Kategori: Blogindlæg

Skuffen rives ud af kommoden. Indholdet flyver ud på gulvet og overrumpler mig.

Hvor ville jeg bare gerne give dig et kram. 

Hvor ville jeg ønske jeg kunne ringe dig op.

Bare ringe dig op for at høre din stemme. En stemme som altid har givet mig en ro og følelse af den ypperste kærlighed. Pludselig forsvandt stemmen – og muligheden for at ringe dig op. En accept jeg nok aldrig kommer over, eller skal komme over.

Jeg lukker øjnene og forestiller mig din stemme. Jeg falder hen i de gode minder og stunder, som vi har haft sammen. Lige pludselig står alt fra min barndom, ungdom og spæde voksenliv klart igen. Oplevelserne med dig fylder min nethinde. 
Slam! Jeg hives ud af drømmeverdenen, som en dolk, der borer sig hurtigt og hårdt ind i mit hjerte. Tårerne kan ikke holdes tilbage. Jeg kigger rundt, men alt føles sløret og tankerne hvirvler rundt, som en orkan der æder alt på sin vej. Denne orkan æder alle mine tanker og holdepunkter, så magtesløsheden og sorgen strømmer ind i slipstrømmen efter orkanen. 

Jeg hiver min iPhone frem. Scroller mine kontakter igennem. Bitterheden, sorgen, vreden, kærligheden og trangen slår mig ud af kurs som den hårdeste knytnæve, man kunne forestille sig. Knytnæven rammer mig lige i sola pexsus hver gang jeg kommer til dit navn. 

Far mobil

Hele min krop skriger efter at trykke ”ring op”. Min finger bevæger sig automatisk hen mod knappen, som det meste naturlige at gøre. Ligesom et barn søger trøst ved sine forældre.

Min hjerne bliver ramt af en mærkelig automatik, hvor realiteten, fornuften og følelserne bliver sat på standby. Alligevel flytter min finger sig lige så automatisk væk fra knappen igen samtidig med at en ny orkan indtræffer sig i mit tankespil.

Hvad ville jeg egentlig sige til ham?

Hvad er det, jeg har brug for?

Mange spørgsmål vælter frem og afsavnet stiger som den hurtigste flodbølge, verden ville have oplevet.

En hånd lander på mine skulder. I et splitsekund tror jeg, at det er min far. Jeg kan mærke, hvordan varmen stiger i min krop. Jeg vender mig om – og ser direkte ind i min hustrus øjne.  Intet siges, men det største kram indfinder sig. 

Pludselig ændrer tankerne og følelserne sig igen. Afsavnet og fortællingen om min far fylder i mig. Der sniger sig et smil frem i min mundvig. De sjove og gode minder strømmer ind over mig. Jeg kigger til siden og ser mine to børn ligge nede på den mindstes legetæppe, hvor de smiler og hygger sig. 
Igen ændrer tankerne sig. Der er så meget at leve for, men hvor er der sket meget siden jeg sagde farvel til min far foran hans kiste. Og hvor der mange ting jeg gerne ville dele med ham, somjeg aldrig fik lov til. Mit bryllup, mine børn, mine nye biler –  listen er uendelig. Mine øjne fanger min hustrus smukke øjne igen og jeg bliver grebet af taknemligheden over den familie, jeg har.

Jeg løfter skuffen op fra gulvet. Jeg samler alt indholdet op og putter det sirligt på sin plads i skuffen. Sætter skuffen ind i kommoden igen. Jeg lader den stå lidt på klem, da sorgen og afsavnet altid har lov til at være i mig og min hverdag, da det er en del af min fortælling og mit liv, at min far desværre ikke er her mere. 

Jeg kigger på min mobil og ser, at der stadig står ”Far mobil”. Netop denne kontakt i min telefonbog vil aldrig blive slettet – for han er kun et opkald væk – et åndeligt opkald, som jeg synes er vigtigt, at kunne ringe op i ny og næ. For at glædes, græde og mindes det han gav og var for mig.

En trykkende fornemmelse spreder sig mere og mere. Desperationen ulmer mere og mere, så hurtigt som tidevandet indfanger det tabte land. Problemet er bare, at tidevandet ikke bare trækker sig tilbage med det samme, som det ellers har for vane. Denne gang bider det sig stille og rolig mere og mere fast.
Det mentale spil en helt anderledes denne gang. Det er ligesom om, at accepten, forståelsen og erkendelsen er en anden. En meget befriende følelse, men kan den forsætte?

Hvad er det for en trykkende fornemmelse, som hober sig mere og mere op i mig?

Livet som forældre til et nyfødt barn. BAMM!

Babyen vokser til. Roligt men grådigt uden hensyn til dit liv fra det splitsekund vedkommende kommer til verdenen. Det sætter nogle dybe spor i én og ens fysiske formåen. Nogle spor som tidevandet opsluger og danner til en sø, der ikke lige er til at dræne.

Til tider føles det som om, at du løber et maraton, der aldrig ender. Du halser efter alle andre om end tempoet føles hurtigere end vanligt. Andre kan formå at gøre rent, tage på ture, sove, slappe af og meget mere. Den stigende dårlige samvittighed over for rengøring, pleje af en selv, motion, kost, parforhold kommer spurtende bagfra og lige pludselig bliver du overhalet med lynets hast. Dette på trods af, at du faktisk startede med at løbe flere timer – ja faktisk flere dage inden samvittigheden. 

Og lige inden du bliver overhalet får du lige et slag i maveregionen, som får det til at flimre for dine øjne, hvor tankerne om, ¨at opgive, kaste håndklædet i ringen – hvorfor fik man egentligt et barn? Spurter rundet i dit hoved, som en 100 meter løber på coke.

Selvom mavepusteren lammer hele din krop, forsætter du i dit cruise control, hvor du stille og rolig bevæger dig fremad imod forhåbentlig lysere tider. 

Utroligt nok formår du at løbe selvom din benzinmåler viser, at der ingen benzin er tilbage i din krop. Du ignorerer alle de røde advarselslamper og lyde, som ellers indikerer at du ikke kan mere – men mirakuløst er du overbevist om, at du kan holde den kørende til næste hurtige tankning. 

Men hvad er en hurtig tankning? Er det mad, sukker eller hvad er det?

Hold fast

Det er egentligt bare en middagssøvn, hvor barnet sover. 

Det vildeste er

EN HEL NATTTESØVN, ja du læste rigtigt. 

EN HEL NATTESØVN. 

Kroppen råber efter en hel nattesøvn. det er ligesom at råbe det højt ud i en ekkodal. Kroppen er så tom for energi. Råbet giver så meget resonans og ekko, at ordet ikke en gang ændrer sig undervej.

En nattesøvn som virker så fjernt, men alligevel nært.

Tidevandet stiger og stiger. Det er faktisk steget så meget, at du ikke kan se rodet, skidtet og de daglige gøremål, som du aldrig når, da du er ude at løbe dit spædbørnsmaraton. Og nu har tidevandet alligevel oversvømmet din dårlige samvittighed, så du egentlig ikke kan se rodet, eller gøremålene. Så burde man ikke bare hoppe op på sit SUP-board og lade sig stige med tidevandet og trække sig tilbage med det, når tiden oprinder?