Status Qou – Hva´ nu

Syv måneders hårdt arbejde, men op og nedture er nu gået. Her står jeg
så. Jeg nåede det urealistiske mål. Et mål som jeg aldrig havde tuer
drømme om. Arbejdet har budt på en masse nye aspekter i mit liv.
Glæden ved grøntsager, motion, smagsnuancer og en helt ny velvære.
Men nu står vægten stille på det urealistiske mål. 30 kilo er væk. T-
shirtsne i str. Xx mand er skiftet ud med str M(mand). Bukserne er gået
fra størrelsen telt til størrelse 30 (år).


Målet er nået så hvad nu? De sidste syv måneder har budt på en helt ny
anskuelse i at leve sit liv på. En måde hvor standhaftigheden, viljen,
opbakningen, fravælgelse og det tillærte har fyldt mit mindsæt.
Den gamle Mikkels stemme banker på. Nu har du nået målet, så kan du
endelig leve det liv som du gerne vil. Spise det du gjorde, motionere
mindre, drikke mere og listen kunne forsætte.
Fristelsen er blevet endnu større, da kicket af at kigge på vægten og se
den står på det sammen, er slet ikke ligeså stor som, da vægten gik ned
ad uge efter uge.


Det kom bagpå mig, at jeg nu står her og har svært ved at være i det.
Jeg har intet mål, ”andet” end at holde vægten. Det mål viser sig nu, at
være hårde end jeg troede. Jeg har dog en følelse af, at jeg er nødsaget
til at sætte mig nogle andre mål også, da jeg mangler kicket, som jeg har
været så vand til det sidste halve år.
Hvilket mål skal man nu stille sig? Skal de være sundhedsagtige, eller
hvad skal de være?


Løb er blevet en integreret del af min hver dag og mit liv nu. Derfor har
jeg sammen med nogle gode venner og min bror sat os for, at vi skal
løbe et halv maraton i 2020. Lige netop dette mål var for et halvt år siden
et ligeså urealistisk mål, som det sindsyge i at sige man ville smide 30
kilo.


Jeg har bevist for mig selv i løbet af de sidste syv mdr, at hvis vilje,
opbakningen, gejsten og kærligheden til livet er der, så kan jeg mere end
hvad jeg lige går og tror. Jeg er sikker på, at mit løbemål kommer til, at
byde på op og nedture, men jeg er overbevist om, at de små succeer der
vil komme vil overskygge nedturerne.


Jeg ville aldrig kunne nå det ene eller det andet mål, hvis ikke jeg havde
et bagland, som prioriteret og bakkede mine mål op. Støtten omkring
kost og livstilsændringer ser jeg som den vigtigste faktorer i min rejse.
Jo, der skal være en indredrivkraft, men de mennesker du har omkring
dig opbakning har været den største drivkraft for mig. De tilsidesætter
sig for mit mål. Derfor vil jeg ikke kunne leve med at skuffe dem, og lige
netop denne følelse har giver mig en utroligdrivkraft.


Det nye løbemål er også afhængig af andre og deres opbakning. Vi har
aftalt, at vi skal løbe- har endda løbetræninger med nogle af dem, så jeg
kan komme i mål både på individuel og gruppe plan.
Kunsten er at stille sig tilfreds. Vi mennesker vil altid have mere. Jeg er
tilfreds med hvor jeg er nu, og er stolt over det jeg har formået. Vær

stolt af det du har opnået og kæmp for at være der du gerne vil være i
dit liv.

Mikkel@MFWblog.dk

Ikke blot en brugsgenstand

Der blæste en vældig vind fra vest. Blæsten ruskede og regnen slog ind på vinduet. Vejret definerede allerede dagens humør. Et humør som ruskede rundt i hele den dejlige nattesøvn. Med et slog det mig. Jo , jeg bliver våd på min cykeltur på vej til arbejde, men det er slet ikke det største problem. Nej, vinden og susen i ørerne. 

Du kender det sikkert godt. Du går en tur i det danske vejr. Vinden blæser og rykker lidt i din krop. Blæsten fylder dine ører med en blæsende lyd. En lyd som hører sig til, når vejret viser sig fra denne side.  

For mit vedkommende kræver det stor overvindendelse at bevæge mig ud i et blæsende vejr, da lyden af blæsten i mine ører giver mig smerter og Mrs. Lydoverfølsomhed råber i mit sind om at flygte fra lyden. Mr. T. Det eneste positive er, at Mr. T kan tage sig en slapper, da der er en lyd, som tager over for ham og Mrs. L er på overarbejde. Mr. T. Er dog ikke helt tilfreds, da han ved, at når blæstens lyd er ovre, så skal han larme endnu mere, da Mikkels overskud er lavt. Mrs. L har lavet så megen skade, at smerteinfernoet er uoverskueligt for Mikkel såvel som Mr. T. 

Alle mænd elsker at kigge på biler. Drømme store drømme om store biler. Skal det være en Audi, BMW eller en Alfa? Det er som om fornuften forsvinder. Bilbranchen har opfundet noget genialt. Man kan nemlig bygge sin egen bil på deres hjemmesider. Det virker helt som et mini- computerspil, hvor man skal pimpe sin slæde med henholdsvis kæmpe alu-fælge, navigation, panoramatag og listen er lang. Inden man ser sig om, så har man bygget en bil på den anden side af de forkerte hundred tusinder kroner. Jeg bliver vækket i mit drømmespil af min fars slogan omkring biler: ”Husk drenge, bilen er bare en brugsgenstand”. Pludselig går det op for mig, at alt det jeg lige sad og drømte om rent faktisk ligegyldigt. 

For mig er bilen ikke kun en drøm eller en brugsgenstand. Når jeg skal købe bil er der noget andet som fylder alle mine tanker. Det er ikke komforten eller udstyrsniveauet i bilen. Nej, det er støjen i kabinen. Lige netop dette gør, at det med at handle bil bliver en jungle og tilnærmelsesvis uoverskuelig.  Jeg kan ikke sidde og bygge min drømmebil og være sikker på, at det er en bil for mig. Jeg er nødsaget til at prøvekøre en hel del biler for at høre, hvordan bilens støj fra motoren såvel lyden fra dækkene er. Her kommer der endnu en udfordring med min bil. Jeg er nødsaget til at købe støjsvage dæk, som oftest koster væsentligt mere end andre. Netop dette gør også, at hvis fælgene er for store på bilen, og hvis kabinen ikke er støjsvag, så er den en decideret lydbombe. Ren guf for Mrs. L og Mr. T. 

At være medpassager i andres bil kræver også en overvindelse. Især hvis jeg ikke kender biltypen, vi skal køre i  – plus om bilens fører formår at accelere stille og roligt, så motoren ikke knokler derudad. Det er oftest netop den form for brummen, der påvirker Mrs. Lydoverfølsomhed i kombination med alle de andre mange lyden bilen afgiver. 

Et bilkøb er ikke blot ren ”køre-glæde”, men så sandelig også ren ”lyd-glæde”.