Endelig ferie

En uges pause fra arbejdet. Nu skal vi rigtig slappe af som familie.

Eller?

Intentionen er altid stor, når ferien indtræffer. Den hårde hverdag, hvor jeg ikke føler, at vi når at komme helt til bunds med tingene. Eller den bankende dårlige samvittighed over, at tiden med familien er begrænset i den hektiske hverdag.

Overvejelserne tynger mig, så ferien virker helt uoverskuelig. Den dårlige samvittighed puster en i nakken.

”Mest af alt holder jeg af hverdagen”, som Dan Turrell fortæller om. Hverdagen hvor strukturen er givet. Du kan forholde dig til det dagen bringer, da det tit er forudsagt for dig. Mandag skal jeg det, tirsdag har jeg sent fri osv. En dejlig struktur, som er nem at navigere i for en som mig.

Når det nu forholder sig sådan, hvorfor higer vi så efter ferie? En ferie hvor du selv skal hitte på tingene, en ferie hvor du skal lade energien op, en ferie hvor du skal indhente de aftaler, de stærke relationer i dit liv hungrer efter og jeg kunne blive ved.

Op til ferien drejer frokostsamtalerne i pauserne sig uvægerligt om følgende: ”Nå, hvad skal du så lave i ferien?” ”Hvor skal I hen i ferien?” osv.

Forventningen er ikke til at tage fejl af: der skal ske noget i ferien.

Og ja – vi skal da lave noget i ferien. Det ligger næsten implicit i at holde ferie, at man skal have arrangeret noget, udlængsel og opdagelse.

Det er sådan man holder ferie i dagens Danmark. Eller?

Jeg bliver næsten altid forpustet over at holde ferie inden ferien overhovedet er begyndt.

Ikke fordi at der nødvendigvis skal foregå noget overdrevet givtigt for mig og mine relationer, men at programmet er så pakket, at jeg har svært ved at finde flere dage til afslapning, så jeg kan komme oven på igen og fylde energidepoterne op. Denne følelse er altid stærkeste, når feriens varighed (blot?) er en uge.

Jeg tror også, at I kender følelsen. Jeg er sikker på, at I også kan nikke genkendende til de ferier.

Jeg vil dog fremhæve denne ferie: Juleferien.

Den mest hyggelige, elskelige og fornøjelige ferie. Den er lig med en masse gode begivenheder såsom: julefrokoster, julevisiter, juleaften og nytårsaften. Et tætpakket relations-program, som jeg næsten blive helt forpustet over. Ikke fordi jeg ikke vil tilbringe tid med de mennesker, som er deltagende i de sociale kontekster, men at jeg skal forholde sig mig til så mange forskellige mennesker, så meget mad og larm osv. Det gør at ferien næsten føles hårdere end ”den elskede hverdag”. Juleferiens program kan være så tæt pakket, at jeg næsten ikke kan nå at ånde ud inden arbejdet kalder igen.

Hvad betyder ferie egentlig?

Ifølge Gyldendal betyder ferie en række sammenhængende fridage, hvor der rekreeres.

Puha jeg har helt misforstået feriebegrebet.

Hvorfor farer jeg sådan rundt?

Hvorfor alle de arrangementer?

Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat.

Ved nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at ferie for mig er:

at kunne være herre over, hvornår jeg gør dagens rutiner fx gå sent i seng, sove længe (hvis den lille tillader dette), spise lækker mad og mange andre ting. I tillæg til dette at tilbringe tiden med min familie og forsøge at opveje al den tid som bruges på mit arbejde. Ydermere at ens barn er i institution så mange af hverdagens timer, at man føler, at man ikke har set sit barn.

At bruge tiden på lige netop det, der er vigtigt for mig i en forjaget og hektisk hverdag, kan være medvirkende til at lade mig dvæle.

At kære sig om det der gør en godt. Feriefølelsen topper altid for mig, når jeg ikke ved hvilken dag, vi har. Nå dette sker, oplever jeg en følelse af, at tiden og strukturen er ligegyldig. Jeg er til stede i lige netop dét, som gør mig godt.

Nu lyder det som om, at tage i sommerhus, rejse osv. ikke er en del af mit billede af en ferie. Tværtimod det er en stor del af min opfattelse, da man netop kan formå at kære sig om de ting, som gør en godt uanset om, det er i et sommerhus, eller i Langtbortistan.

Et hurtigt kig i kalenderen fortæller mig, at der er 36 dage til, at jeg kan sige: Endelig ferie.

Mikkel@mfwblog.dk