Løbende drømme

Jeg gjorde det.

Hvor er det vildt.

Kunne jeg virkelig skrive vestkystløbet på mit CV? Ja, det kunne jeg.

VILDT

Målene om at løbe Tulipanløb og Vestkystløb er nu indfriet. Følelsen af stolthed, ærefrygt, ydmyghed og meget mere fylder mit sind. Målene blev sat, da drømmene var store og med en snert af, at være temmelig urealistiske. Urealistiske i den henseende, at jeg aldrig har kunne holde mig selv til ilden med sådan et projekt før.

For et års tid siden sad jeg og læste sportscitater, da jeg elsker citater. Citater kan sige mere end tusinde ord ved blot en sætning.

Et af de citater, som virkelig satte tankerne i gang hos mig for et år siden, var følgende:

Sanne Ekelund og jeg efter vestkystløbet 2019. Stor tak til Sanne for opbakningen.

”Lad ikke dét, du ikke kan, komme i vejen for det du vil” – John Worden

Lige netop dette citat grublede jeg meget over. Skulle jeg virkelig lade mig begrænse af manglende selvtillid om min egen kunnen, stå i vejen for mig selv?

Et af mine største ønsker har altid været, at jeg kunne løbe fem kilometer. Hvis drømmen skulle være stor, så ville jeg gerne kunne løbe Tulipan- og Vestkystløbet.

De ruter jeg havde sat mig for, var ikke de ruter jeg løb. Da jeg satte målene lagde jeg meget forsigtigt ud. Frygten for at fejle var stor. Målet var at løbe 4 km til Tulipanløbet og 4,6 km til Vestkystløbet. Det endte med at det blev de lange ruter til begge løb.

I skrivende stund bliver jeg fanget af nye personlige udfordringer, som jeg gerne vil granske. Udfordringer, hvor jeg skal rykke mig fra, at lade mig selv stå i vejen for det, jeg egentlig gerne vil. Hvilke udfordringer jeg skal i gang med nu, det ved jeg ikke.

 
Jeg må indrømme, at jeg er blevet ramt af, at jeg vil gøre noget godt for mig selv og ikke mindst min omverdenen i en større grad end jeg troede, jeg besad. Jeg vil gribe livet, og leve det på bedst mulig måde uden at sætte begrænsninger for mig selv hele tiden.

Motionsformen løb er kommet for at blive – vildt nok, at jeg skriver det nu.

Næste løbedrøm er, at løbe et halv maraton i 2020 sammen med nogle gode venner. Hvis du føler dig inspireret til at løbe med, så skal du ikke lade noget stå i vejen for dette – du er hjertens velkommen. Planen i skrivende stund er at løbe H.C. Andersen halvmaraton. KOM GLAD.

”Lad ikke dét, du ikke kan, komme i vejen for det du vil” – John Worden

Glædelig fredag derude

Mikkel@mfwblog.dk

0

Løb Mikkel, Løb!

Hvad er det jeg har kastet mig ud i? Er det bare illusion, eller kan jeg egentlig fuldføre det? De mange spørgsmål banker på døren grundet den stigende nervøsitet og manglende tro på en selv.

Kan jeg virkelig præstere lige på denne dag og på det tidspunkt? Har jeg overhovedet kondi til det? Jeg er jo ikke løber.

Følelserne er ved at vinde overtaget i min krop.  

HOLD NU OP Mikkel. 

Så! Nu løber du en tur Mikkel. Bare en lille en, så har du nogle kilometer i benene. På den måde kan du være sikker på, at du i hvert fald kan løbe fem kilometer. 


Hvor er du latterlig Mikkel. Du har lige løbet 12 kilometer for en uge siden. Selvfølgelig kan du løbe 9,6 til Vestkystløbet. Tankerne vil ikke falde på plads og finde ro i mit sind. Hvorfor?

