Stille, hjerte, sol går ned

Copyright Tobias Nicolai

En sten er faldet fra mit hjerte.

En sten som tog lang tid om at løsrive sig. Stenens løsrivelse begyndte, da jeg traf beslutningen om beskrive stenen og dens rejse.

En rejse som startede med en idé om at skrive om den sorg-rejse jeg havde været igennem, men også en rejseforberedelse, som var præget af en angst for, hvordan folk vil tage imod det. En frygt for ikke at kunne håndtere følelserne, som stenen ville give og en ydmyghed overfor min far og min familie. I disse rejseforberedelser var skriveprocessen en helt utrolig oplevelse.

Jeg stod overfor et oprørt hav med gigantiske og skummende bølger. Bølger som enten kunne drukne mig eller være min medspiller.

Til forskel fra sidste gang jeg stod foran bølgerne var, at denne gang havde jeg selv tilladt bølgernes placering i livet.

Skriverierne omkring det følelseshav, som jeg nu skulle klare en gang til, gav mig en følelse af at surfe på bølgerne. Jeg kunne stille mig op på boardet og ride med de store bølger og deres enorme kræfter. Selvfølgelig faldt jeg af mit board på de første par bølger, men boardet som var mit værktøj sad hele tiden fast på mine fødder, så jeg kunne komme op at stå på boardet igen. Atter gjorde jeg mig klar til at være med på den næste bølge, som var på vej. Nogle af bølgerne var meget samarbejdsvillige og gav mig et adrenalinsus og mod på at leve livet. Andre var en lang og svær kamp for at opnå et flow på boardet.

Nu står jeg på stranden og spejder ud i horisonten, hvor den smukkeste solnedgang viser sig. Havet ligger stille hen, som et spædbarn, der sover trygt. Det hav som jeg lige havde kæmpet, grædt, hygget, grint og oplevet en masse med. Et hav hvor bunden ikke kan ses. I morgen vil jeg tage en snorkletur i vandets overflade og kigge ned på det havet har fortalt mig eller vil fortælle mig.

Havets univers er uendeligt og ændrer sig alt efter, hvilke dykkerbriller jeg har på.
Turen med ”at miste” mine dykkerbriller har været så givtig for mig og mine følelser.

Jeg er ovenud lykkelig for, at I læsere har taget så godt imod mine skriverier omkring min sorg. En speciel stor tak til alle jer, som har skrevet en besked til mig om jeres oplevelser af mine indlæg. Det sætter jeg meget stor pris.

En kæmpe tak til min mor for at hoppe ud på dybt vand ligesom mig. Jeg ved, det har været en svær rejse for hende, men den har gjort hende godt. Tak for alle de fine ord til hende og hendes fortællinger om at miste sin ægtefælle og alenelivet.
Jeg håber ikke, det er sidste gang jeg kan få hende til at skrive et lille indlæg til bloggen.

Jeg er taknemmelig over modtagelsen, livet, kærlighed og at jeg kan formå at udtrykke mig trygt på min blog. Så stenen, som var så svær at løsne, ligger nu trygt under havets overflade. Jeg vil altid kunne se den. Jeg vil altid kunne tage den op og beundre den med den dybeste respekt. Jeg ville altid kunne slå smut med den på mit hav, for den vil aldrig forsvinde. Den vil altid være lige præcis dér, hvor jeg gerne vil se og have den.

TAK

https://www.youtube.com/watch?v=sDphuyxQ2Jk

9+

Alenelivet

Den første dag helt alene i huset. Jeg følte mig mærkelig tom og underligt rastløs. Jeg gik i gang med at få ændret huset fra julepyntet sygehus, til almindeligt hjem igen. Næste dag, tog jeg til Odense for at fejre nytåret hos gamle venner, som vi plejede at være sammen med. Det var trygt og næsten som det plejede at være. Kunne godt fornemme, at ”plejer” fik en ny dimension, dels som noget jeg kunne slappe af i men også klynge mig til, når jeg følte mig lidt fortabt.

På hjemturen tænkte jeg:” Når du kommer hjem, begynder dit Aleneliv for alvor! ” Det blev tydeliggjort af den næsten larmende stilhed, der mødte mig da jeg åbnede døren og trådte ind. Den tomme sygeseng, der endnu ikke var hentet, fyldte det hele og stilheden føltes lammende. Døren ind til stuen blev lukket og jeg forsøgte at fungere med dagligdags opgaver som at pakke ud og lave mad.

Efter bisættelsen, sundede jeg mig et par dage og begyndte derefter på arbejde. Den del af mit liv var som jeg kendte det, da det var mit og ikke en del af det fælles liv. Det var derfor en god ”plejer” opgave for mig at holde fast i. Så var der et formål med at stå op og gå ud for at møde virkeligheden. Selv om det føltes uvirkeligt. Samtidig havde jeg en vigtig opgave, fra det fælles liv at opfylde. Jeg havde kun en lille måned til at forberede bryllupstalen til Signe og Mikkel. Det gjorde, at jeg også havde noget positivt og livsbekræftende at holde fast i når jeg var hjemme. Mine tætteste kollegaer trak mig virkelig igennem mange svære timer i den periode. Specielt Sanne var der og tørrede tårer alle de gange jeg måtte læse talen højt, før jeg kunne gennemføre den uden at bryde sammen.

Langsomt fik jeg stablet mig selv så meget på benene, at jeg syntes mit liv fungerede. Jeg kunne f.eks. se en håndboldkamp uden at de kommentarer, Lars plejede at komme med, (som jeg hørte for mit indre øre) forstyrrede oplevelsen. Det sværeste har været, når jeg skulle gøre noget i hjemmet, der bevægede sig ind i håndværkeren Lars` domæne. Det var virkelig som at trænge ind på privat område uden at være inviteret, når jeg endelig mandede mig op til at hente en af hans skruetrækkere. Bagefter var jeg totalt udmattet, der er taget en del middags søvne på den konto i den forløbne periode. Her i sommerferien, havde jeg fundet så meget fodfæste i mit liv, at jeg kunne flytte om og udskifte enkelte møbler. Jeg kunne endda glæde mig over at jeg havde luret af, hvordan jeg kunne måle op og bruge loddestok til at få en hylde til at hænge lige! Det var en stor sejr, at jeg kunne sende Lars kærlige tanker om hvad vores samliv havde lært mig, i stedet for at sende undskyldninger for at låne hans elskede værktøj.

Endelig langt om længe, føles det som om jeg har fået transformeret det bedste fra fælleslivet om til noget, der er MIT i det liv jeg nu lever alene.

4+