The fastest way to get there is to go slow

Sætter mig i bilen. Drejer nøglen og finder mig til rette. Sætter mobilen i sin holder og tænder for musikken. Bilen bliver fyldt af toner fra Tina Dickow, hvor hun synger ”The fastest way to get there is to go slow”. Det lyder som en stille og rolig start, som det egentlig også er og som passer mig fint.

Nu starter bilen og NU starter det. 

Konkurrencen med mig selv sammen med min bil. 

NU tænker I, hvad kan det være for en konkurrence. 

Til de der ikke kender mig, så er jeg et utrolig stort konkurrencemenneske, som vil gøre alt for at vinde. Og jeg har så forbandet svært ved ordsproget ”tab og vind med samme sind”. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan være ovenud lykkelig og jublende over, når man taber. Men ja – det er jo nok bare mig – eller er det? 

NÅ ja. Det gælder jo bare om at være med – ja, hvis det er en leg. 

Tilbage til min daglige konkurrence. 
Ja, konkurrencen er for nogle absurd, men for mig er det blevet en sport. Nemlig – hvor lidt brændstof jeg kan bruge på min daglige tur til og fra arbejde.

Er det virkelig noget man kan gå op i tænker du nok. Egentligt kan jeg godt forstå jer.

Jeg synes bare det er vildt spændende. 

Hvor på vejen kan jeg køre i frigear? hvordan skal jeg gribe svingene an såvel bakkerne, så jeg forbrænder så lidt som muligt? Og meget mere. Det er en hel videnskab.

Jeg kan stirre mig blind på forbrugsindikatoren, hvordan gennemsnitsforbruget er pr. 100 km/l.

Det værste der kan ske er, at der er modvind eller en traktor, som ødelægger mit flow – Damm det kan irriterer mig – for så er hele køreturen ødelagt.

NU tænker du nok – hvad fanden Mikkel- Kan du ikke gå op i noget andet? Jo det kan jeg egentlig godt, men jeg går meget op i økonomi, budgetter, og mine udgifter til mit daglige forbrug. 

Hvor kan jeg optimere? Hvad skal jeg optimere? Hvordan kan jeg spare nogle penge? Eller skal jeg ændre nogle vaner?

Og lige netop dette område med bil og forbrug synes jeg er en jungle især efter det nye med el-biler osv. Jeg går nemlig og overvejer, at jeg skal skifte vores bil ud, da jeg kører om 100 km og dagen. Kan det svare sig at forsætte i den bil vi har eller skal der tænkes i nye baner? 

Kan du virkelig være lykkelig over et benzinforbrug – ja det kan jeg. De dage, hvor jeg formår at køre 24-25 km på literen så føler jeg bare, at dagen bliver en tand bedre.

Mon ikke også du har en sær hobby eller konkurrence, som du dyrker?  I skrivende stund er min rekord 25 km pr liter – som jeg nok ikke kommer til at slå, eller gør jeg?

Livets etapeløb

Bekymringerne hober sig op. Bægret er tæt på at blive fyldt op. Det er ligesom den tungeste tåge, der lægger sig så sigtbarheden kun er en meter frem. Jeg kører op ad det ene bjerg efter det andet. På toppen letter tågen sig altid, men på vej ned kommer den lige så roligt snigende igen. Uforudsigelig.

Nogle gange er vejen uigennemskuelig, men på mirakuløs vis kommer jeg altid frem. Selvom det til tider er så tåget, at jeg ikke en gang kan se min egen næsetip.

Bekymringer er noget, som altid har fyldt for mig. Det har været en tro følgesvend i mit liv. Dog er jeg begyndt (prøver når overskuddet er til det), at lade være med at bekymre mig om fortiden, da den er gået og jeg intet kan stille op med de bekymringer mere. Det er nemmere sagt end gjort, men jeg øver mig. 

Noget andet jeg også øver mig på og det, jeg er mest udfordret på er: 

Fremtidens bekymringer. 

Jeg er som oftest god til at tage sorgerne på forskud.  Det er egentlig noget jeg er ked af – at jeg oftest tyer til, da jeg kommer til at gå glip af nogle glæder og at nogle små ting kommer til at fylde alt for meget i mit sind.

Kampen med at ændre mit mind-set er i gang. Jeg ved, det bliver en af de længere bjergetaper, men jeg håber, at jeg kan gå fra den tunge sprinter til at være den lette bjergrytter, som nyder at cykle op og ned ad bjergene. Tanken om at kunne. Iføre sig den prikkede bjergtrøje fordi jeg har fået ændret mine tanker om bekymringerne ville være så stort. Gøre det muligt at ændre bekymringerne til energi, glæde og fart til cyklen – det ville være helt fantastisk. Wow sikke en tanke!

Lige nu er jeg i træningslejr, hvor jeg cykler nogle småture op og ned. Jeg prøver at sætte fart nogle dage, men andre dage er jeg virkelig tung i røven.

Men Hey – Jeg har erkendt, at det er noget jeg skal træne på. Jeg ved, at træningen giver energi, hvis jeg er vedholdende nok. 

Så erkendelsen er faktisk den første etape i mit kommende etapeløb, så jeg er trukket i træningstøjet. 

Mfwblog.dk

Følg min blog

Få den nyeste blog på mail