Den der venter længe venter på noget godt

Følelsen bankede på døren.

Hvad gør jeg?

Hvordan løser jeg det uforløste?

Hvordan genskaber jeg den glæde til rummet, som jeg altid har haft?

Kirkerummet kan rumme alle livets op- og nedture. For mig har kirkerummet altid været et helt unikt og smukt rum at befinde sig i. Det ikke fordi, at jeg er at finde på kirkebænken hver søndag, men jeg synes kirken har en vigtig samfundsrolle. I min optik formår kirken til stadighed være en del af rigtig mange menneskers traditioner fx dåb, bryllup, julegudstjeneste. Om end brugen af kirkerummet er af mere traditionsmæssig karakter end religiøs, kan kirkerummet noget distinkt.

Allervigtigst for mig står roen, atmosfæren og akustikken.

Efter at have sunget mit livs sværeste, men også vigtigste sang foran min fars kiste, har jeg følt et stort tomrum: et ”kirketomrum”.

En spirende trang som jeg aldrig nogensinde har haft før, sneg sig ind på mig. Jeg var nødt til at fylde det selvsamme kirkerum med musik, glæde, samhørighed, kærlighed og fortællinger.

Jeg besad en enorm trang til at fortælle en ny historie i kirken, end den jeg fortalte sidst.

Hvad gør jeg?

Hvordan løser jeg det uforløste?

Hvordan genskaber jeg den glæde til rummet, som jeg altid har haft?

At fylde kirkerummet med musik, stod klart for mig. Musikken skulle fylde rummet helt ud i alle kroge. For mig er musikken den måde, jeg bedst kan udtrykke mig på, men hvordan skulle jeg gribe det an? Skulle jeg bare tage op i kirken med min guitar og synge for mig selv?

Min far havde altid været en trofast lytter til mine øvestunder såvel de mange koncerter jeg har spillet. Jeg havde altid den målestok, at hvis jeg virkelig synes, at den musik jeg spillede var i orden, så inviterede jeg mine forældre til at komme at lytte. Jeg ville altid gøre dem stolte over det, de havde givet mig. De havde givet mig muligheden for at gå til musik selvom det kostede en masse penge, tid og tålmodighed.

Min far foretrak bands, men her stod jeg og brændende ønskede mig at fylde kirkerummet med musik – bare mig og min guitar. Jeg ville gerne give min far den sidste koncert i det rum, hvor jeg havde min (sidste) afsked med ham.

Jeg gik i tænkeboks i fire måneder, for at finde ud hvad, hvordan jeg kunne løse mit ”kirketomrum”. Pludselig kom idéen. Jeg ville lave en koncert med temaet ”Livet igennem musikken”. Konceptet skulle være, at jeg inviterede mange af de musikere jeg havde spillet med gennem tiden. Musikere som min far elskede at høre, ville jeg gerne invitere til at komme og synge eller spille en sang, som har haft en stor betydning for dem og deres liv. Jeg ville have et fast band, som bakkede solisterne op, hvis det var nødvendigt.

Jeg begyndte at kontakte mange af de mennesker, jeg havde spillet med igennem årene. Fællers for alle tilbagemeldingerne var, at de gerne være med til at bakke mig op i mit store ønske.

Midt i al min eufori over, at omverden ville hjælpe mig med at fylde mit ”kirkeromrum”, gik det op for mig, at jeg havde overset en væsentlig detalje. Jeg var jo nødt til at spørge præsten i Gørding om lån af kirken overhovedet var en mulighed.

Jeg kontaktede præsten og hun syntes, det var en god idé. Jeg blev budt på the for at snakke hele projektet igennem.

Efter vores lille ”the-møde” var konceptet klar. Jeg kunne lave min koncert som en eftermiddagskoncert, hvor offentligheden kunne komme og høre sange og fortællinger om livets udfordringer.

Koncerten var en kæmpe succes. Landsbykirken var fyldt til bristepunktet.

Den største succes var, at det tomrum jeg havde bøvlet med i et helt år nu var forløst. En forløsning af kærlighed til musikken, til netop det kirkerum, til menneskerne og til sorgen.

Jeg tror, det er vigtigt, at hvis man har et tomrum af en eller anden art, skal man arbejde på, at få tomrummet fyldt ud igen. Det behøver ikke være det samme som det man mistede, men noget andet, der kan fylde rummet ud. Jeg kan aldrig få min far igen, men jeg kan fylde mit tomrum ud med ting, som gør mig godt: musik, relationer, følelser, fortællinger og samværet omkring det svære i livet.

