Er jeg nu ikke en Lykkens Pamphilius?

Er jeg nu ikke en Lykkens Pamphilius?

 Pizzaen er bestilt. ”Bland-selv- slikposen” er fyldt op. Rummet flyder af usunde ting. Lysten drages af den kolde cola, som står i køleskabet. Kulsyreren, smagen, koffeinen og lyden af kapslen, når sodavanden åbnes.

Får kuldegysning ved tanken.  ”Ahhhh” Der er lagt op til en fantastisk aften.

Hvem vil ikke tilbringe sine aftener på sådan en måde?

For mig har kosten og lysten til det usunde altid været stort. (Det er den stadig). Slik, sodavand og kager har jeg altid forbundet med at leve livet og selvforkælelse. Der er jo ikke noget bedre end at åbne en pose chips og så krølle den sammen, når man er færdig med den. En selvtilfredsstillelse som er helt fantastisk.

Jeg startede som sagt hos en kostvejleder (som I kan læse om i blogindlægget ”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”.) Tankerne om en kostvejleder var noget jeg virkelig kæmpede med:

Nu skal jeg sulte i de otte uger og længes efter det gode liv sagde alle de skilte jeg så for mit indre blik.

  • Ingen slik
  • Intet hvidt brød

= Intet godt liv mere

Jeg kontaktede KG-kostvejledning – Kirsten Gemmer. Henvendelsen var ikke så grænseoverskridende, da jeg kendte Kirsten fra min tid på HF. Så følelsen af tryghed var der, da det var bekendt, som skulle hjælpe mig.

Jeg er et udbredt tryghedsmenneske. Trygheden ved at man har en relation til de mennesker, der skal hjælpe en er vigtigt for mig. Så bliver det ukendte ikke så farligt.

Puha- hvad vil hun med mig?

Det hele startede med, at jeg skulle udfylde et skema over de fødevarer, jeg indtog og hvor meget motion jeg dyrkede i fem dage. Hertil skulle jeg også skrive, hvad jeg kunne lide at spise.

 

Hey! Jeg kan ønske ting til min kostplan. HEP HEY. Det tog lige lidt af frygten for, at jeg ikke skulle leve af juice.

Er det nu noget for mig? Hvem gider/orker at leve uden kage og slik?

Kunne slet ikke forlige mig med tanken. De kolde fødder var et kæmpe

pres på den varme grund, som jeg ellers var ved at opbygge.

”Mikkel, hold nu op med alle de dårlige undskyldninger! Tag dig nu selv alvorligt”.

Jeg fik fremsendt mit skema efter mange overvejelser. Fire dage efter modtog jeg et kostprogram. Oh my God. Jeg skal spise hele tiden. (Fedt! elsker at spise).

Jeg startede op med et fantastisk gå-på-mod. Nu havde jeg lysten til det. Jeg kunne se, at det ikke kun var juice og gulerødder men, at jeg rent faktisk måtte spise lige, hvad jeg ville – dog i de rigtige mængder.

Når kosten er forkert, er medicin unyttig. Når kosten er korrekt, er medicin unødvendig. Gammelt ayurvedisk ordsprog

Efter tre dage på kostplanen skete det mest fantastiske. Noget som jeg aldrig havde drømt om: Min hovedpine var væk.

(Indlægget forsætter efter billedet)

En hovedpine som havde plaget mig hver evig eneste dag i tre år. Hovedpinepiller for at slå hovedpinen ned var ikke længere nødvendige. HVAD SKER DER?!

Jeg kontakter Kirsten, og vi fik en snak frem og tilbage. Kosten har simpelthen formået at afhjælpe min hovedpine.

”For helvede Mikkel, hvorfor havde du ikke taget dig seriøs før? ” var den første tanke som røg igennem mit hoved. Men hvor skulle jeg vide fra? At kosten havde så stor påvirkning på kroppen? Jeg troede kun, at den påvirkede energien og vægten.

Udgangspunktet for kontakten til Kirsten var, at jeg skulle tabe mig og få inspiration til sunde retter i min families hverdag.

Nu er udgangspunktet et helt anden. Denne sunde livsstil er ikke bare et vægttab, men det er en kamp for at få det gode og fantastiske liv. Hvor maden, slikken og hyggen er en stor, men passende del af den.

