DSB´ s jingle basker ud af højtalerne (I øvrigt vil de musikkyndige notere sig, at det rent faktisk er tonerne “D Es og B”, der spilles). ”Togene mod Jylland og Fyn er aflyst. I bedes …….” – og så står alt stille i bogstaveligste forstand. Jeg hører slet ikke, hvordan resten af beskeden lyder. Frustrationerne vælter indover mig. Hvad, hvem og hvordan? Hvad gør jeg nu? Hvem kan jeg kontakte og hvordan kommer jeg hjem?
Strandet i Højre Tåstrup. Egentlig er togstationen ganske fin. Faciliteterne er super gode. I den ene ende er der en lille fin café og i den anden ende en 7/11. Besynderligt var det dog, at højtalerne fortsatte med at spille noget ganske forfærdelig operamusik, som ikke dæmpede sig, når der kom informationer i højtalerne. Ikke et ondt ord om operamusik, men lige netop i denne situation gik de høje toner mig virkelig på nerverne.
D-ES- B (red. DSB) tonerne kommer atter ud af højtalerne. Beskeden var den samme som før. Denne gang stormede jeg hen til højtalerne og prøvede at ignorere operamusikken for at høre det sidste del af beskeden.
Jeg skulle hoppe på et regionaltog, som gik om 50 min. til Ringsted, og derfra videre i en togbus til Sorø. Dernæst i et tog som ville køre vest over.
Vreden pumper rundt i min krop. Heldigvis skulle jeg følges med en god veninde. Så trygheden i den uvante og stressede situation var nemmere at finde.
Egentlig har jeg altid haft det slogan, at jeg ikke rejste med offentlige transportmidler, da jeg jo har en bil. Netop denne dag skulle jeg til møde i Høje Tåstrup og hjem igen samme dag. Tanken var den, at jeg ville sidde og slappe af i toget og være klar til mødet uden at skulle bruge tid og energi på at køre.
D-Es-B
Vi haster ind i et alt for pakket regionaltog for at nå en togbus. Yes, nu kører det, tænkte vi. Vi kommer af toget. Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg kom hen i togbussen, da lemmingeffekten ramte os.
Yes. Så sidder vi i togussen. Det er da ikke så slemt, tænkte vi.
Wupti, så var vi i Sorø. Lemmingeffekten ramte os igen. Vi fandt et sted at stå i tønden sammen med alle sildene. Vi kunne egentlig ikke andet en grine for hvad nyttede det at græde.
Det viste sig, at toget allerede havde holdt der en time, men folk var optimistiske, da toget skulle køre om 20 min. De 20 min gik.
Midt i det hele siger en pige hej til mig. Jeg responderer høfligt tilbage og tænkte ikke videre over det. Folk spurgte hinanden om, hvor deres destination var. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg skulle til Ribe og så pigen til mig igen. De kom også fra Ribe.
Hmm, som den nysgerrige person jeg er, og farvet af mit arbejde spurgte jeg pigen. Hvilken skole går du så på i Ribe? Hun svarede pænt, at det var den skole, jeg var lærer på. Hun skulle til at gå i 5B. Jeg begyndte at grine. Jamen, så skal du jo have mig som klasselærer. Så var det derfor du hilste så pænt på mig. Hun smilede og nikkede.
D-Es-B afbrød den sjove stund.
Uroen spredte sig som en steppebrand. Alternative løsninger blev diskuteret:Taxa til Odense, Taxa til Esbjerg. Tanken om at løbe hjem, strejfede mig. Jeg løber sgu.
Min veninde og jeg havde på nuværende tidspunkt ventet i to timer. Vi fandt nogle medpassagerer, som var med på at bestille en taxa til Odense. Vi forcererede samtlige sild i tønden for at komme ud og vente på taxaer. Da vi endelig slap ud af tønden, ser vi, at der kommer et andet tog trillende op til det tog, vi lige var sluppet fri for.
Hvad skuer mit øje: EN DSB-MEDARBEJDER. Jeg løber febrilsk hen til hende. Kan du forsikre mig, at dette tog kører vestover indenfor ganske nær fremtid?
Det kunne hun, men skeptisk spørger jeg hende tre gange for at blive overbevist om, at det var troværdigt.
Vi vælger at afbestille taxaen og tro på, at De Danske Statsbaner kan klare opgaven og minsandten om ikke toget kørte til den tid den flinke DSB-medarbejder havde sagt.
Jeg var nødt til at holde fast i bordet. Jeg var rent faktisk på vej hjem nu.
D-Es-B. Gud hvor jeg egentlig hader den sammensætning af toner. Bedst som jeg sidder og jubler over, at nu er jeg endelig på vej, går det op for mig, at jeg skal skifte to gange undervejs hjem for at ramme Ribe. Optimismen blev hurtigt udskiftet med en ligegyldighed. Gad vide om jeg når hjem i dag?
Jeg må give D-Es-B ret. Du kommer virkelig ud at se med dem. Ikke kun i fysisk forstand men også psykisk. Min rejse gik fra at være den afslappende rejsefyr til en panisk, febrilsk, mismodig, vred, lalleglad og opgivende rejsefyr.
På trods af alt den palaver med ingen information, ingen tidshorisont og ingenting, så fandt jeg roen i, at jeg ikke var alene i sildetønden hele vejen. Jeg havde min veninde med og sammen fulgte vi strømmen rundt i tønden, som to uvidende og glade tosser på tur.
Vil jeg så tage DSB igen? Ja, det ville jeg. Jeg kan vel ikke være uheldig hver gang.
