Mødet

Godt at se dig!

Har du det godt?

Hej!

Tre ting der kan udrette så meget for mødet med et menneske.

Hvorfor er det vigtigt for os at blive set, hørt og bekræftet?

Min barndom og opdragelse bar præg af, at man altid skal hilse pænt på folk uanset om, man havde en relationen eller ej.

Denne grundholdning er internaliseret i min rygsøjle. Hilsenen kan komme til udtryk på flere måder: et knus, et håndtryk eller et hej er underordnet. Det vigtige er mødet med mennesket, du står overfor.

Samfundet er ved at udvikle sig til en sygelig bekræftelses-kultur. Folk gør opmærksom på næsten alt. Om de har fået nye sko, ny jakke eller noget helt tredje.

Er det en stræben efter ”likes”, anerkendelsen eller hvad er det?

På Facebook poster vi alt mellem himmel og jord. Glæden er altid størst, når der er nogle der ”liker” eller kommenterer på det, vi lægger op.

Mange gange har jeg svært ved at forstå, hvorfor vi bruger så meget tid på at bekræfte hinanden via de sociale medier. Er det en oprigtig bekræftelse, eller er det af ren og skær pli, vi ”liker” hinanden?

Når jeg står overfor cremen af dansk ungdom i mit arbejde, så prøver jeg altid på, at se høre og tage de unge alvorligt lige hvor de er. Det er for mig den bedste bekræftelse, som jeg kan give mine elever. Men har det egentlig en større betydning end de ”likes”, de kan få på de sociale medier? Jeg tvivler.

Er vigtigheden i at man møder hinanden på gangen med et smil, eller med et hej på vej væk i denne verden?

Du kender det. Du er ude at gå en tur. Du møder et andet menneske som kommer gående imod dig. Du prøver på at skabe en øjenkontakt for at kunne give vedkommende et smil. Desværre kigger vedkommende enten ned i jorden, til siden eller lige igennem dig

Denne oplevelse møder jeg oftere end jeg gjorde førhen.
Hvad skyldes det?

Er jeg for utiltalende at hilse på?

Bliver de usikre fordi jeg prøver at søge deres blik?

Hvad spiller ind?

Det kan godt være denne fordom, skal stå for skud:) Jeg oplever faktisk at mange yngre mennesker ikke formår at hilse på dem, de går forbi. Når jeg møder ældre mennesker, så er mødet på stien en anden. Det kunne være et nik, et smil eller et (højtideligt og korrekt udført) godaften. Når dette sker får jeg en følelse af, at lige nu er vi to mennesker til stede i den verden vi er i lige nu. En verden hvor bekræftelsen og mødet gør underværker. Bare et hej, et nik eller et smil giver en varme i kroppen.

Er det denne varme de unge mennesker misser, eller er det den følelse de får, når de får et ”like” eller en kommentar på et af de utallige sociale medier?

Nu lyder det som om jeg er tudse gammel og ikke lever i en verden med sociale medier og ej heller færdes på dem.

Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg bliver glad, hvis jeg får et ”like” eller en kommentar for det, jeg poster. Det gør jeg. Det vigtige for mig er, at fremstå som det menneske jeg også er, når man træffer mig på gaden, skolen, i byen osv.

I mødet med mennesker (om jeg kender dem eller ej), så gør jeg altid et forsøg på at engagere mig og sætte noget på spil. Dette både rent professionelt, under familiære forhold eller blot på stien. Måske i et varieret omfang, men engagementet er altid med.

Jeg giver gerne ”likes”, kram, kommentarer eller hvad det måtte være. Hvis det ene ”like” kan gøre, at mennesket jeg møder føler sig set, hørt, eller noget andet så bliver jeg glad. For jeg ved selv hvor vigtigt det er, at blive set, hørt og anerkendt for den, man er. Det er noget som alle mennesker har brug for uanset hvor gamle eller, hvor selvsikre de er.

Hils, nik, sig hej eller noget helt andet, når du møder et menneske på din vej. Det kan gøre underværker for det menneske, du møder.

Endelig ferie

En uges pause fra arbejdet. Nu skal vi rigtig slappe af som familie.

Eller?

Intentionen er altid stor, når ferien indtræffer. Den hårde hverdag, hvor jeg ikke føler, at vi når at komme helt til bunds med tingene. Eller den bankende dårlige samvittighed over, at tiden med familien er begrænset i den hektiske hverdag.

