Fald kun langsomt ind i venskaber, men når du er deri, så fortsæt fast og konstant – Sokrates
Ensomheden i mangfoldigheden har fyldt meget i denne uge. En uge, som
jeg har tilbragt KBH.
Hvordan kan det egentlig være, at man kan føle sig alene, når der hele tiden er
mennesker omkring en?
Længselsfuld begav jeg mig ud på en gåtur. For gåture er for mig en meditation, men også et sted, hvor jeg møder mennesker. Ikke hvor vi samtaler, men bare sender et smil eller et nik og ser hinanden.
Solen stod højt på himlen. Sommeren havde forhåbentlig endelig vundet sit indtog. Fuglene sang og støjen fra en nærtliggende motorvej skabte en besynderlig beroligende baggrundsstøj, alt i mens jeg gik i en mangfoldig park Brøndby. Det var egentlig besynderligt, at jeg fandt ro ved motorvejsstøjen.
Jeg havde sat et mål for dagens gåtur, da gårsdagen gåtur føltes helt forkert. I dag ville jeg tage initiativet til at smile, hilse eller nikke til de mennesker, jeg mødte på min vej.
Hvordan kan det være, at der er så stor forskel på, hvordan folk agerer i en storby kontra en lille by i provinsen?
Er det frygten for, at de mennesker man møder på sin vej vil en noget ondt? Eller hvad er det?
Jeg travede stille og roligt videre. Vejret var skønt.
Den første forbipasserende dukkede op på stien. Jeg forsøgte at få øjenkontakt – ingen reaktion. Jeg rømmede mig – ingen reaktion. Jeg smilede alt, hvad jeg kunne – vedkommende kiggede bare væk, og fortsatte sin gang. ØV!
Den næste der kom imod mig var en ældre dame, som luftede sin lille hund. Hvad gør jeg for at få et smil? Skal jeg stoppe op og hilse? Skal jeg finde på et eller andet spørgsmål? Eller hvad skal jeg.
Der slog det mig. Hvorfor er det egentlig mig, der søger kontakten? Hvilket formål skal kontakten give mig?
Følelserne strømmede rundt i min krop. Hvor ville jeg føle mig alene, hvis ikke jeg kunne hilse på de folk, jeg mødte på min vej i min egen by. Genkendeligheden af de lokale mennesker i bybilledet gør mig tryg. En tryghed som jeg egentlig aldrig har været opmærksom på før.
Jeg skyndte mig hjem på mit hotelværelse igen. Jeg vidste og fandt ro ved, at jeg havde en halv aftale med en ven, som jeg muligvis skulle mødes med. Det gav mig en underlig form for tryghed, at jeg skulle mødes med et genkendeligt menneske. Ensomheden blev skiftet ud med en glæde og en længsel efter, at få en respons overfor det menneske jeg mødte på min vej.
Det sjove ved aftalen var faktisk, at vennen er en, som jeg har kendt i næsten otte år. Vi har egentlig kun mødtes til festlige lejligheder hos nogle fællesbekendte. Møderne har altid båret præg af en kæmpe respekt for hinanden og den forskellighed der er mellem os. Otte år, hvor vi egentlig aldrig bare har siddet og snakket stille og rolig i en tosomhed. Men underligt nok har vi altid i de otte år, altid kunne henvende os til hinanden, hvis vi lige havde brug for et råd eller en hjælpende hånd. Egentlig følte jeg mig ny i venskabet trods de otte års utallige fester – også selvom mavefornemmelsen har altid været god omkring vedkommende.
I skrivende stund har jeg mødtes med vedkommende. Det var er underlig
følelse jeg kom op på værelset med – og det skal ikke forstås negativt. Tværtimod.
Samtalen og venskabet har faktisk altid været stærkt, selvom vi måske egentlig
ikke rigtig har set det før. Den gensidige interesse for hinanden og hinandens
liv var meget større end jeg troede. Efter to minutter handlede alle samtalerne
om eksistentielle spørgsmål. Hvad vi egentlig vil med vores liv og hvad er det,
der gør os glade?
Fald kun langsomt ind i venskaber, men når du er deri, så fortsæt fast og konstant
Jeg er sikker på at venskabet forsat vil udvikle sig endnu mere end hvad det har gjort de sidste otte år. For man må sige, at venskabet har altid været fast og konstant og vi er faldet langsomt ind i et venskab, som ikke bare er baseret på fest og farver.
Hvor er jeg glad for, at jeg fik spist en burger med vedkommende, og at jeg egentlig ikke var alene i den mangfoldige by. For i bund og grund så er jeg ikke ensom trods alle de mennesker omkring mig. Jeg er bliver bare utrolig provokeret og nysgerrig over, at man kan gå som ene person i så stor en by uden, at nogle bemærker en.