Det har for mig været vigtigt, at finde en erstatning til nogle af de ting som jeg manglede.

Jeg har stadig mange tomrum. Jeg arbejder stadigvæk med at fylde ud tomrum ud, men ting tager tid. Tomrummene er forskellige med hver deres behov. Jeg tror ikke, at alle rummene kan fyldes ud med noget andet, og det er også helt okay. Det man har mistet har haft så stor betydning og indvirkning på ens liv. Tomrummene er et tegn på at sorgen og afsavnet er en del af mit liv, og sådan er det. Rummene kan fylde meget den ene dag, og næsten intet den anden dag, men jeg vil aldrig være bange for rummene. Jeg vil se dem i øjnene og acceptere dem.

Mikkel@mfwblog.dk

9+

At miste sin elskede, sin bedste ven og nærmeste pårørende.

 

Den dag jeg måtte forholde mig til at skulle miste det menneske, jeg havde bygget hele mit voksenliv op sammen med, måtte jeg grave dybt for at finde fast grund under fødderne igen.

Hvordan kan jeg støtte min elskede mand?

Hvordan kan jeg være noget for mine børn?

Hvad med mine svigerforældre, når de mister deres eneste søn?

Hvordan bliver det at være alene?

Disse, og tusinde andre tanker tumlede rundt i mit system de første mange dage.

Langsomt nåede jeg en slags erkendelse, på linje med Nusers fornuftige kommentar, jeg har jo stadig hverdagen! Ikke den hverdag jeg har kendt indtil nu, men en hverdag, hvor jeg kan fokusere på at opdage og samle de værdier vi har bygget vores fælles liv på. Opdage, hvad der grundlæggende har bundet os sammen gennem 40 års bekendtskab. På forunderlig vis, gav det en form for ro, et mål jeg og vi kunne forholde os til, i den tid der fulgte. Endnu mere forunderligt, var det at opdage hvilken glæde over hverdagslivet, der kom ind i vores bevidsthed. I fællesskab opdagede vi og børnene værdien af hvor langt kærligheden, til hinanden og et helt almindeligt liv i alle dets afskygninger, kan bære.

Det rustede os til at kunne være nærværende og til stede for hinanden, da den pludselige død, meldte sig. Med dags varsel, mistede vi vores elskede Farfar. Det var næsten ikke til at bære og endnu i dag, plages jeg af tanker om ikke at have været nok omkring farmor. Det jeg kunne overskue i de dage, var at støtte op omkring min mand og børn. Lytte til hvilke ønsker og behov vi hver især havde i forbindelse med at få taget en uventet afsked med et kært familiemedlem. Endnu engang, blev jeg fyldt af forundring og glæde, denne gang over hvordan mine søskende og vores venner, stillede sig til rådighed. De overtog, så jeg og børnene kunne deltage i de arrangementer, der var i forbindelse med mindesamvær, urnenedsættelse m.m for Farfar.

Den smertefulde oplevelse, medførte at vi blev endnu mere bevidste om at værdsætte hver eneste time, vi endnu måtte få sammen. Lars valgte her at fokusere på at afslutte sit liv på en så værdig og smertefri måde, som muligt. Den livsforlængende og energikrævende behandling han var i gang med, blev droppet. Nu var vi fælles om at få skabt så god en afslutning på hans liv som muligt.  Lars havde nogle dage, hvor han var travlt optaget af at få lavet aftaler og skaffe sig overblik, så han var sikker på at jeg kunne klare mig praktisk og økonomisk, når han ikke var her mere. Han havde også en ”mandesnak” med drengene. Han fandt glæde ved at have små samtaler med os alle, og fik også taget afsked med sin mor. På et tidspunkt, var han færdig med sine praktiske gøremål og kunne begynde at se frem mod at skulle herfra. Juleaftensdag, da hele familien var samlet og huset duftede af jul og god stemning sagde han; ”jeg ved ikke hvordan jeg skal forlade alt dette.”

Mit svar var: ” Det kan jeg godt forstå. Det behøver jo heller ikke være i dag!”

De sidste 4 dage, hjalp vi hinanden med at blive klar til afskeden. Døgnet rundt, var vi omkring ham og i fællesskab nåede vi et punkt, hvor vi vidste at afslutningen var nær. På en eller anden måde blev døden en smuk og naturlig forlængelse af livet.

 

5+