Det vigtigste for mig er, at jeg har kunnet spise et pilleforbrug ned til et minimum og ikke mindst, at jeg har taget mig selv alvorlig med min kost, motion og nu mit velvære. Det er det største incitament for at forsætte livstilsændringen.

Skud ud til KG-kostvejledning

Mikke@MFWBLOG.DK

9+

Tabu – Taburet

Tabu-Taburet

”Hold da kæft han har nogle store muskler”. Han er en fandens karl. Bare se den måde han går på. Store muskler, højt råbende, flabet og perfekt sat hår. Han ligner lidt LOC.”Hov hvad fanden laver han?.” Nu sidder han sgu og drikker rosévin og taler om følelser – hvad sker der?

Han er sgu da ikke en mand.

Men må en mand være en mand? Hvorfor er det ikke legalt for mænd at tale om følelser?

Hvad er det, der sker, hvis en mand, eller mænd begynder at tale om, hvad der virkeligt er svært i livet. Mister manden mandlighed? Mandighed?

Hvorfor har vi skabt et samfundsbillede af at mænd er mænd? Hvis de græder, så er det fordi de får noget i øjet? For det gør mænd ikke.

Kender I det: samfundet implicit har nogle tabuområder, som man ikke snakker om?

I mit liv har jeg ofte mødt områder, som folk betegner som tabu. Områder som i sagens natur egentligt er normale i det liv, vi fører.

Det kunne fx være: homoseksualitet, menstruation, ros, stress, død, barn- og, arbejdsløshed osv. Der er uendelige mange områder, som omfattes som tabuer.

Copyright Tobias Nicolai

Hmm, hvor skal jeg starte….

Ordets betydning

tabu, oprindelig et polynesisk religiøst begreb, der betegner et forbud udstedt af nogen, som er mægtigere end en selv, fx guder, høvdinge, forfædre eller forældre. 

Vi er gået fra at ordet defineres af noget som er større end en selv, til  at samfundet dikterer at tabuet, eller den sociale kontekst du befinder dig i definerer?

Men hvilket samfund/socialkontekst skal diktere, hvad og hvornår noget er et tabu? Men tabuer er ikke statiske, for de ændrer sig i forhold til, hvilke ”samfund/sociale kontekster” du bevæger dig i. Dvs. tabuerne er i konstant udvikling/afvikling.

Jeg er pt. på et kursus med folk, der lider af høretab og/eller med tinnitus. Her har jeg oplevet, at min kroniske lidelse pludseligt er gået fra at være tabubelagt til at være noget, der kan nærme sig en form for ”normalitet”.

 

Mit ”samfundstabu” er blevet til en taburet. En taburet hvor benene har fået et fodfæste og fundet en synlig plads. Dette er takket være det ”lille samfund”, jeg befinder mig i lige nu.

Hvad skyldes det? Er det pga. vi er ligestillede? Eller hvad er det?

Efter mange snakke med nogle fantastiske mennesker finder jeg hurtigt ud af, at det ikke er pga., at vi er ligestillede. I stedet er det disse menneskers indsigt i, hvad det vil sige at leve med en usynlig (høre)lidelse. Hvorfor er det ikke et tabu her, men en ”tabu(som har fået sin)ret” ?

For mig kan tabuer forbindes med manglende viden/indsigt i bevæggrunde, beslutninger, historie og næste kærlighed.

For mig er ordet tabu forbundet med, at jeg ikke har taget den emnets empati? Grundlæggende tror jeg på, at hvis vi sætter os i en andens sted, udvikler vi en forståelse for den situation. Det andet menneske befinder sig i. Hvad er bevæggrundene for dette?

Jeg vil jo mene, at hvis man forstår, de bevæggrunde der er, så er man en rigtig mand. Uanset om tilfældet er, at man drikker kold rosé i stedet for en fadbamse – om man elsker at se romantiske komedier eller taler om følelser.

 

Hvis vi formår at skabe/tilegne os viden om de emner, som vi måske anser for tabuer, vil det i min bog være medvirkende årsag til, at vi kan komme hinanden nærmere. Det ser jeg som ufatteligt vigtigt.

Med den viden kan tabuet blive en taburet, som får sin berettigelse i samfundet. En taburet som alle kan bruge. Jeg skal nemlig sige dig: man sidder yderst komfortabelt på sådan en taburet.

Mikkel@mfwblog.dk

 

5+