på næsten alt. Om de har fået nye sko, ny jakke eller noget helt tredje.

Er det en stræben efter ”likes”, anerkendelsen eller hvad er det?

På Facebook poster vi alt mellem himmel og jord. Glæden er altid størst, når der er nogle der ”liker” eller kommenterer på det, vi lægger op.

Mange gange har jeg svært ved at forstå, hvorfor vi bruger så meget tid på at bekræfte hinanden via de sociale medier. Er det en oprigtig bekræftelse, eller er det af ren og skær pli, vi ”liker” hinanden?

Når jeg står overfor cremen af dansk ungdom i mit arbejde, så prøver jeg altid på, at se høre og tage de unge alvorligt lige hvor de er. Det er for mig den bedste bekræftelse, som jeg kan give mine elever. Men har det egentlig en større betydning end de ”likes”, de kan få på de sociale medier? Jeg tvivler.

Er vigtigheden i at man møder hinanden på gangen med et smil, eller med et hej på vej væk i denne verden?

Du kender det. Du er ude at gå en tur. Du møder et andet menneske som kommer gående imod dig. Du prøver på at skabe en øjenkontakt for at kunne give vedkommende et smil. Desværre kigger vedkommende enten ned i jorden, til siden eller lige igennem dig

Denne oplevelse møder jeg oftere end jeg gjorde førhen.
Hvad skyldes det?

Er jeg for utiltalende at hilse på?

Bliver de usikre fordi jeg prøver at søge deres blik?

Hvad spiller ind?

Det kan godt være denne fordom, skal stå for skud:) Jeg oplever faktisk at mange yngre mennesker ikke formår at hilse på dem, de går forbi. Når jeg møder ældre mennesker, så er mødet på stien en anden. Det kunne være et nik, et smil eller et (højtideligt og korrekt udført) godaften. Når dette sker får jeg en følelse af, at lige nu er vi to mennesker til stede i den verden vi er i lige nu. En verden hvor bekræftelsen og mødet gør underværker. Bare et hej, et nik eller et smil giver en varme i kroppen.

Er det denne varme de unge mennesker misser, eller er det den følelse de får, når de får et ”like” eller en kommentar på et af de utallige sociale medier?

Nu lyder det som om jeg er tudse gammel og ikke lever i en verden med sociale medier og ej heller færdes på dem.

Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg bliver glad, hvis jeg får et ”like” eller en kommentar for det, jeg poster. Det gør jeg. Det vigtige for mig er, at fremstå som det menneske jeg også er, når man træffer mig på gaden, skolen, i byen osv.

I mødet med mennesker (om jeg kender dem eller ej), så gør jeg altid et forsøg på at engagere mig og sætte noget på spil. Dette både rent professionelt, under familiære forhold eller blot på stien. Måske i et varieret omfang, men engagementet er altid med.

Jeg giver gerne ”likes”, kram, kommentarer eller hvad det måtte være. Hvis det ene ”like” kan gøre, at mennesket jeg møder føler sig set, hørt, eller noget andet så bliver jeg glad. For jeg ved selv hvor vigtigt det er, at blive set, hørt og anerkendt for den, man er. Det er noget som alle mennesker har brug for uanset hvor gamle eller, hvor selvsikre de er.

Hils, nik, sig hej eller noget helt andet, når du møder et menneske på din vej. Det kan gøre underværker for det menneske, du møder.