Den varmeste, men også den bedste kop the

Jeg har det svært.

Hvorfor er der ingen der forstår, hvordan jeg har det?

Jeg kan simpelthen ikke tage andres ”latterlige” hverdagsproblematikker alvorligt?

Jeg føler mig alene. Alene med min sorg.

Jeg er sikker på, at andre kan nikke genkendende til at ens egne problematikker/udfordringer fylder så meget, at det går hen og bliver en frustration, at ingen forstår dig og problemet.

”Kom nu videre Mikkel, så slemt er det jo ikke” sagde en kammerat. Puha. Følelsen af negligering af mig og min problematik stormer frem i min krop. Jeg er af den overbevisning, at vedkommende ikke mener noget ondt med det. Udgangspunktet er bare så forskelligt. Udgangspunktet for vedkommende kan være, at mit problem synes ubetydeligt og noget man håndtere med et snuptag. For mig er det det sværeste.

At kunne sætte sig i en andens sted kan være noget af det sværeste. Det kræver utrolig stor empati og følelsesmæssig stabilitet hos ens selv, hvis man kan rumme andres problematikker. Berøringsangsten er en kæmpe faktor i det samfund, vi lever i. Et klassisk eksempel er, at man midt i julehandlen møder en gammel bekendt: ”Hej. Hvor er det dejligt at se dig igen. Går det godt? ”. Stemningen er god, julen står for døren og overskuddet er i top. I udgangspunktet dejligt, at der begejstret spørges til ens velbefindende, men hvad nu hvis jeg svarer: ”Nej, det går knap så godt”. Det ligger så implicit i spørgsmålet ”Går det godt? ”, at svaret skal være ”Ja, det går rigtig godt”. Folk er bange for at spørge ind til hinanden. Tænk hvis den man spørger ind til står midt i en krise, i sorg, sygdom osv.

Da jeg var i sorg over at miste min far, viste det sig, at folk jeg mødte, som jeg ellers var meget tætte med, havde mange kvaler ved at spørge ind til min livssituation. Mit allerstørste behov og ønske var, at jeg kunne blive set og hørt. At opleve det modsatte var en kæmpe frustration.

Sorg. Et meget ømtåligt – ja næsten tabubelagt emne. Jeg kom hurtigt til at føle mig alene med mine tanker og sorg. Hertil skal det siges, at min familie var det sted, hvor støtten var på sit højeste. Udfordringen var bare, at de også var i sorg. Vi sad med hver vores sorg og en fælles sorg. Det var meget at skulle være i på én og samme gang.

Til dagligt arbejder som jeg lærer. Her møder jeg mange problematikker på min vej. En af det oplevelser jeg desværre havde, var at jeg havde en elev, som mistede sin far til kræft. Jeg var hendes primære kontakt- og samtaleperson på skolen. Lige nøjagtig denne familie fik og har en kæmpe plads i mit hjerte nu.

Gennem samtaler med hende og hendes familie opbyggede der sig et venskab, som jeg ikke kunne være foruden. Et venskab som blev og er en ubeskrivelig faktor i min bearbejdelse af mit livs største krise.

Jeg er så heldig, at jeg har arbejdet/arbejdede sammen med næsten alle børnene i familien i forskellige sammenhænge og har fået et godt venskab til dem alle.

Da moderen og to af pigerne hørte om min fars død, fik jeg sms´en: ”Mikkel, Hvis du har brug for en snak, så må du meget gerne komme forbi”. Jeg glemmer aldrig denne sms. En sms med så meget kærlighed og omsorg, som jeg bare higede efter.

Kan et besøg hos dem virkelig hjælpe mig?

Ville de virkelig mig det bedste?

Er jeg selv klar til at snakke om det?

Jeg skrev med en af pigerne fra familien, som udtrykkeligt sagde, at vi kunne ”bare” få en kop the og noget kage og så måtte vi se, hvad samtalen bevægede sig ind på.

