Bubber, Snubber, Putte, Dræberen og Eiven. Kært barn har mange navne. Vores førstefødte tog verden med storm. En storm som eksperterne aldrig havde set før. Ud kom den skønneste, kærligste, selvstændige og stædige lille hundehvalp. En hvalp som var helt unik lige fra starten for han var nemlig født uden hale. Bedre kendt som ”Eiven mitt die Stummel” (red. Eiven med halestumpen).
Forberedelserne var mange. Indkøbene var store og samtlige hundehjemmesider var blevet gransket. Alt det vi kunne forberede, havde vi forberedt. Alt lige fra hundekurv til en hundedrikkedunk. Ja, vores førstefødte skulle på ingen måde mangle noget.
Hvad er det, der sker med os mennesker, når vi skal have et nyt familiemedlem?
Det er ligesom om vi får en hjerneblødning, hvor vi forbereder os til noget, som vi egentligt ikke ved noget om. I vores tilfælde vidste vi, at den nye medlem var en hund. Det vi ikke vidste var, hvilken personlighed, som trådte ind i vores liv. En personlighed, som kan være så langt fra alt det man kan læse om og som kan overraske så meget.
De materielle ting var på plads. Alt stod klar. Telefonen var rødglødende og tålmodigheden var brugt op. NU måtte de 8 uger også snart være gået, så vi kunne hente vores nye familiemedlem.
Endelig oprandt dagen, hvor Eiven skulle hentes og bringes hjem. Køreturen til en by lige syd for grænsen føltes ufattelig lang. Nu var vi der. Nogle timer senere var Eiven ankommet i Ribe. Et sted, hvor intet manglede. Alt var klappet og klar til vufferen.
BAMM SÅ SLOG VIRKELIGHEDEN IND.
Hunden var ikke renlig: tis i pæne små søer på gulvene (trægulve!) og en hundelort kamufleret bag kontrabassen i stuen. Lugten ramte en med en forhammer, når man kom ind ad døren.
Vores førstefødte kunne ikke sove alene: Afbrudt nattesøvn, hvor man iført t-shirt og joggingbukser skulle trodse vind og vejr for at stå ude i haven midt om natten, for den førstefødte skulle tisse.
Holde i pote så han kunne falde i søvn.
Det førstefødte havde for alvor indtaget vores hus, have og liv.
Jeg mindes en nat, hvor Eiven slet ikke ville sove. Der sad jeg med min mobil og surfede rundt på udviklingsfaser og meget mere for hunde. Lige pludselig opdagede jeg, at min svigerinde var online på Messenger. Jeg skrev til hende og spurgte, hvorfor hun ikke lå og sov, da klokken var 03.23. Hun responderede, at hun sad oppe med min nevø, som på daværende tidspunkt var 4 mdr.
Endelig havde jeg en medsammensvoren! En nybagt forælder, som jeg kunne dele alle frustrationerne med. Godt jeg havde min 2 ugers fædrebarsel (red. Påskeferie og en uges ekstra afholdt ferie), da Eiven kom til vores hjem.
Nu tænker I sikkert, at alt er gået op i lort. Men nej.
Eiven har indtaget vores hjem og liv med storm. Vi har fået en hund, som er den kærligste, sjoveste, mest finurlige, omsorgsfulde og stædige hund, vi kunne ønske os. En hund som smiler med tænderne, når den er glad, en hund som laver tvisteren med bagdelen, en hund som elsker at lege med vores datter, en hund som bare gerne vil nulle hele, en hund som er den ringeste vagthund, men på trods formår, at beskytte sin familie og en hund som ikke kunne være i en anden familie end vores. Det giver os alle en ro, når vi klapper Eiven og ved, at han om aftenen ligger ved sofaen og slapper af.
Vil du have en hund igen, når Eiven ikke er her længere? Ja, for den. Man glemmer alle de hårde nætter, lort og tis. For når Eiven vrikker med måsen, da han ingen hale har, så overskygger kærligheden alt andet.
I skrivende stund har Dræberen været en del af vores liv i fem år. Fem år hvor relationen bare har vokset og vokset. Et familiemedlem, som jeg aldrig har kunne være foruden. For jeg har fået mig en ven, som altid møder mig med et smil og en tvist uanset, hvad mit liv har udsat mig for. En ven som altid lytter og forstår en bare ved hans tilstedeværelse.
Et liv uden et kæledyr vil være utænkeligt for min familie og jeg.
