Tabu – Taburet

Tabu-Taburet

”Hold da kæft han har nogle store muskler”. Han er en fandens karl. Bare se den måde han går på. Store muskler, højt råbende, flabet og perfekt sat hår. Han ligner lidt LOC.”Hov hvad fanden laver han?.” Nu sidder han sgu og drikker rosévin og taler om følelser – hvad sker der?

Han er sgu da ikke en mand.

Men må en mand være en mand? Hvorfor er det ikke legalt for mænd at tale om følelser?

Hvad er det, der sker, hvis en mand, eller mænd begynder at tale om, hvad der virkeligt er svært i livet. Mister manden mandlighed? Mandighed?

Hvorfor har vi skabt et samfundsbillede af at mænd er mænd? Hvis de græder, så er det fordi de får noget i øjet? For det gør mænd ikke.

Kender I det: samfundet implicit har nogle tabuområder, som man ikke snakker om?

I mit liv har jeg ofte mødt områder, som folk betegner som tabu. Områder som i sagens natur egentligt er normale i det liv, vi fører.

Det kunne fx være: homoseksualitet, menstruation, ros, stress, død, barn- og, arbejdsløshed osv. Der er uendelige mange områder, som omfattes som tabuer.

Copyright Tobias Nicolai

Hmm, hvor skal jeg starte….

Ordets betydning

tabu, oprindelig et polynesisk religiøst begreb, der betegner et forbud udstedt af nogen, som er mægtigere end en selv, fx guder, høvdinge, forfædre eller forældre. 

Vi er gået fra at ordet defineres af noget som er større end en selv, til  at samfundet dikterer at tabuet, eller den sociale kontekst du befinder dig i definerer?

Men hvilket samfund/socialkontekst skal diktere, hvad og hvornår noget er et tabu? Men tabuer er ikke statiske, for de ændrer sig i forhold til, hvilke ”samfund/sociale kontekster” du bevæger dig i. Dvs. tabuerne er i konstant udvikling/afvikling.

Jeg er pt. på et kursus med folk, der lider af høretab og/eller med tinnitus. Her har jeg oplevet, at min kroniske lidelse pludseligt er gået fra at være tabubelagt til at være noget, der kan nærme sig en form for ”normalitet”.

 

Mit ”samfundstabu” er blevet til en taburet. En taburet hvor benene har fået et fodfæste og fundet en synlig plads. Dette er takket være det ”lille samfund”, jeg befinder mig i lige nu.

Hvad skyldes det? Er det pga. vi er ligestillede? Eller hvad er det?

Efter mange snakke med nogle fantastiske mennesker finder jeg hurtigt ud af, at det ikke er pga., at vi er ligestillede. I stedet er det disse menneskers indsigt i, hvad det vil sige at leve med en usynlig (høre)lidelse. Hvorfor er det ikke et tabu her, men en ”tabu(som har fået sin)ret” ?

For mig kan tabuer forbindes med manglende viden/indsigt i bevæggrunde, beslutninger, historie og næste kærlighed.

For mig er ordet tabu forbundet med, at jeg ikke har taget den emnets empati? Grundlæggende tror jeg på, at hvis vi sætter os i en andens sted, udvikler vi en forståelse for den situation. Det andet menneske befinder sig i. Hvad er bevæggrundene for dette?

Jeg vil jo mene, at hvis man forstår, de bevæggrunde der er, så er man en rigtig mand. Uanset om tilfældet er, at man drikker kold rosé i stedet for en fadbamse – om man elsker at se romantiske komedier eller taler om følelser.

 

Hvis vi formår at skabe/tilegne os viden om de emner, som vi måske anser for tabuer, vil det i min bog være medvirkende årsag til, at vi kan komme hinanden nærmere. Det ser jeg som ufatteligt vigtigt.

Med den viden kan tabuet blive en taburet, som får sin berettigelse i samfundet. En taburet som alle kan bruge. Jeg skal nemlig sige dig: man sidder yderst komfortabelt på sådan en taburet.

Mikkel@mfwblog.dk

 

5+

 Livet med en kronisk lidelse

 Livet med en kronisk lidelse

 

Det usynlige gør det svært. Det usagte gør det sværere. Forståelsen for andre er en udfordring.

Det at leve med en kronisk ”usynlig” lidelse er en stor udfordring omend, man italesætter sin lidelse eller ej.

 

Det sværeste er ens egen accept af den lidelse, man har. Accepten af at den kan være så intimiderende i ens hverdag og sociale liv, at man bliver pacificeret.

Skal den virkelig være så styrende for ens liv og formåen?  Puha –

 

”I går oplevede jeg, at Mr. T(tinnitus) virkelig satte en begrænsning for mig.”

 

At deltage i ens bedstevenners fødselsdag er jo altid en festlig affære. Det sociale samspil, grinene, musikken og de gode drinks. Hvem ønsker ikke at deltage i dette? – og være med i det der sker?
Det gør jeg! Det har jeg altid gjort.

Men må sande at Mr. T gør, at jeg kun kan formå at føre dybsindige og stille samtaler, hvor der ikke spilles højt musik, og hvor grinene er behersket. (Hertil skal der siges, at de dybsindige samtaler jeg har og havde, vil jeg ikke være foruden. Det er netop dem, der gør, at jeg tager afsted til lige netop fester, hvor jeg ved at Mr. T sætter en stopper for mig efter 3 timer.)

 

Det er bare svært, når man er til en fest, hvor stemningen er god og folk er glade for at se hinanden.

Det man allerhelst vil er, at være en del af de høje grin, den høje musik og festen. Mr. T vil noget andet.

”Fuck nu af Mr. T, og lad mig feste, som jeg vil. Lad mig nu kunne være den Mikkel, som jeg var engang”. Lige netop dette fløj gennem mig hoved.

Men denne sætning gjorde mig også opmærksom på en vigtig ting. ”Lad mig være den Mikkel, jeg var engang”. Er det så vigtigt at være den, som man var engang? Er det ikke vigtigere at være den Mikkel, man er?
Puha sikke nogle eksistentielle spørgsmål. Hvordan skal man navigere i et liv, hvor man på denne ene side længes efter at være uden Mr. T. Den anden side skal man acceptere at det liv, man har nu er med Mr. T og alle de forholdsregler.

 

”ÅH NEJ” nu tager jeg hjem fra fødselsdagsfesten igen i år kl. 22.00 og vi er lige startet. Gade vide hvad de andre tænker. Kæft han kedelig. Må han ikke være længere tid ude for konen osv.”

 

 En ven er én, der ved alt om dig og stadig elsker dig

 – Elbert Hubbart

 

Hvor er jeg glad for, at jeg altid har italesat det usynlige. Italesat at jeg har fået en begrænsning i mit liv. Italesat at selvom jeg tager tidligt hjem fra fester, jeg deltager i, så er jeg taknemlig over, at jeg må deltage på mine vilkår.

Taknemmeligheden for forståelsen har den største betydning, som jeg slet ikke kan sætte ord på.

 

For mig er det vigtigt at synliggøre det usynlige. Synligt, at jeg har nogle fysiske begrænsninger, og at jeg ikke er bange for at indrømme, at det hæmmer mig i mange henseender.

 

Vi lever desværre i en verden, hvor alt skal være perfekt, og udad til skal alt fungere. En stræben efter at være noget, som man måske ikke kan være. Og puha, hvor jeg kæmpe med dette, men øver mig i at lade være.

 

“Det store er ikke at være enten det ene eller det andet – men at være sig selv – og det formår hvert eneste menneske, hvis det vil”  

Søren Kierkegaard

4+