Mfwblog.dk

Kagebagningens højtid er over os. Oftest er perioden stressende og fyldt med en masse gøremål. Disse gøremål kan  på en og samme tid være hektiske, men også utrolig afstressende.

Duften spreder sig i huset. En duft, som fremkalder en masse lykkelige minder. Minder fra barndommen, ungdommen, de utallige julefrokoster og vigtigst af alt mindet om, at nu laves der noget med kærlighed, hvor processen er i højsædet.

Det er ikke hvilken som helst proces. Nej, for der følger en masse ritualer/traditioner med de forskellige processer.

I min barndom havde vi en helt bestemt måde at bage vaniljekranse på. Det hele skulle gå rigtigt for sig. Det var også de eneste kager min far deltog i at bage. FAMILIENS JULESMÅKAGE.(Kagedåsen er 40 år gammel og hvert eneste år er den blevet fyldt med vaniljekranse)

Dejen sørgede min mor altid for. En dej der var så silkeblød at røre ved – for ikke at tale om duften af vanilie og smør, som bredte sig i hver en afkrog i vores hus. Alt dette forarbejde skulle gøres på en bestemt måde, så dejen blev helt perfekt.

Det store og spektakulære ”stunt” i vanillekranse-rejsen var ”KØDHAKKERMETODEN”. I vores familie har vi altid brugt kødhakkeren til at lave pølserne med mønstre til kagerne med. Der var dog kun én, der styrede kødhakkeren: min far. Kunsten med at proppe en tilpas mængde dej ned i hakkeren og dreje styrearmen i et tilpas tempo, så vi andre kunne følge med til at hale kagepølsen ud tog tid at lære.

Min storebror og jeg har altid kigget med ærefrygt på min fars måde at håndtere kødhakkeren på. Det virkede som om, at vi skulle læres op det ærefyldte erhverv. For hvert år der gik fik vi lov til, at være mere og mere med i processen. Til sidsteendte det med, at vi havde fået ”det sorte bælte i kødhakkerkunsten” og vi kunne styre den fornemme arbejdsopgave.

Efter de mange pølser blev hakket ud af hakkeren skulle kransene formes. Ikke bare formes tilfældigt. Nej, de skulle formes om en pegefinger, så hullet i kransene var ens. Æstetikken var en lige så stor faktor som smagen.

Der gik desværre en masse tilpasningsstykker til spilde, som vi var nødsaget til at spise med det samme, så der intet madspild var at finde. (mavepinen hørte med til bagningen)

Nu skulle kransene i ovnen. Dette var kulminationen af et stort stykke arbejde, hvor samarbejde, traditioner, ærefrygt og kærlighed til kage og juletiden gik op i en højere endhed.

Duften af nybagte vanillekranse får mig altid til at minde mig om min barndom, hvor netop denne småkage blev og var samlingspunktet for vores familie. En eftermiddag og aften, hvor grin, håndværk, samvær og kærlighed var i højseddet.
Jeg er sikker på, at andre mennesker også har lignende erindringer fra deres families juletraditioner. Jeg håber, at vi i dette forbrugssamfund stadig kan formå at give kommende generationer samme glæde ved, at bage sine egne julekager, da det er en helt unik måde, at være sammen som familie på.

Mikkel@mfwblog.dk

Skabelonen til et ganske almindeligt julehjerte er ganske nemt at lave. Du tegner ”bare” et hjerte. Julehjertet ændrer sig, når det skal flettes. Skabelonen og sværhedsgraden stiger væsentligt. Akkuratessen skal sidde lige i skabet. Den faste og rolige hånd er selve grundstenen for, at strimlerne flettes og udføres til perfektion. Hvis ikke kommer hjertet til at se skævt ud. For mig er det en kunstform at kunne flette et smukt julehjerte.

Jeg har den største respekt for de, der mestrer denne teknik og snilde. Det bringer mig videre til min historie om flettet julehjerte, der udover at være udført til perfektion også besidder de varmeste tanker.

For mig er julepynt til tider meget opreklameret. Folk og butikker plastrer deres huse og butiksruder til med så enorme mængder pynt, at det næsten bliver en forhindringsbane at færdes i.

Hver sin lyst.

For mig er julepyntet meget hyggeligt og en indikation på, at vi går en mørk og hyggelig tid i møde. En tid hvor sammenværd, kærlighed, familie og meget andet er i højsædet.

Lige netop disse ord rummer mit betydningsfulde julepynt.  ”De Flettede julehjerter”. En samling der udvides år efter år.

Jeg har en lille samling julehjerter. Samlingen vokser også hvert år, men hvordan kan den det, når jeg nu ikke mestrer akkuratessen, tænker I nok.

Jo, ser I. For en del år siden havde jeg en fantastisk elev. Eller dvs. hun var faktisk ikke min elev, for jeg underviste hende ikke i noget. Vores relation startede på en meget besynderlig men også sjov måde: Vi spiste madpakker sammen. Ja, I læste rigtigt.
Jeg havde altid gangvagt tirsdag og fredag og jeg havde min madpakke med. Vi fandt hurtigt ud af, at det var hyggeligt at spise mad sammen. Det var ikke kun personen og jeg, men vi var 5 til 6 stykker, som spiste sammen. Relationen blev stærkere og stærkere og jeg fandt ud af, at eleven også sang himmelsk. Til jer som kender mig, så kan jeg ikke lade være med ”gå forbi” et lille musikprojekt.

Derfor fik jeg hende til at synge med til en julekoncert sammen nogle andre elever.  Koncertens publikum var mine kollegaer og hele overbygningen. Vi øvede og øvede og kom hurtigt ind på snakken omkring jul og julepynt. Ikke nok med, at hun sang himmelsk, så havde hun teknikken og snilden til at flette julehjerter.

Dagen inden vi gik på juleferie, fik jeg en lille kuvert af hende, hvori der lå det smukkeste flettede julehjerte.

En gestus som jeg virkelig blev glad, rørt og beæret over. Inden i hjertet var der den skønneste julehilsen til mig. En julehilsen som nu er blevet en fast tradition. En tradition som jeg aldrig vil være foruden.

Skabelonen til et venskab var ved at blive skabt. Et venskab som startede ud med at være noget jeg bare kunne klippe ud af et stykke glanspapir. Netop denne skabelon har udviklet sig så meget, at jeg aldrig ville kunne mestre dette julehjerte.

Jeg har den dybeste respekt for den måde hun flettede et simpelt hjerte med så meget kærlighed, samhørighed, venskabelighed og taknemmelighed i.

Det som startede med et lille taknemmeligheds-hjerte har nu udviklet sig til, at være et personligt hjerte. Det er ikke bare noget som jeg kun skænker en tanke i december måned. Nej, et hjerte som er blevet en del af min hverdag, min omgangskreds og stor del af min familie.

Når hjerterne hænger på sin fasteplads i de små ruder over hoveddøren, og det nye julehjerte er kommet ind af døren, så er jeg klar til julen.

Julen er hjerternes fest.

Mikkel@mfwblog.dk