Jeg tog afsted en onsdag eftermiddag. Det var koldt, regnfuldt og ikke særligt hyggeligt. Det var ligesom om, at vejret var et billede på min følelsessituation. En følelse af et koldt sort hul, hvor tårernes regn fyldte hullet op, så jeg var ved at drukne af sørgmodighed og afsavn.

Jeg kørte ind i deres indkørsel, som var grusbelagt. Lyden af det våde grus skar i mine ører, akkurat ligesom alle de ”grusede” tanker, der fløj rundt i hovedet på mig. Det eneste jeg ønskede var en harmonisk indkørsel, hvor gruset havde sin bestemte plads og fyldte tilpas meget.

Hoveddøren og hjerterne åbnede sig inden jeg tog i håndtaget. Det håndtag som jeg havde frygtet var lige pludselig en åbning til en hjertevarme, der væltede en bagover af lykke, omsorg og forståelse.

Vejret, tiden og verden gik i stå. Lige pludselig var de forklaringen på, hvordan jeg havde det. Stilheden, det usagte, tankerne, empatien gav pludselig mening i dette skønne sociale samspil. Pludselig var alle tanker legale og forståelige.

Netop dette møde med denne specielle og fantastiske familie har gjort tankerne, sorgen og tilstedeværelsen i mit følelsesunivers menneskeligt. Fra at gå fra at føle sig alene til nu at føle, at det ikke kun er dig, som har de tanker, følelser og udfordringer. Jeg er dem evigt taknemlig for denne kop the. Den tog lang tid at drikke, men hvor smagte den bare godt.

Invitationen var afgørende for mig. Tænk på hvad den varme kop the kan betyde for dig eller en helt anden.

(Familien har læst og givet deres samtykke til at jeg må bruge historien på min blog).

Mikkel@mfwblog.dk

18+

Mit livs sværeste, men også vigtigste sang

Skal jeg holde, hvad jeg har lovet?

Kan jeg virkelig gøre det?

Bryder jeg sammen?

Kom nu Mikkel! Du har lovet din far det!

Spørgsmålet er, om jeg kan se mig selv i øjnene efter, at jeg har lovet min far at synge den sang for ham ved hans kiste? Et løfte jeg gav for mange år siden. Kan jeg så ikke bare droppe det?

Kan jeg ikke ”bare” synge sangen for mig selv? Skal jeg synge den til begravelsen?

Pianomand, pianomand, pianomand

Lukker jeg øjnene kommer titlen frem. Sætter jeg noget musik på, kommer sangen snigende. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv i øjnene resten af mit liv, hvis jeg ikke giver min far det ønske, som vi har snakket om i så mange år.  Ønsket om at synge Kim Larsens ”Pianomand” til hans begravelse.

JEG GØR DET SGU. JEG GØR DET FOR DIG FAR.

Jeg glemmer aldrig dagen efter min far sov stille ind. Vi sad og snakkede om begravelsen osv. Min familie og jeg var egentlig meget fattede omkring, hvordan og hvorledes vi ønskede begravelsen og kaffen bagefter skulle være. Smørrebrød og øl i forsamlingshuset. De tre ting elskede min far.

Begravelsen var der heller ikke meget at rafle om. Sangvalget var på plads osv., da præsten kom for at snakke med os. Men skulle jeg synge eller ej? Og hvordan skulle det foregå. Præsten syntes, at det var en smuk gestus for min far. Hun foreslog, hvis jeg besluttede at synge sangen for min far, ville det blive lidt efter hendes tale.

Jeg ved ikke hvor det kom fra, men ja´et røg ud af min mund som skidt fra en spædkalv.

FUCK! Jeg sagde ja!

Et ja, jeg ikke kan trække tilbage.

Et ja til livet.

Et ja til det jeg lovede.

Dernæst kom en storm af tanker – om for og imod. Var jeg egentlig meget glad for min beslutning? En beslutning om at glæde og imødekomme min fars ønske om at synge lige netop denne sang på denne specielle dag.

