Du er ikke kun til pynt

Den hænger altid på væggen “min bedste ven”. Glæden men også den dårlige samvittighed. Det er egentligt ikke fordi jeg ikke kan tage ham ned fra væggen og mindes gode gamle dage.

Hvad er det egentligt, der gør, at jeg sjældent tager ham i hånden?

Er jeg bange for noget, eller hvad er det?

Når han først er nede fra væggen, så glemmer jeg tid og sted. Glemmer alt det, som er besværligt eller udfordrende i mit liv. Jeg svæver ind i et helt andet univers. Et univers, hvor ingen følelser er for store eller for små. Et univers hvor sjælen strømmer ud, som de smukke og klareste toner fra det skønne instrument. Tonerne som kommer ud i hver eneste lille krog i min krop såvel mit sind. Melodierne kan være sorgmodige, glade, underfundige og meningsløse, men de gør mig så godt.

Hvorfor er det så, at jeg ikke gør det noget mere?

Jeg har i den sidste tid kæmpet meget med, at berøre emnet musik og udøvende af den. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke gider, men fordi at det går mere og mere op for mig, at jeg ikke udøver musikken på det plan, som jeg havde forestillet mig og drømt om.

Da jeg læste til lærer var målet sole klart. Jeg skulle være den bedste musiklærer, og jeg skulle have så mange timer som overhovedet muligt. Jeg ville være ligesom den musiklærer, som jeg selv havde haft. En lærer som kunne skabe glæde, passion, inspiration og give en grobund for et liv med musikken.
Det var derfor, jeg blev lærer. Jeg ville bevæge og inspirere mine elever med det som havde fyldt og fylder hele mit liv – nemlig musikken.

Min “bedste ven” hænger stadig på væggen og kalder på mig: “Ta´ mig nu i hånden. Lad mig nu være ved din side igen. Lad os skabe noget sammen”

Jeg forsøger at ignorere det de fleste dage, da afsavnet til den tid, hvor jeg bare kunne spille musik og være i dette univers simpelthen er for stort.

Er drømmen brast?
Er jeg egentlig den lærer, jeg gerne ville være i udgangspunktet? Næh. Jeg ville så gerne fylde min hverdag med musik, men jeg kan ikke. Sygdommene trækker nødbremsen som den skarpeste dolk, der spider mit hjerte stille og roligt og smertefuldt.

Kan jeg ikke bare “fucke” bremsen og køre derudaf og lade mit helbred være i stikken? Være ligeglad med smerterne.

De tanker banker mange gange på.

Kan jeg ikke bare være den Mikkel, som jeg egentlig gerne ville være?

Kan jeg ikke bare spille trommer igen?

Kan jeg ikke bare undervise 17 timer i musik hver evig eneste uge?

Kan jeg ikke bare tage ud og spille store koncerter?

Kan jeg ikke bare tage til koncerter?

Kan jeg ikke bare feste igennem til langt ud på natten?

Min “bedste ven” på væggen får mig til sidst overtalt til at holde ham i hånden. Endelig. Endelig giver jeg mig selv lov til, at sidde spille på min guitar. Glemme alt for en stund. Allerede ved første anslag fyldes min krop med en varme, som sommersolens varmere stråler. Strengenes resonans skaber de smukkeste harmonier, som når foråret vinder sit indtog. Mundvigen bevæger sig stille og roligt opad. Anslagene forsætter og tonerne og melodier strømmer ud i rummet og i mit sind.

Årh, hvor har jeg dog savnet dig. Savnet at spille på dig.

Tankerne flyver afsted, og glæden til musikken overskygger alt igen.

Selvom jeg er i gang med at definere mig selv på ny, hvor musikken ikke kan fylde ligeså meget, som jeg ville ønske, så vil jeg altid have min “bedste ven” og universet, hvor jeg altid kan søge trøst og glæde. Selvom drømmen om at være den bedste musiklærer virker til at være langt væk, så håber jeg stadig, at jeg kan være en lærer, som kan inspirere og skabe glæde hos mine elever. Det kan godt være, det ikke er igennem musikken, men forhåbentligt gennem den lærer som jeg er. Savnet til livet med masser af musik er kæmpestort. Et afsavn som nogle dage kan overskygge alt, og andre dage intet – så er jeg glad for, at musikken stadig er der. At jeg en gang imellem giver mig selv lov til at være den Mikkel, som jeg havde forestillet mig, jeg ville være.

Min “bedste ven” hænger igen på væggen. Blikket på ham nu er ikke fyldt med dårlig samvittighed, men fyldt med glæde og tro på, at musikken kan finde et leje i mit liv, hvor jeg ikke fornægter og forkaster det univers, som jeg aldrig kunne være foruden. Min guitar og “bedste ven” er ikke kun til pynt.


Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg min blog

Få den nyeste blog på mail