Overvejelserne tynger mig, så ferien virker helt uoverskuelig. Den dårlige samvittighed puster en i nakken.

”Mest af alt holder jeg af hverdagen”, som Dan Turrell fortæller om. Hverdagen hvor strukturen er givet. Du kan forholde dig til det dagen bringer, da det tit er forudsagt for dig. Mandag skal jeg det, tirsdag har jeg sent fri osv. En dejlig struktur, som er nem at navigere i for en som mig.

Når det nu forholder sig sådan, hvorfor higer vi så efter ferie? En ferie hvor du selv skal hitte på tingene, en ferie hvor du skal lade energien op, en ferie hvor du skal indhente de aftaler, de stærke relationer i dit liv hungrer efter og jeg kunne blive ved.

Op til ferien drejer frokostsamtalerne i pauserne sig uvægerligt om følgende: ”Nå, hvad skal du så lave i ferien?” ”Hvor skal I hen i ferien?” osv.

Forventningen er ikke til at tage fejl af: der skal ske noget i ferien.

Og ja – vi skal da lave noget i ferien. Det ligger næsten implicit i at holde ferie, at man skal have arrangeret noget, udlængsel og opdagelse.

Det er sådan man holder ferie i dagens Danmark. Eller?

Jeg bliver næsten altid forpustet over at holde ferie inden ferien overhovedet er begyndt.

Ikke fordi at der nødvendigvis skal foregå noget overdrevet givtigt for mig og mine relationer, men at programmet er så pakket, at jeg har svært ved at finde flere dage til afslapning, så jeg kan komme oven på igen og fylde energidepoterne op. Denne følelse er altid stærkeste, når feriens varighed (blot?) er en uge.

Jeg tror også, at I kender følelsen. Jeg er sikker på, at I også kan nikke genkendende til de ferier.

Jeg vil dog fremhæve denne ferie: Juleferien.

Den mest hyggelige, elskelige og fornøjelige ferie. Den er lig med en masse gode begivenheder såsom: julefrokoster, julevisiter, juleaften og nytårsaften. Et tætpakket relations-program, som jeg næsten blive helt forpustet over. Ikke fordi jeg ikke vil tilbringe tid med de mennesker, som er deltagende i de sociale kontekster, men at jeg skal forholde sig mig til så mange forskellige mennesker, så meget mad og larm osv. Det gør at ferien næsten føles hårdere end ”den elskede hverdag”. Juleferiens program kan være så tæt pakket, at jeg næsten ikke kan nå at ånde ud inden arbejdet kalder igen.

Hvad betyder ferie egentlig?

Ifølge Gyldendal betyder ferie en række sammenhængende fridage, hvor der rekreeres.

Puha jeg har helt misforstået feriebegrebet.

Hvorfor farer jeg sådan rundt?

Hvorfor alle de arrangementer?

Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat.

Ved nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at ferie for mig er:

at kunne være herre over, hvornår jeg gør dagens rutiner fx gå sent i seng, sove længe (hvis den lille tillader dette), spise lækker mad og mange andre ting. I tillæg til dette at tilbringe tiden med min familie og forsøge at opveje al den tid som bruges på mit arbejde. Ydermere at ens barn er i institution så mange af hverdagens timer, at man føler, at man ikke har set sit barn.

At bruge tiden på lige netop det, der er vigtigt for mig i en forjaget og hektisk hverdag, kan være medvirkende til at lade mig dvæle.

At kære sig om det der gør en godt. Feriefølelsen topper altid for mig, når jeg ikke ved hvilken dag, vi har. Nå dette sker, oplever jeg en følelse af, at tiden og strukturen er ligegyldig. Jeg er til stede i lige netop dét, som gør mig godt.

Nu lyder det som om, at tage i sommerhus, rejse osv. ikke er en del af mit billede af en ferie. Tværtimod det er en stor del af min opfattelse, da man netop kan formå at kære sig om de ting, som gør en godt uanset om, det er i et sommerhus, eller i Langtbortistan.

Et hurtigt kig i kalenderen fortæller mig, at der er 36 dage til, at jeg kan sige: Endelig ferie.

Mikkel@mfwblog.dk

Følg min blog

Få den nyeste blog på mail