“At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”

“At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv” Søren Kierkegaard

At tage sig selv alvorligt er det sværeste for mig – og måske også omverdenen. Det nemmeste er altid at sige. ”Det gør jeg i morgen- jeg kan sgu ikke løbe uden en bold,”og bla bla bla., men det fodfæste man har, er måske ikke altid det bedste for en selv.  Så at miste sig selv for en stund kunne måske gøre, at ens fodfæste blev endnu bedre end det, man havde før.

Ja, at løbe uden en bold – det er sgu ikke noget for mig. Det er sgu da røvsygt at løbe, hvis ikke man skal spille bold eller konkurrere med andre. Husk nu at bevæge dig i 30 min – min bare r…

Jeg tror, at jeg tog to og et halvt år om, at tage mig mod til at starte på et løbeprogram for begyndere. Du kan tro, det var for begyndere – selvom det var for begyndere, var jeg døden nær op til flere gange på første tur (trods man kun skulle løbe to minutter og gå to minutter skiftevis på en distance på 2,5 km).

Jeg kunne mærke pulsen hamre derudad, som en borehammer i noget alt for tykt beton- og følelsen af, at pulsen eksploderede i halsen på mig – men hov så var de 2,5 km ovre og jeg var i live…THANK GOD FOR THAT
Lige nøjagtigt det fodfæste er blevet alt afgørende for mig. Nu nyder jeg at løbe, selvom det ikke er langt. Men det at kunne overvinde en psykiskblokering, som har siddet der hele ens liv, er en sejr i sig selv.

Men hvorfor vove at miste det fodfæste? Det går jo lige så godt!

For mig var det et spørgsmål om at tage mig og mit liv mere alvorligt. Siden min fars død, havde jeg til tider haft den undskyldning, at inden han døde trænede jeg meget og det var skide godt- men det ødelagde han. En undskyldning overfor mig selv, og en skyld til min far, som jeg egentligt havde det yderst dårligt over.

Enten klatrer du, eller også glider du. .Du enten vokser eller dør.
– Anthony Robbins–

Nu har jeg endelig taget mod til mig med løb, men jeg synes ikke, at det kun var løbet, der kunne udgøre det for mig. Jeg havde også en anden meget stor undskyldning overfor mig selv— MAD—- hvem elsker ikke mad? Jeg har bare ingen stopklods angående mad. Den bedste sport, er jo Rittersport. Hovedløst kaster jeg kalorier ind og tænker: jeg burde måske træne ligesom før fars død, men nej.

Så jeg er nu tilmeldt en kostvejleder og spiser alt det jeg vil, men nu i de rigtige mængder og på de rigtige tidspunkter. Maden som jeg elsker, får jeg stadig men på en bedre måde. For satan man har det godt, når man er mæt og ikke overmæt.

 

Så det fodfæste jeg havde er ved at glide væk. Stunden forsætter stadig – til det rigtige fodfæste forplanter sig i mig.

4+