For mig har musikken altid kunnet sætte ord på de følelser, som jeg ikke selv har kunnet formå at italesætte. Trygheden i det musikalske univers, hvor både sang, tekst, harmonier og stemninger kunne forklare, beskrive og omfavne mig og mine følelser overfor min far. Det kunne ikke være en bedre løsning for mig.

Dagen oprandt.

Dagen, hvor jeg skulle begrave og synge for min far.

Skal jeg holde, hvad jeg har lovet?

Kan jeg virkelig gøre det?

Jeg bryder sammen?

Kom nu Mikkel, du har altid lovet din far det!

Jeg vidste, at jeg skulle synge sammen med min gode ven Nicolas. Nicolas, som jeg har spillet dette nummer med til utallige koncerter.

Tankemylderet startede igen.

Men dette er jo ikke en koncert Mikkel!

STOP- Hvad har du gang i Mikkel. Du kan godt.

Jo. Jeg havde gang i noget af største, smukkeste, sværeste og mest betydningsfulde i hele mit liv. Jeg skulle levere mit livs vigtigste men også sværeste sang.  Det heldige var, at lige netop den sang, det sted, de mennesker og mig og min guitar var det, jeg fandt allermest tryghed ved efter tabet af min far. Mit helle.

Talen stoppe pludseligt!

NU er det NU.

Jeg skal levere det, som jeg har lovet min far.

Min far som ligger fredsfyldt og smukt i kisten foran mine føder. Den smukkeste hvide trækiste sirligt pyntet med utallige blomster og omkring lå et blomsterhav af buketter. Lyset fra de kønneste messinglysekroner formåede at kaste en varm og utrolig beroligende stemning over kisten. Den kiste som nu var min fars. Duften fra blomsterbuketterne spredte sig langsomt hen til mig. Mmm hvor er det en skøn og behagelig følelse. Fredfyldt og afslappet.

Jeg stod og beundrede kisten og alt det omkringliggende i et par sekunder. Et par sekunder som føltes som evigheder.

Jeg slog tonen an på min guitar. Kiggede på Nicolas. Det blik jeg mødte, var det blik, som vi altid sendte hinanden, når vi skulle spille lige netop den sang. Et blik fyldt med æresfrygt, respekt, ydmyghed og kærlighed. I dag var blikket det samme. Sikke en lettelse. Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem igen imens jeg pustede ud. Så er det nu.

Vi trak vejret ind på samme tid og slog akkorderne an. De akkorder og harmonier som min far og jeg altid har elsket og elsker. Min krop fyldtes med en varme, som jeg aldrig havde oplevet før. En varme som strømmede gennem min krop fra top til tå. Den meste beroligende og behagelige varme jeg kunne ønske mig. Det føltes som den hjalp mig på vej.

”Stille blues i mol og maj.”

Endnu en linje koblede sig på. Den ene linje tog den anden. Lige pludselig sang jeg den sidste linje af mit lives vigtigste sang.

”Det ved du nu, Pianomand.”

Jeg gjorde det! Jeg sang sangen for min far. Den sang som vi altid har elsket at høre. Mit blik ramte lige pludseligt alle de mennesker, som var i kirken. De mennesker jeg slet ikke havde ænset, da jeg gik op til min far. Hov – de var der også. De var også i det følelsesmæssige musikalske univers, hvor forståelsen for min sorg, tab, og kærlighed til/for min far levede.

FUCK jeg sagde Ja!

Et ja jeg ikke vil trække tilbage.

Et ja til livet.

Et ja til det jeg lovede

Et ja til at jeg altid skal bruge mine følelser, mine sange, mine medmennesker, mine følgere og min familie til at udtrykke, hvordan jeg har det. Vi skal værdsætte det, vi har omkring os, elske vores næste og kunne se os selv og de valg vi træffer i vores liv i øjnene.

For mig bliver denne sang aldrig den sidste, men den vil altid være mit livs vigtigste og sværeste.

 

Mikkel@MFWBlog.dk

 

12+