Det irriterer mig grænseløst, at jeg er min egen værste fjende. Jeg ville aldrig tale sådan til et andet menneske, som jeg taler til mig selv. De områder hvor selvtilliden ikke er på det højeste. Formår jeg stadigvæk, trods alderen snart er på 34 somre, at være så mistroisk overfor min gøren og laden, at den narrative fortælling næsten bliver min virkelighed. En virkelighed, hvor usikkerheden og mistilliden til mig selv er i højsædet. 

Det er egentlig meget sjovt, at den relativt tænkende Mikkel anskuer sig selv på en helt anden måde. 

For jeg er et menneske, som gør alt hvad jeg kan for at give mig selv en indre styrke til at arbejde på de ting, jeg har det svært ved. Stædigheden, den indre ro, vindermentaliteten og den personlige sejr er noget, der ligger så dybt i mig. Jeg står næsten aldrig tilbage for et godt væddemål eller en konkurrence i forhold til personlige grænser (kun hvis jeg ved jeg kan vinde) hehe.

Jeg tror, vi alle besidder begge dele: den følsomme og relative person. Til tider er kampen mellem de to svær og opslidende. 

For mig er kampen altid størst, når jeg i kortvarige perioder føler mig usikker på mig selv og hvad jeg har gang i. Til trods for, at jeg hele tiden beviser overfor mig selv, at jeg kan mere end jeg tror, så er beviset ikke nok for de usikre følelser. 

Lige netop løb er noget, som jeg har haft en indre fight med. En indre fight som bunder i, at jeg for et år siden havde den fortælling om mig selv, at jeg aldrig ville kunne løbe, og hvis jeg skulle løbe, var jeg nødt til at have en bold med. 

Jeg har mange gange gennem mit liv forsøgt at løbe en tur, men har altid givet op. Enten var kondien simpelthen for dårlig, eller det begyndte at gøre ondt et eller andet sted i kroppen efter blot 1 min. løb og løbeturen endte.  

Jeg har altid hadet skolernes motionsdag. En dag hvor man absolut skulle løbe. For mig har den dag altid været forbundet med et nederlag. Alle de andre drenge såvel piger kunne bare løbe derudad. Forsøgte jeg at løbe til en start måtte jeg altid kapitulere, da troen på, at jeg faktisk ville kunne løbe de 3 kilometer forsvandt meter pr meter.

Jeg er sikker på, at den narrative fortælling, som har været med mig i så mange år tager tid at bearbejde. 

Jeg er nu i gang med mit løbe – og personligudviklingsprojekt på tiende måned. I de ti måneder har jeg løbet regelmæssigt tre gange i ugen. På trods af at kilometerne har været få, så har jeg løbet tre gange.

 I starten kunne jeg slet ikke løbe et minut uden at ambulancen skulle tilkaldes med en hjertestarter og noget luft.  For at komme  til, at nu kan jeg løbe – 

Vildt jeg har lige skrevet, at jeg faktisk kan løbe.

Jeg kan stadigvæk ikke forstå, at jeg kan løbe 12 kilometer. Jeg kan stadig ikke forstå at jeg har løbet otte kilometer til Tulipanløbet i Ribe. Alligevel kan jeg stadig være usikker på, om jeg kan løbe 9,6 kilometer til Vestkystløbet i Esbjerg på søndag. 

Men jeg er sikker på, at desto flere gange jeg beviser overfor mig selv, at jeg kan – desto bedre bliver jeg til at fortælle den nye historie om mig selv. Nu kan jeg rent faktisk løbe. Jeg har opnået mit drømmemål, som var at kunne løbe fem kilometer uden at holde en pause. Jeg ved godt, at nogle vil mene, at fem km ikke er det helt store drømmemål, men for mig har det været en lang og vildt fed rejse, som slet ikke er færdig endnu. 

Så hvad er det, jeg har kastet mig ud i? Jeg har kastet mig ud i en helt ny måde at leve mit liv på. Og jeg er så klar til at løbe på søndag. 
Glædelig fredag derude.

1+